Annonce
Kultur

Skuespiller Tammi Øst: Kærligheden har det bedst, når man ikke vil styre den for meget

Skuespiller Tammi Øst er aktuel i teaterkoncerten ”Jeg er jo lige her” på Aarhus Teater. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Man skal slippe taget lidt og lade livet og kærligheden flyde, mener skuespiller Tammi Øst, der er aktuel i teaterkoncerten ”Jeg er jo lige her” med alle Anne Linnets velkendte kærlighedssange. Skuespilleren håber, at forestillingen vil give publikum lyst til at mindes den kærlighed, de har oplevet gennem livet, og til at tale om den, også når den er følsom. Det gør hun selv her.

Hun purrer rundt i krøllerne, der sætter sig et nyt sted på hovedet. Hver gang ser det ud, som om de aldrig har siddet anderledes, indtil hånden vender tilbage og skaber en ny, lys, abstrakt form over de blå øjne.

Har skuespillere bare mere intense øjne end os andre? tænker jeg et øjeblik. Tammi Øst har i hvert fald et par, der er skarpe, klare og blå, og som kan ses langt nede ad rækkerne i teatrene, hvor hun har arbejdet i 39 år.

For tiden spiller hun med i teaterkoncerten ”Jeg er jo lige her” med Anne Linnets slidstærke sange om kærlighed, forelskelse og begær. Det foregår på Aarhus Teater.

Annonce

Selv her i teatercaféen spiller hun nærmest skuespil, mens hun taler. Med en lille ændring i stemmen iscenesætter hun sig selv. Og med hjælp fra hænderne får hun passion frem. Ild, der brænder. Situationer fra parforholdet. Eller tænkte situationer i et liv, der kunne have været, men ikke er.

Som:

- Hvis nu Jens døde, Gud forbyde det, men han skal jo dø en dag. Det skal jeg jo også. Så ville man måske støde ind i en, og så skulle man forfra: ”Ja, så tager jeg altså tøjet af, kan vi slukke lyset, eller?” Og måske var han yngre end en. Så ville man tænke, prøv at se det her kød. Det kan man jo ikke vise nogle mennesker i denne verden. Altså, man ville jo være 14 år igen og tænke: ”Fuck, en lortekrop, den kan jeg ikke vise nogen mennesker.” Det har ikke nogen alder. Forelskelsen ville gøre en tosset, ligegyldigt hvad, siger Tammi Øst, mens hun virkelig ligner en kvinde, der frygter at vise sig frem.

Et øjeblik efter er ansigtet forandret, og hun kigger tænksomt ud ad vinduet eller insisterende lige ind i ens øjne.

- Det er jo ikke altid nemt at snakke om sex eller kærlighed. Heller ikke med dem, der er en nærmest. Der er mange ægtepar, tror jeg, der har svært ved det. Hvorfor gør du altid sådan? Det bryder jeg mig faktisk ikke om. Eller kunne vi ikke se nogle pornofilm, eller? griner hun.

Tammi Øst så første gang Anne Linnet og resten af Shit & Chanel oprtræde, da hun var 14 år. Hun sang med på sangene, da hun cyklede hjem. Hun fandt inspiration i de stærke, kærlige kvinder på scenen. Foto: Birgitte Carol Heiberg

- Jeg ved det ikke, men det er ikke nemt at være ærlig, når det er følsomt stof. Og tør man stille spørgsmålet: Elsker du mig stadig? Eller fortælle om tidligere kærlighed. Det er ikke sikkert, det ville være gavnligt. Men måske kunne man håbe, at når publikum sidder og ser stykket, at de tænker på al den kærlighed, de har haft gennem livet. Og får nogle samtaler med de veninder eller den mand, man har set det sammen med. Det kunne være fint, hvis det skabte nogle snakke om kærlighed, siger hun.

Vi tager udfordringen op og snakker om kærlighed og sangene. Og hvordan de fra tid til anden har fulgtes ad gennem Tammi Østs liv.

En del af tiden

Som ung drak hun øl til livekoncerter med Shit & Chanel og sang videre på sangene, når hun cyklede hjem. Musikken var med til at danne hende og bekræfte hende i, at hun var okay. I 80’erne markerede Marquis de Sade den seksuelle frigørelse og en stor rummelighed. Og da Tammi Øst havde fået sit første barn, sang Anne Linnet Johannes Møllehave-tekster med en større ro og åndelighed.

