Annonce
Livsstil

Skuespiller Jesper Christensen: Besættelsestiden er kilden til al den løgn, vi får smidt i hovedet om, hvordan danskerne er

Som barn ærgrede Jesper Christensen sig over, at hans forældre ikke havde været med i modstandsbevægelsen, i stedet for at være stolt over, at hans far var med til at stifte Mellemfolkeligt Samvirke og lave nødhjælpsarbejde i Polen. - Jeg ville gerne have gået rundt med et billede af ham med en maskinpistol. Det var jo den historie, vi fik. At det fede ved besættelsen var modstandsbevægelsen, husker Jesper Christensen. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Stod det til skuespiller Jesper Christensen blev der ikke lavet anden dramatik end den, der foregår under besættelsen. Så vigtig anser han de fem forbandede år for at være. Men allerede som barn satte han spørgsmålstegn ved, om modstandsbevægelsens heltestatus var den eneste sandhed om danskernes krigsånd. - Folk tager jo afsæt i den periode for at sælge nogle løgnehistorier om, hvordan danskerne er. Hvordan de hjælper hinanden og ofrer sig for fællesskabet. Come on, altså. Gu er vi da ej, siger den 71-årige skuespiller, der er aktuel som fabrikanten Karl Skov i Anders Refns "De forbandede år". En film, der har været 20 år undervejs og får premiere 9. januar.

Det er mistænkeligheden, han husker bedst. Småsnakken, den evige luren på hinanden og den umiddelbare stempling af alle, der vovede ikke at have lys i vinduerne 4. maj. Værnemagere, blev der hvisket. Nazister. Selv hvis fraværet skyldtes ren og skær forglemmelse eller noget så simpelt som, at beboerne ikke var hjemme.

Han husker også de første officielle besættelsesfilm, der naglede modstandsbevægelsen fast på piedestalen som det fedeste ved besættelsen.

Jesper Christensen blev født i 1948 og voksede op i efterkrigstidens København, hvor han tidligt interesserede sig for både krigen og historie mere generelt. Det var en stor dag, da hans far kom hjem med Grimbergs verdenshistorie, som han blot 10-11 år gammel kunne kaste sig over. Værk efter værk opdagede han nuancer, løgne og tilsnigelser.

I dag kan han stadig lade sig opsluge af historien. I hvert fald, hvis den er godt fortalt, og han læser lige så gerne om Katarina den Stores hof som en god roman.

- Jeg var ked af, at mine forældre ikke havde været med i modstandsbevægelsen, i stedet for at være stolt af, at min far var med til at skabe Mellemfolkeligt Samvirke og lavede hjælpearbejde i både Polen og Nordnorge lige efter krigen. Han tog op og hjalp med at genopbygge landsbyer, som var blevet tværet ud af russerne. Men i stedet for at sige, at min far er fed, fordi han prøver at skabe fred mellem mennesker, tænkte jeg, at det alligevel var lidt ærgerligt, for jeg ville hellere have gået rundt med et billede af ham, hvor han stod med en maskinpistol. Det var jo den historie, vi fik. At det fede ved besættelsen var modstandsbevægelsen, husker Jesper Christensen.

Annonce

Jesper Christensen

Født 16. maj 1948 og opvokset i København, hvor han har boet lige siden.

Blev student i 1967 og flyttede derefter ind i Republikken Sofiegården - en samling tomme, saneringsmodne baghuse på Christianshavn, der mellem 1965 og 1969 var de første besatte boliger i Danmark.

I den periode prøvede Jesper Christensen skuespillet af i den alternative teatertrup Christianshavnsgruppen.

Derefter tog han en uddannelse som børnehavepædagog, men teatret trak mere, og han nåede aldrig at få en hverdag som børnehavepædagog.

I stedet blev han selvlært skuespiller fra blandt andet det politisk motiverede Fiolteatret. Derefter fik han roller på både teater og i film, og han blev kendt i hele Danmark, da han i 1988 spillede Nanas far i tv-serien "Nana".

Uden for landets grænser er han i høj grad blevet kendt som skurken Mr. White i de tre James Bond-film "Casino Royale" (2006), "Quantum of Solace" (2008) og "Spectre" (2015).

