Annonce
Hedensted

Slut med at rode på gulvet: Rally-kører bygger 700 kvm værksted i Hedensted

For en gangs skyld er der god med plads til Jesper Bisteds Ford Fiesta Super 2000. Til dagligt må han klemme sig sammen på gulvet i Oens for at servicere den, men inden for de næste måneder har han i stedet 350 kvadratmeter på Glarmestervej i Hedensted til arbejdet. Foto: Ludvig Dittmann
50 kvadratmeter til to rally-biler og en ombygget minibus var langt fra tilstrækkeligt for rally-kører Jesper Bisted, som derfor er i gang med at bygge nyt i Hedensted. Foruden to haller på hver 350 kvadratmeter følger også en ny privatbolig med.

Hedensted: Når rallykører Jesper Bisted kører ud til løb over det meste af landet, bliver det fremover med afsæt i Hedensted.

Han er manden bag det større byggeri, pendlere formentlig har skimtet på Glarmestervej i Hedensted. Et værksted på 350 kvadratmeter, der så småt er ved at tage form - og som sågar får en tvilling inden længe.

Planen er nemlig at bygge i alt 700 kvadratmeter hal, så der er rigeligt plads til både hans efterhånden antikke Ford Escort, hans nuværende rallybil i form af en Ford Fiesta Super 2000, en ombygget minibus med rullende værksted og midlertidig beboelsesplads til ni mand under diverse løb - og hvad Jesper Bisted ellers kunne forestille sig at fylde pladsen ud med.

- Jeg flytter fra 50 kvadratmeter i Oens, så man kan godt sige, at det på mange måder bliver en helt ny verden for mig. Jeg er vant til at ligge på gulvet og skrue, så det hele bliver en tand sjovere. Men det betyder ikke, at bilen pludselig får flere hestekræfter, så jeg forventer ikke, at det får nogen betydning for karrieren, siger han, som øjeblikkeligt ligger nummer syv i Autoplus Dansk Super Rally.

Annonce
For mig handler rally om at hygge sig og have det sjovt - ellers gad jeg ikke bruge min tid på det. Men jeg kører selvfølgelig altid for at vinde.

Jesper Bisted, rally-kører

Vender hjem

Det er dog ikke blot bilerne, der flytter under nyt tag.

I forlængelse af værkstederne bygger Jesper Bisted også et hus til sig selv og sine to børn, seks-årige Isabell og to-årige William, og rent faktisk har beslutningen været så længe undervejs, at førstnævnte allerede går på Stjernevejskolen.

På den måde vender han, der er født og opvokset i Stenderup, også hjem til sin gamle kommune igen.

- Det var nærliggende at vende tilbage, og det er da også noget, jeg har snakket om i snart 10 år, inden den rigtige mulighed nu bød sig. Hedensted er en fin lille by, der ligger centralt, og hvor det er til at komme frem og tilbage. Så det er nok i højere grad en privat beslutning, end det er professionelt, siger Jesper Bisted.

Bygger selv

Da han selv står for byggeriet, kan det være svært at sætte en endelig dato for, hvornår sidste søm er slået i.

I skrivende stund hedder tidsplanen dog, at første hal er færdig om tre-fire måneder, huset skal være klar til at fejre jul i 2020, og den sidste hal står formentlig klar i løbet af 2021.

- Men det kommer også an på, hvilke weekender det som alenefar kan lade sig gøre at komme herud. Begge børnene er vilde med alt omkring motorsporten - hvis jeg glemmer at lukke værkstedet, er Isabell der med det samme, og William har allerede lært sig selv at tænde bilerne - men det med at se far bygge en hal er knap så spændende, siger Jesper Bisted.

Den megen plads til trods vil værkstedet udelukkende blive til privat brug.

Endnu er det blot den første hal, der er ved at tage form. I løbet af 2021 vil yderligere en hal samt et hus dog også pryde grunden, der ligger mellem industri og Stjernevejskvarteret. Foto: Ludvig Dittmann
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ny café slår dørene op i Horsens

Hedensted For abonnenter

Tilsynssag: Når man ender i denne situation, er der selvfølgelig noget, man ville ønske, at man havde gjort anderledes

Annonce