Det er, som om kærligheden har det bedst, når vi bare flyder med den. Generelt i livet er det svært, hvis man vil styre alting. Når man får børn, opdager man også, at det er fuldstændig umuligt at prøve at styre det.

Tammi Øst, skuespiller

- Jeg var 14 år, da jeg tog til livekoncert med Shit & Chanel første gang. Og jeg syntes altid, de sang om mig. Der var en sang til hver situation, man var i. Om der var en, der var gået, eller man selv var ved at gå, eller man havde fået at vide, at man var umulig. Sangene kunne mildne, trøste, udvide og danne. Mit første møde med Anne Linnet og de andre var, da jeg var en meget ung pige. Og det var da stort, at der stod et kvindeband på scenen, når man selv er på vej til at blive kvinde. De viste flere måder, man kunne blive kvinde på. Og når de optrådte, var det med et meget kærligt udtryk, de favnede mennesker. Det var meget generøst, husker Tammi Øst.

- Når man ikke på samme måde er seksuelt attraktiv, er der så overhovedet brug for mig mere? Jeg kan ikke reproducere, ikke få børn, er der så brug for mig? Og der er ikke længere nogen, der vender sig om efter mig og tænker ”wow, hun!”. Det er forsvundet, siger Tammi Øst. Foto: Birgitte Carol Heiberg

- I 80’erne kom Marquis de Sade, som var en seksuel frigørelse, men også et billede på, at alt var muligt. Der var ikke noget, der var mere rigtigt end andet. Man kan elske kvinder, man kan elske mænd, man kan elske på alle mulige måder. Der var en stor rummelighed i musikken. Og senere, da jeg havde fået mit første barn, kom Anne Linnet med ”Lille Messias”, der er skrevet af Johannes Møllehave, som havde en stor ro og åndelighed, der passede meget godt med, hvor jeg var henne i livet. På den måde har hendes sange bare været en del af tiden, siger hun.

Annonce

Uden forventninger

I forestillingen spiller 62-årige Tammi Øst den ældre, der som en satellit kigger på og erindrer de faser af kærligheden, som Anne Linnets sange beskriver: Kærligheden, når den er ung og naiv. Kærligheden, når den har slået sig på nogle forhold og måske mistet troen på evigheden. Kærligheden, der er dristig, fysisk og seksuel. Og kærligheden, der er lidt ældre, erfaren og måske mere modig. Eller hvilende i sig selv. Men bliver det nemmere eller sværere at elske nogen, når man blive ældre?

- Det kommer jo an på, hvad man har været igennem. Er man pludselig blevet alene, så kan det da være svært. For hvordan finder man lige et menneske, man har lyst til at elske? Jeg for min del kan sige, at jeg føler mig o.k. med kærligheden. Jeg har et menneske at være sammen med, som jeg er meget glad for. Jeg har være gift i nogle år efterhånden og været sammen med Jens (Jørn Spottag, red.) i mange år. Og det er ikke sådan noget dybt og overdrevet passioneret. At så skændes vi og så …, siger hun og skaber krammende figurer med nogle febrilske bevægelser.

- Overhovedet ikke. Det har en anden form. Vi har jo aldrig haft det sådan, men vi har gennemgået mange faser, og jeg synes, at der er noget rart i at være ældre, og tingene er rolige. Men man har jo stadig en kæmpe portion ild, som man selvfølgelig kan bruge i sit forhold, men som også kan nære en i ens arbejde, siger Tammi Øst.

Efter nogle års fastansættelse på Det Kongelige Teater er Tammi Øst igen freelancer. Det giver en frihed, som hun sætter pris på. For tiden spiller hun med i ”Jeg er jo lige her” på Aarhus Teater, hvor hendes datter, Andrea Øst Birkkjær (bagerst i midten af billedet), er ansat. Hun er med i samme forestilling. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Tammi Øst er gift med kollegaen Jens Jørn Spottag. De har tidligere spillet sammen på Det Kongelige Teater. Foto: Birgitte Carol Heiberg

- Kommer roen af sig selv med erfaringen og alderen?