Forinden var han - blandt meget andet - med i Per Fly-trilogien "Bænken", "Arven" og "Drabet".

Har også instrueret fem afsnit af tv-serien "Arvingerne", hvor han også spiller hippien Thomas.

Har modtaget fire Bodil-statuetter og fem Robert-priser.

Er gift med Tove Bornhøft, kunstnerisk leder af Teater Rio Rose. De deler kontor på Christianshavn tæt på parrets hjem. Har to voksne døtre.

Hør podcasten: Jesper Christensen synes vi skal lave flere film om 2. verdenskrig

Den vigtigste periode overhovedet

Han har altid været fascineret af de fem forbandede år. Af at se et land i krise handle og bagefter lyve for sig selv.

- Besættelsestiden er en af de vigtigste perioder overhovedet, for den er kilden til al den løgn, vi får smidt i hovedet om, hvordan danskerne er. Gu er vi ej. Den heltehistorie, man er vokset op med, når man er født i 1948, holder ingen steder. Ser man på Danmark, Norge og Sverige, var det tre meget forskellige måder at overleve den ulykke, som Hitler og anden verdenskrig var, men de tre nationers behandling af fortiden er lige løgnagtig. Der er ting, vi ikke snakker om og skubber ind under gulvtæppet. Vi vil gerne være et land, der kan se os selv i øjnene som en tapper, modig, helteagtig og idealistisk nation. Alt sådan noget, som nationer ikke er, fordi de består af tøsedrenge og folk, der gerne vil have, at deres mor ikke skal komme i klemme. Eller bekymrer sig om sig selv og andre mennesker og derfor tager det roligt.

Stod det til Jesper Christensen, blev der stort set ikke lavet anden dramatik i Danmark end dramatik, der foregår under besættelsen. Så afgørende opfatter han perioden, fordi den med sin knytnæve af en ydre trussel varmer pladen under alle de evigt aktuelle emner som relationer mellem fædre og sønner, kvinder og mænd, kønsroller, virketrang og fastlåste rollemønstre op til en sprængfarlig cocktail, der risikerer at splitte familier for altid.

Derfor er den 71-årige stjerneskuespiller ekstremt glad for, at Anders Refns "De forbandede år" efter 20 års tilløb endelig får biografpremiere 9. januar. Jesper Christensen har kendt til manuskriptet de seneste 15 år og har undervejs været ude i alle mulige konspirationsteorier for at forstå, at andre historier om besættelsen er blevet ført ud i livet, mens dette manuskript lod vente på sig, når han nu syntes, det burde blive sat i produktion pronto. Eller i hvert fald i løbet af fem minutter.

Selv spiller Jesper Christensen den velbjergede fabrikant Karl Skov, der meget nødigt vil samarbejde med tyskerne, men alligevel ender med at bliver Mr. Samarbejdspolitik himself.

Meldte sig til Yom Kippur-krigen

Jesper Christensen laver cremet kapselkaffe på sit og sin kones kontor på Christianshavn. Væggene er dekoreret med farverige plakater fra Teater Rio Rose, som Tove Bornhøft er kunstnerisk leder af. Lægger man mærke til det, er der imidlertid også to kroge i væggen, så Jesper Christensen kan spænde sin hængekøje ud og med udsigt til kanalerne i kvarteret liggende forberede nye karakterer.

Børn af 1970'erne kender ham som Nanas far i tv-serien af samme navn, udlandet husker ham som Bond-skurken Mr. White, og forrest i hukommelsen ligger også rollen som hippien Thomas i tv-serien "Arvingerne". Af natur er han karrig med at dele ud af sit privatliv, men rundhåndet med sine holdninger. Bag det samfundsbevidste blik, det furede ansigt og de stærke holdninger ligger et landskab af levet liv fyldt med handling og engagement. Fornemmelsen af at sidde over for et menneske, der har levet sit liv og ikke ladet livet leve sig, er stærk. Men den slags floskler kommer vi ikke ind på.

I stedet handler det om dilemmaet mellem at risikere liv og lemmer for en sag, man brænder for, eller slå koldt vand i blodet og forsøge at begrænse skaderne, når katastrofen rammer. Hvor højt holder du den idealistiske fane, når du ikke længere kan undgå at få snavs på fingrene?

