Brande: Når Præstelundskolen fra det nye skoleårs start flytter til helt nye lokaler i Artium, som i øjeblikket er under opførelse i Centerparken, bliver det med en velkendt skikkelse som skoleleder, nemlig Præstelundskolens nuværende skoleleder, Klaus Toft Høg.
Det oplyser Ikast-Brande Kommunes skolechef, Thomas Garsdal.
- Artium bliver som bekendt også kulturhus, som indeholder bibliotek, borgerservice, ungdomsskole, tandpleje og musikskole mm. Alle enheder fortsætter med deres nuværende ledelse af de respektive områder. Ledelsen for den nuværende Præstelundskole fortsætter således også som ledelse af skoledelen af Artium, oplyser Thomas Garsdal.
Klaus Toft Høg overtog stillingen som skoleleder på Præstelundskolen 1. november 2013 efter 4½ år som viceskoleleder.
I løbet af sin tid som viceskoleleder var han i flere omgange konstitueret som skoleleder i forbindelse med sin forgænger, afdøde Michael Westers kræftsygdom.