- Egentlig opfatter jeg ikke mig selv som et roligt menneske, selv om jeg gerne ville være det. Men mit forhold kan give mig ro. Det er en platform, hvor der er ikke er særlig mange forventninger til, hvordan jeg skal være. Jens forventer ikke af mig, at jeg er på en særlig måde. Jeg kan være på virkelig mange måder. Han står faktisk model til meget. Ej, det er ikke, fordi jeg er super vanskelig, men jeg tænker aldrig over, at jeg skal gøre noget særligt, og det, synes jeg måske, var forbundet med tidligere forhold, når man har børn og sådan noget, så er man et andet sted, siger hun.

Annonce

Ikke vente på døden

- Jeg læste engang noget, Isabel Allende havde skrevet om kærligheden, som jeg syntes var så smukt. Hun beskrev, hvordan hun havde opdaget, at den var helt anderledes, når man ikke længere skulle bruge sin partner til noget bestemt. Til at opbygge en familie, til at få råd til et hus, til at fylde et behov andet end bare at elske hinanden. Er det, det du beskriver?

- På en måde. For vi har ikke børn sammen, men det har vi fra tidligere ægteskaber, og de fletter ind i vores forhold, og på den måde er vi en lidt større familie. Men vi har ikke børn sammen, og det gør det nemmere. Jeg blander mig ikke i, hvad han gør med sine børn. Det skal man heller ikke. Man kan sige et eller andet, men ikke for meget og helst slet ikke. Der skal man være varsom. Men vores eget forhold, det er da lykkeligt befriet for det. Men vi har da stadig købt et hus, og et sommerhus og har et andet nu. Men vi har også begge to et nomadegen og kan godt lide at flytte os. Måske har det noget at gøre med, at man kan bilde sig ind, at man er yngre, når man flytter.

- Hvordan det?

- Man er ikke så fastgroet. Der er noget symbolsk i at flytte sig, ligesom man flytter sig i livet, man flytter sig åndeligt med sine tanker. Og det føles ungt, eller måske er det ikke ordet, men det føles, som om livet er i bevægelse. Det kan jeg godt lide. Det føles ikke som: Det var så det, så kan jeg sidde og vente på døden.

Tammi Øst er aktuel i teaterkoncerten ”Jeg er jo lige her” på Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte

- Jeg har heller ikke lyst til at falde til ro i mit arbejde. Se hende falde til ro, det er da røvkedeligt. For mig er det det samme som at slække på kravene til tilværelsen. Jeg kan ikke bare hygge mig på mit arbejde, det kan jeg gøre derhjemme. Jeg vil gerne have det rart med de mennesker, jeg arbejder med, at vi kan sammen og kan løse konflikter og har et godt arbejdsrum. Men hyggen skal ikke ryge med ind på scenen. Der skal der være ild og passion. For jeg vil hele tiden blive bedre og udvikle mig og ikke bare gøre sådan, som jeg har gjort de sidste 40 år, siger hun og spærrer øjnene op.

- Næste år har jeg 40-års jubilæum. Weird.

- Du virker ikke, som om du har brug for at have så meget kontrol. Har du lyst til, at tingene bare står åbent?

- Ja lidt. I år har jeg både flyttet og sagt op. Men Jens er der stadig. Så det er lidt specielt, men jeg er ikke bekymret endnu. Når jeg kigger to år frem, gør det ikke noget, at der er en lille smule rum, hvor jeg ikke nødvendigvis skal noget. Der kommer sikkert noget, men jeg kan egentlig godt lide ikke at vide det. Samtidig med, at man om natten kan ligge og tænke på, hvor pengene skal komme fra? Men det tilfredsstiller min frihedstrang, at jeg selv kan bestemme og sige fra eller til.

- Oplever du, at bekymringen falder med årene?

- Det synes jeg desværre ikke, den gør. Der er vel nogenlunde samme mål af bekymrethed. Det er altid forbundet med en usikkerhed: Er det brug for os? Når man ikke på samme måde er seksuelt attraktiv, er der så overhovedet brug for mig mere? Jeg kan ikke reproducere, ikke få børn, er der så brug for mig? Og der er ikke længere nogen, der vender sig om efter mig og tænker ”wow, hun!”. Det er forsvundet. Nu snakker jeg om det, det er dog ikke, fordi jeg går og tænker over det hele tiden, men det er en fysiologisk ting, der viser, at man er nærmere døden. Mænd har det helt sikkert på samme måde, deres hormoner ændrer sig også og har en indflydelse på deres kroppe. De har måske lidt svære ved at tabe sig, får smerter, eller deres erektioner er ikke så prangende, som de har været. Men det snakker man ikke så meget om, siger Tammi Øst.

Hun holder en pause og konstaterer:

- Det blev jo en fin snak om kærlighed.

Hænderne dykker ned i tasken, og de maler læberne mørkerøde, mens hun taler videre.

- Det er, som om kærligheden har det bedst, når vi bare flyder med den. Generelt i livet er det svært, hvis man vil styre alting. Når man får børn, opdager man også, at det er fuldstændig umuligt at prøve at styre det. Det er jo også umuligt at styre et andet menneske. Der er jo nogle, der kan være besat af, at livet skal være på en særlig måde, og som kun kan se sig selv i den iscenesættelse, og hvis det andet menneske ikke er med på den, går det grueligt galt. Kærligheden kan være både Gud og Djævlen. Og den er så grum nogle gange. Man har jo også hørt, at når nogen har slået nogen, har kærligheden været den gnist, der har antændt noget forskruet.

- Man må overgive sig til livet. Man kan ikke styre det ret godt. Selvfølgelig må man tage nogle beslutninger hist og pist, men 100 procent styre det kan man ikke. Og gør man det, går man glip af en vidunderlig ting: tilfældet. Og sådan er det også med kærligheden. Den har det bedst, når man ikke vil styre den for meget, siger Tammi Øst.

”Jeg er jo lige her”

Teaterkoncerten ”Jeg er jo lige her” spiller på Aarhus Teater frem til 2. oktober 2021.

Den er sat sammen af mere end 20 af Anne Linnets velkendte og vel nærmest uopslidelige sange. Blandt andre ”Forårsdag”, ”Glor på vinduer”, ”Tusind stykker”, ”Det er ikke det du siger” og ”Smuk og dejlig”. Den sidste skrev Anne Linnet efter en koncert på Tagskægget i hjembyen Aarhus.

”Jeg er jo lige her” er produceret i samarbejde med Det Kongelige Teater, hvor forestillingen kunne opleves i foråret. Dengang var Tammi Øst også med, men det er langtfra alle de medvirkende, der er de samme. For eksempel er Tammi Østs datter, Andrea Øst Birkkjær, kommer på rollelisten i Aarhus.

Både 8. og 21. september kan man få en introduktion til forestillingen. Det er klokken 18.45-19 i Kampmann Salen, og arrangementet er både gratis og åbent for alle uanset, om man har billet eller ej.

Se mere om spilletider og priser på www.aarhusteater.dk.

Annonce
Horsens For abonnenter

Det er endnu uvist, om der er PFOS-forurening i Horsens, men "der er ikke risiko for mennesker eller grundvandet"

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Danmark

Torsdagens coronatal: Antal corona-indlagte falder til det laveste siden først i august - yderligere fire er døde

Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

To er blevet fyret: Kommunalt ansatte snagede i 300 personers følsomme oplysninger

Horsens For abonnenter

Bilister har svært ved at komme ud på landevej: Her kan der komme en rundkørsel

Sport

Sensationel debut af brandvarm amerikaner var ikke nok for Horsens IC, der blev dukket til sidst mod Bakken Bears

Kultur For abonnenter

Kvinderne styrer: 'Gift ved første blik'-mændene har problemer med kæledyr og prutter

AC Horsens

Stolt AC Horsens-træner oven på pokaltriumf: Hvor mange kan skifte ni mand ud og så vinde over et superligamandskab?

Nyhedsbrev For abonnenter

Dagens overblik: Slut med frivillige vagter på sygehuset, grøn strøm fra taget og masser af spørgsmål om byudvikling

Horsens

23-årig slog alarm om drab i Køge fra lejlighed i Horsens: Nu sidder han selv på anklagebænken tiltalt for drabet

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Hedensted

Havde gang i 50 wienerschnitzler: Forpagter måtte sadle hurtigt om efter brand

Danmark

Kulturministeren er skræmt over danske børns Youtube-forbrug: - Jeg er bange for algoritmer, jeg ikke forstår

AC Horsens

Se videoanalyse: AC Horsens tævede Silkeborg og nu venter ærkerivalerne fra VB i 1/8-finalen

Horsens For abonnenter

Nej til ekstra vagter: Hverdagen på Akutafdelingen er mere presset end før strejken, fordi sygeplejersker har fået nok

Brædstrup

Nu har vi chancen: Nyt torv skal sikre børn en sikker skolevej

Annonce