Jesper Christensen er ikke i tvivl om, at Karl Skov på en eller anden måde havde handlet, hvis han havde været yngre, da Hitlers tropper rykkede ind over grænsen 9. april 1940.

- Unge mænd mangler jo noget hjerne, som gør, at de ryger ind i alle mulige hære rundt omkring. De kan lige så godt ryge til den ene som til den anden side. Det afhænger af, hvilke påvirkninger der er omkring dem, siger han.

Selv var han som ung militærnægter, men alligevel parat til at gribe til våben og gå i krig, da Egypten og Syrien angreb Israel. Tanken får ham til at smile overbærende ad sin ungdoms umiddelbare handlekraft.

- Kun ulykker, svarer han på det hypotetiske spørgsmål om, hvad der ville være sket, hvis ikke en ansat på den israelske ambassade havde stoppet ham, da han i 1973 forsøgte at melde sig som soldat i Yom Kippur-krigen.

- Jeg tror, jeg ville være en forfærdelig dårlig soldat både dengang og nu. Gudskelov var der et voksent menneske på den israelske ambassade, der sagde: "Tusind tak. Vi er vældig glade for, at du tænker på os, men vi har, hvad vi skal bruge. Ellers hører du fra os."

- Det lå ellers lige til højrebenet. Et lille land, der bliver overfaldet af andre, som rotter sig sammen. Endda lige før de skal fejre deres påske og derfor er væk fra alle deres militærstationer. Dengang havde Israel et meget bedre rygte end i dag. Det var kibbutzer og et socialdemokratisk mellemøst-land. Og hvem kunne have mere goodwill end jøderne?

Allerede et par år efter kunne Jesper Christensen ikke forstå, at han havde været parat til at kaste sit liv ind i en krigsroulette, sådan som folk nu gør det med Syrienskrigen. Da var han i stedet langt inde i det palæstinensiske arbejde.

Den perfekte søndag: Er en tirsdag

Jeg har mange fridage, men de falder ikke nødvendigvis om søndagen. Når jeg arbejder, arbejder jeg meget. Rigtigt meget. Mange timer og meget anstrengende dage. Men jeg har også en masse fridage, og nogle gange falder de om tirsdagen, hvor alle andre er på arbejde, og der er virkelig god plads på stranden og i skoven.

På den fede fridag er jeg ikke sammen med nogen andre mennesker. Jo, måske min kone. Ellers ingen andre mennesker. Det foregår helst et eller andet sted på landet med frisk luft, og hvor man kan se stjernerne. Ikke det der Hammershøj-vejr.

Der skal ikke være andre end mig og måske nogle rådyr eller harer, der vandrer rundt. Jeg vil gerne til havet. Så kan jeg blive rigtig glad.

En fed fridag handler slet ikke om mad og fest. Den handler om ro og natur. Og det kan lige så godt være en tirsdag som en søndag.

Det kedelige ved søndage er, at om søndagen er alle andre også ude at gå. Om tirsdagen har du det for dig selv, så min yndlingssøndag er en tirsdag.

En voksende skepsis

Som ung flyttede han direkte hjemmefra og ind i Sofiegården, en samling tomme, saneringsmodne baghuse, der endte med at være de første besatte bygninger herhjemme og blev hjemsted for masser af kreativitet, politisk idealisme og for Jesper Christensen også en stadigt voksende interesse for at stå på en scene.

Siden har han som eftertragtet skuespiller kunnet arbejde intenst i perioder som for eksempel James Bond-skurken Mr. White og i andre perioder stille sin arbejdskraft gratis til rådighed for projekter, som han gerne har villet støtte. At matche det at være villig til at sætte sit eget liv på spil, er der imidlertid langt til, og med tiden er troen på at kunne rykke noget også blevet gradvist mindre.

- Der sker noget, når man bliver ældre. Også i form af en voksende skepsis i forhold til, om ting kan nytte noget. Jeg kan godt gøre dit og dat, men giver det nogen mening i det større billede? Vil det nytte noget?

