Annonce
Brædstrup

Sløv start for hjælp til skolebørn: Nu vil støtteforening være mere synlige

Trods en sløv start er humøret stadig højt i Støtteforeningen for Brædstrup Skole, hvor man stadig tror på fremtiden. Fra venstre ses formand Heidi Holm, næstformand Annelise Jensen og bestyrelsesmedlem Kim Winther. Arkivfoto: Yilmaz Polat
For knap et år siden dannede en gruppe forældre Støtteforeningen for Brædstrup Skole. Interessen for den nye forening har været beskeden, men nu håber bestyrelsen, at øget synlighed blandt forældrene kan øge lysten til at støtte byens skolebørn.

Brædstrup: Det var med ønske om at rejse penge til Brædstrup Skoles kommende legeplads og skabe oplevelser for skolens børn, at en gruppe frivillige forældre for knap et år siden besluttede at danne en støtteforening til fordel for eleverne på Brædstrup Skole.

Siden er det imidlertid ikke salg af medlemskort, der har fyldt meget for Brædstrups nye forening, idet støtteforeningen i dag kun kan fremvise omkring 10-12 medlemmer.

- Jeg må erkende, at jeg er lidt skuffet over opbakningen. Noget af det er måske også vores egen skyld, hvis forældrene ikke har kendskab til os. Derfor vil vi nu i løbet af efteråret prøve at iværksætte en række tiltag, så vi bliver mere synlige på skolen overfor forældrene, siger Heidi Holm, der er formand for Støtteforeningen for Brædstrup Skole.

Støtteforeningen har derfor lanceret hjemmesiden www.støt8740.dk, og der er også en facebook-gruppe på vej, så foreningen på den måde får nemmere ved at komme i kontakt med forældrene på skolen. Det håber formanden og den øvrige bestyrelse vil være med at øge interessen for at støtte byens skolebørn.

Jeg må erkende, at jeg er lidt skuffet over opbakningen. Noget af det er måske også vores egen skyld, hvis forældrene ikke har kendskab til os.

Heidi Holm, formand for Støtteforeningen for Brædstrup Skole

Legeredskaber og ture

Da Støtteforeningen for Brædstrup Skole blev oprettet, var det målet, at foreningen kunne hjælpe med til at søge fonde til nye legeredskaber til den nye legeplads på Brædstrup Skole.

Den ambition er imidlertid lagt på hylden for en stund, da fondsansøgninger ifølge formanden er en langsommelig og svær proces. I stedet satser foreningen nu på at være med til at støtte eleverne med mindre ting.

- Vi vil gerne være det ekstra kirsebær på islagkagen, som gør, at eleverne får en god tid på skolen. På sigt vil vi gerne støtte med ture eller være behjælpelige med legeredskaber, så hver klasse for eksempel får deres egen fodbold eller et sæt til at spille rundbold med, siger Heidi Holm.

Støtteforeningen har således allerede indkøbt nogle soveposer og liggeunderlag, som kan bruges, hvis en elev mangler til en lejrtur.

- Det er tiltænkt til de elever, hvis forældre ikke har råd til at købe soveposer og liggeunderlag, når barnet skal på tur og overnatte. På den måde kan vi hjælpe, så alle kan komme med, siger Heidi Holm.

Tror på fremtiden

I fremtiden bliver det op til elevrådet og trivselsrådet på Brædstrup Skole at komme med ønsker til støtteforeningen om aktiviteter og legeredskaber, som der er brug for på skolen.

Støtteforeningen for Brædstrup Skole lever i dag økonomisk af det beskedne medlemskontingent og sponsorater, men i foreningen ser man lyst på fremtiden.

- Selvom det går langsomt, vokser det hele støt og roligt, så personligt mener jeg, at det har været en succes. Jeg tror på, at foreningen har et stort potentiale, og jeg er spændt på at se, hvad det kan blive til om bare to-tre år. Når først folk får øjnene op for os, er jeg sikker på, at der er en vilje til at hjælpe, siger bestyrelsesmedlem Kim Winther.

Annonce
Forsiden netop nu
112

Puma igen set i Ry

112

Gps afslørede 24-årig løbehjulstyv

Annonce