Brædstrup: Der er nu sat navn på, hvem der fremover skal lede Brædstrup Skole. Således har et ansættelsesudvalg til skolelederstillingen på Brædstrup Skole valgt Anders Høiberg til jobbet som ny skoleleder.
44-årige Anders Høiberg har en fortid som lærer på Sjælland og i Horsens, men derudover har han også erfaring med skoleledelse, idet han tidligere har været viceskoleleder på Gedved Skole og skoleleder i Silkeborg Kommune.
Henrik Kallestrup, skolechef i Horsens KommuneAnders overbeviste ansættelsesudvalget - frem for alt med fokus på elevernes læring, trivsel og personlig mestring.
Ifølge skolechef i Horsens Kommune Henrik Kallestrup var det et erfarent ansøgerfelt med flere gode kandidater i spil til stillingen i Brædstrup. Der var indkaldt fem ansøgere til første samtalerunde, og to kandidater gik videre til anden runde.
- Anders overbeviste ansættelsesudvalget - frem for alt med fokus på elevernes læring, trivsel og personlig mestring, men også på både en god analyse af skolens styrker og udfordringer, samt stærke visioner for samarbejdet med forældre, elever og medarbejdere og lokalsamfundet i Brædstrup, lyder det i en meddelelse fra Henrik Kallestrup.
Starter midt i marts
Anders Høiberg tager over efter Rikke Søndergaard Meldhede, som igennem de seneste fire år har haft hvervet som skoleleder på Brædstrup Skole. En trafikulykke sidste sommer gjorde imidlertid, at hun blev sygemeldt med piskesmæld, og siden da har skolelederen på Stensballeskolen, Anders Olesen, fungeret som konstitueret leder på skolen i Brædstrup.
Anders Høiberg bliver præsenteret for medarbejderne på Brædstrup Skole fredag 26. februar, og han får første arbejdsdag mandag 15. marts.