Alligevel er han glad for den unge, grønne bevægelse med Greta Thunberg i spidsen, for han har savnet vildskab og handling hos ungdommen, stort set siden han selv var en del af 68-generationen og troede på den form for socialisme, som han på en måde stadig lever i trods kommunistiske kollaps rundtomkring i verden. Ifølge Jesper Christensen ligger DSB, postvæsenet og energiforsyningen bedre i statsligt regi, hvor vi har hånd i hanke med servicen og udviklingen, end hos private firmaer, der skal tjene penge på at levere service, mener han.

Facebook er det værste.

- Hvis det havde været i 1939, ville Hitler jo have lavet 30-sekunders reklamer om løsningen af jødeproblemer, og Facebook ville have bragt dem. De har ikke nogen som helst moral. De har en algoritme, som siger, at forbrugerne foretrækker noget, der gør dem bange eller usikre, frem for noget, der gør dem trygge eller kloge. Så hver gang, der kommer et eller andet højreorienteret hadlort, kommer det forrest hos alle. Unge som gamle. Hvorfor finder vi os i det?

Hvorfor handler vi ikke? Eller i hvert fald ungdommen, sådan som 68-generationen, der var vokset op med at sætte spørgsmålstegn ved alt. Også heltehistorien om det danske folks ageren under krigen.

- Jeg ved godt, det ikke var alle, der som mig flyttede hjemmefra og direkte ind i nogle besatte bygninger, men der var en anden nu-skal-vi-fan'me-have-orden-på-det-her-stemning. Jeg synes ikke, der har været knald på ungdommen siden min generation. Og det er godt nok længe at vente på det, siger han.

Instruktør Anders Refn har arbejdet med manuskriptet til "De forbandede år", som får premiere den 9. januar i 20 år, og Jesper Christensen har længe undret sig over, at netop det manuskript har haft så trange kår, mens andre historier om besættelsen er blevet udfoldet. - Anders Refn er en af de bedste danske instruktører og helt latterligt underkrediteret i forhold til, hvor vigtig han har været for dansk film og tv. De ting, han har drevet i DR med "Taxa" og "Strømer" har fuldstændigt ændret landskabet, men det hører man ikke så meget om, som jeg synes, man skulle, siger Jesper Christensen. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Politik splitter

Jesper Christensen er i afslappet blåt jakkesæt, hvid skjorte, hvide sneakers og et eftertænksomt udtryk. Indimellem er det decideret opgivende på verdens vegne. Andre gange kampberedt og iltert. Ligesom i "De forbandede år" har Jesper Christensen selv været gennem en lang periode, hvor han ikke så sin far. Bare undgik ham. Tidligere har han fortalt, hvordan det på overfladen handlede om politiske uenigheder, men i bund og grund handlede om de personlige relationer. De nærmere omstændigheder vil han ikke ind i, og forholdet endte også med forsoning. Men politisk uenighed er - selv i fredstid - noget, der kan ødelægge selv nære relationer, oplever Jesper Christensen.

- Jeg synes, det er meget svært at være politisk stærkt uenige med andre og samtidig skulle se dem til påske, pinse, jul og sommer. Jeg trækker mig fra dem, hvor det er tilfældet. Jeg slår ikke hånden af nogen, men man prøver jo at undgå krig og ballade, og så er der nogle, man godt kunne se mere, end man gør, fordi man altid kommer op at skændes om dit og dat. Eller bliver tavse og ikke taler sammen, selv om man er til de samme ting. Det er heller ikke sjovt. Så ja: Der er ting, der splitter familier. Sådan er det bare.

I filmen raserer besættelsen hele familien Skov, hvor alle er overbeviste om, at de vælger den rigtige tilgang til krigen, selv om det boner ud på vidt forskellig vis.

- Karl Skov kunne bare have lukket fabrikken 9. april, men han bekymrer sig om sin familie, og det er også de ansatte, som han derfor prøver at forsvare. Derfor samarbejder han også med tyskerne ud fra det argument, at det er bedre, vi selv gør det, end at andre gør det. Den argumentation er farlig, men den har også en kerne af sandhed i sig, for i Danmark havde vi det bedre under besættelsen end mange andre steder i Europa. På den måde er samarbejdspolitikken jo en af de største politiske succeser i historien, mener Jesper Christensen.

Instruktør Anders Refn har arbejdet med manuskriptet til "De forbandede år", som får premiere den 9. januar i 20 år, og Jesper Christensen har længe undret sig over, at netop det manuskript har haft så trange kår, mens andre historier om besættelsen er blevet udfoldet. - Anders Refn er en af de bedste danske instruktører og helt latterligt underkrediteret i forhold til, hvor vigtig han har været for dansk film og tv. De ting, han har drevet i DR med "Taxa" og "Strømer" har fuldstændigt ændret landskabet, men det hører man ikke så meget om, som jeg synes, man skulle, siger Jesper Christensen. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Overbefolkning

Løfter han blikket fra en snusket efterårsdis på Christianshavn og den spændingsmættede besættelsestid med alle dens løgne, tilsnigelser og tallerkenvendinger for at se ud over verden, er der ikke meget mere opløftende at lade de intense, blå øjne dvæle ved.

Desværre.

- Det er lidt svært, når man har børn og børnebørn, for man vil helst kunne sige til dem, at det nok skal gå. Men det er svært at tro på.

Thunberg eller ej.

Jesper Christensen vil stadig gerne kæmpe mod giftstoffer i drikkevandet, og han hylder også ungdommens tro på, at den kan forandre verden til det bedre. Unge mennesker, der brænder for at bevise, at han tager fejl, når han forudser, at idealistiske bevægelser før eller siden alle bliver overtaget af nogle, der enten vil styre eller bestemme over andre mennesker eller tjene penge på en sag, må hjertens gerne have ret. Også når han tror, at verden ikke har en fremtid. I hvert fald ikke en lys og lovende version.

- Det er ligegyldigt, om vi begynder at bruge en anden slags benzinmotor eller noget i den stil, hvis vi samtidig bliver en milliard flere mennesker fra nu af og til næste påske. Så er det bare noget andet creme, der kommer på kagen. Du ændrer ikke menuen overhovedet, og der er tilsyneladende ingen, der kan finde ud af at begrænse menneskeheden.

- Vi kan lave en rigtig god jord, hvis vi er fire milliarder. Bare for at tage et tal. Men det kan vi ikke, hvis vi er 15 milliarder. Så kommer vi til at træde på hinanden og føre krig om det vand, vi har. Det kan slet ikke lade sig gøre. Jeg ved ikke, hvor mange milliarder, vi var, da jeg blev født i 1948. To? To en halv? Nu er vi næsten otte milliarder, og alle de mennesker vil jo have mad, biler, køleskabe, rent vand og varme. Jeg er bange for, at den opgave er for stor. Vi render jo rundt med en stenalderhjerne, som viser sig på alle mulige måder.

Instruktør Anders Refn har arbejdet med manuskriptet til "De forbandede år", som får premiere den 9. januar i 20 år, og Jesper Christensen har længe undret sig over, at netop det manuskript har haft så trange kår, mens andre historier om besættelsen er blevet udfoldet. - Anders Refn er en af de bedste danske instruktører og helt latterligt underkrediteret i forhold til, hvor vigtig han har været for dansk film og tv. De ting, han har drevet i DR med "Taxa" og "Strømer" har fuldstændigt ændret landskabet, men det hører man ikke så meget om, som jeg synes, man skulle, siger Jesper Christensen. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Bange for de forkerte ting

Det er en diskussion med sprængstof. Man ender let med et stempel som racist, når man vil forsøge at begrænse befolkningstilvæksten, og i det store perspektiv har Jesper Christensen faktisk givet op, for vi bekymrer os om de forkerte ting. For vilde dyr og det angstprovokerende første øjeblik, når man går ind i en mørk opgang, inden man får tændt lyset. Men skørt nok ikke for at cykle ved siden af en 40 ton tung lastbil med en mobil i den ene hånd.

- Det at kunne få børn kan ikke blive ved med at være en menneskeret. Alle de andre ting, som folk bruger kræfter på ... Greta Thunberg, og at vi skal flyve mindre, er jo som at tisse i bukserne. Jeg vil gerne tage fejl. Bare fortæl mig, hvor det sker. Jeg kan ikke rigtigt se det, og det er et problem. Nu siger jeg det her, men jeg vil meget nødigt sige det til mine børnebørn.

