Annonce
Hedensted

Slut med corona-skole: Mandag møder 5000 elever ind til en normal hverdag - næsten

Det bliver en nogenlunde normal skoledag, eleverne vender tilbage til efter sommerferien. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Der skal stadig holdes afstand og vaskes hænder, men skoleskemaet kommer til at ligne det fra før coronakrisen, når næsten 5000 elever skal tilbage på skolebænken efter sommerferien på mandag.
Annonce

Hedensted: Når skoleklokken ringer ind igen efter sommerferien på mandag, møder de 4947 folkeskoleelever i Hedensted Kommune ind til en hverdag, der i høj grad ligner den, de havde, inden coronakrisen brød ud i Danmark i marts.

Det fortæller kommunens skolechef Finn Gatten.

- Overordnet set er vi tilbage i en normal hverdag med en fuld skoledag og alle fag på skemaet. Der er selvfølgelig tale om en ny covid-19 normalitet, hvor der er fokus på håndhygiejne og afstand, men tiden med nødundervisning er forbi, siger Finn Gatten.

Annonce

Flere lokale forskelle

Kommunen har ikke i løbet af sommerferien modtaget nye dessiner fra Børne- og undervisningsministeriet eller Sundhedsstyrelsen om, hvordan skolerne skal indrette sig, og forvaltningen i Hedensted har valgt at lade det meste være op til skolerne selv.

- Der er så store lokale forskelle på vores 21 skoler, at det ikke giver mening at lave fælles retningslinjer. Derfor vil man se, at nogle skoler godt kan holde en form for morgensamling og holde fast i venskabsklasser, mens andre sætter det på stand by. På samme måde vil nogle skoler formentlig lade forældrene komme med ind til 0. klassernes første skoledag, mens andre ikke har pladsen til det, siger Finn Gatten.

Annonce

Positive erfaringer

Selvom corona-skolen fra på mandag er fortid, vil der være nogle positive erfaringer derfra, som skolerne tager med sig. Det gælder især udeundervisning.

- Vi har længe haft som ambition at få mere bevægelse og udeliv ind i undervisningen, og corona-skolen viste os, at det sagtens kan lade sig gøre. Så det skal vi forsætte med. Derudover har vi gjort os nogle gode erfaringer med at have virtuel kontakt til elever, der har skolevægring, som vi også kan bruge fremadrettet, siger Finn Gatten.

Annonce

Mundbind på lejrskoler

Et særligt fokuspunkt i forbindelse med skoleopstarten på mandag har været skolebusserne, hvor forvaltningen har skullet tage stilling til mundbind.

- Her læner kørselskontoret sig op af Sundhedsstyrelsens udmelding om, at mundbind i forbindelse med offentlig transport er en anbefaling, men ikke et krav. Det bliver altså op til den enkelte at bestemme, om man vil bruge mundbind i bussen eller ej, siger Finn Gatten.

På et enkelt område bliver det dog et krav med mundbind, nemlig i forbindelse med lejrskoler.

- Da får eleverne og medarbejderne udleveret mundbind til rejsen og i forbindelse med særlige aktiviteter. De skal ikke selv betale for dem, siger Finn Gatten.


Vi har længe haft som ambition at få mere bevægelse og udeliv ind i undervisningen, og corona-skolen viste os, at det sagtens kan lade sig gøre. Så det skal vi forsætte med.

Finn Gatten, skolechef
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce