Varde/Nørre Nebel: Avisen Danmark har tidligere skrevet, at en medarbejder på Sky-Light i Varde vil have erstatning, efter han og syv andre medarbejdere har fået kroniske lungesygdomme efter at have været udsat for et farligt kemikalie. Nu kan Fagbladet 3F afsløre, at 3F fører sagen for Alex Vejlgaard Hansen, som er så hårdt ramt af nedsat lungefunktion, at han i dag kun kan arbejde 12 timer om ugen.
3F's stævning lyder på 301.750 kroner. Af disse er de 78.500 kroner for svie og smerte. Resten, 223.250 kroner, er for tabt arbejdsfortjeneste. Alex Vejlgaard Hansen betegner erstatningen som et plaster på såret.
Det har ikke været muligt for Fagbladet 3F at få en kommentar fra Sky-Lights administrerende direktør Søren Kjær Larsen til stævningen. Men direktøren har tidligere udtalt, at virksomheden “altid har arbejdet seriøst og grundigt med arbejdsmiljø og sikkerhed”.