- Det skal ikke være mig, der fortæller dem det. Jeg er gammel og på vej ud af butikken. Jeg kunne bare holde min kæft, men det er meget svært, for det er meget voldsomt og meget tydeligt, at der er et eller andet galt, som vi ikke har evnen eller viljen - mest evnen - til at fikse og derfor render rundt og skruer på noget andet. Der er masser af ting at gøre stadigvæk, men det er et meget voldsomt krav at skulle være optimist på det lidt længere sigt. Jeg tror ikke på, vi kan klare den. Jeg tror, vi ødelægger jorden, forsvinder, og at der så om nogle millioner år kommer noget nyt. Vi gør, hvad vi kan, for at ødelægge det hele.

Allerede som barn begyndte Jesper Christensen at sætte spørgsmålstegn ved, om den helteagtige fremstilling af danskerne under besættelsen nu også var hele sandheden. Dels på grund af hans historiske interesse, dels på grund af det miljø han voksede op i. - Der var ikke nogen omkring mig, der prøvede at sælge den historie til mig meget håndfast. I mit hjem var der frit slag til at sætte spørgsmålstegn ved tingene, og som en del af 68-generationen satte vi i forvejen spørgsmålstegn ved alt muligt, siger Jesper Christensen. Foto: Birgitte Carol Heiberg

Vi er ikke kloge nok som art

Det er ikke sådan, at Jesper Christensen sidder passivt og sumper rundt i elendighedens forudsigelser hele tiden. Han ser også fodbold og film, drikker kaffe med en ven eller er sammen med nogle børn. Men han tænker på jordens fremtid hver dag og ærgrer sig over, at ordet overbefolkning nærmest pr. automatik bliver kædet sammen med racisme og kolonialisme.

Derfor bliver diskussionen ofte meget opgivende, og derfor fylder den ikke nær så meget, som han mener, den burde.

- Jeg kan jo godt sidde og håbe mod bedre vidende, men i det meget store billede, tror jeg desværre ikke på, at det er en udvikling, der kan ende godt. Jeg tror ikke, vi er kloge nok som art. Men jeg håber, jeg tager fejl, selv om jeg ikke kommer til at opdage det, for det kommer ikke til at ske de første 10-20 år.

- Bekymrer du dig om, hvad der skal ske med dig?

- Nej, jeg går ikke og er optaget af min egen død. Jeg tror ikke på den, siger Jesper Christensen og smiler.

- Ikke før det sker. Jo, selvfølgelig tror jeg på den i teorien, men det har ikke nogen virkelighed for mig. Jo, jeg skal ... ah, der er længe til. Håber jeg da, siger han.

Ikke længere villig til at kaste livet ind i enhver sag, men stadig med en snert af ungdommens tro på egen udødelighed.

Jesper Christensen er ikke bleg for at ytre sig om sine holdninger, og han er glad for den grønne ungdomsbevægelse med Greta Thunberg i spidsen. I det store billede synes han imidlertid, vi kigger de forkerte steder, når vi forsøger at løse jordens udfordringer med at flyve mindre og spise mindre kød. Det helt store problem er for ham den stadigt stigende overbefolkning. Skal man gøre noget, der virkelig batter, foreslår han derfor, at man sørger for at alle har adgang til gratis prævention. Det strider dog mod mange amerikanske ulandsorganisationers anti-præventionspolitik påtvunget dem af Trump. Foto: Birgitte Carol Heiberg
- Jeg har elsket at arbejde med besættelsestiden, fordi jeg altid har syntes, at det er så spændende en tid. Jeg har elsket det her manuskript i mange år. Jeg tror, jeg har kendt til det i 15 år, og derfor er jeg meget tilfreds med, at det endelig bliver til noget, siger Jesper Christensen. Foto: Birgitte Carol Heiberg
- Jeg har elsket at arbejde med besættelsestiden, fordi jeg altid har syntes, at det er så spændende en tid. Jeg har elsket det her manuskript i mange år. Jeg tror, jeg har kendt til det i 15 år, og derfor er jeg meget tilfreds med, at det endelig bliver til noget, siger Jesper Christensen. Foto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv For abonnenter

Fra drøm til mareridt: Min livsdrøm er væk, men jeg tænker mere på stand-lejerne end på mig selv

Annonce