Annonce
Biler

Skoda vil være størst blandt de små SUV’er

Todelte forlygter afspejler en ny retning for designet hos Skoda. Om det er pænt, må salget af den nye Kamiq vise. Selve bilen fungerer fremragende. Foto: Skoda
Skoda Kamiq er tredje SUV fra Skoda. Den er næsten lige så stor som Karoq, men er mindre SUV-agtig og kan ikke fås med 4x4. Kamiq opleves mest som en forhøjet rummelig stationcar.

Lidt af en overraskelse. Sådan er mødet med Skoda Kamiq, der i princippet bygger på samme platform som de to søsterbiler Seat Arona og VW T-Cross. Skoda har dog valgt en anden vej, idet man satser på rummelighed og derfor har strakt platformen til det yderste.

Det betyder, at en Skoda Kamiq mere er at sammenligne med den længere Karoq. Akselafstanden er ganske enkelt markant længere end i de to konkurrenter, og derfor er der også endnu mere plads om bord.

Oplevelsen i Kamiq er mere som en let forhøjet stationcar end en SUV. Dertil bidrager designet også: Kamiq har ingen store plastskærme omkring hjuludskæringerne, og bilen leveres ikke med 4x4.

Til trods for det lidt personvognsagtige look er frihøjden hele 18,6 centimeter, så dermed har bilen mod på byens høje kantstene og andre forhindringer.

Annonce

SKODA KAMIQ 1,0 95 HK

Prisgæt: 200.000 kroner.

Forbrug: 18,9 km/l.

Motor: 1,0-benzinmotor med tre cylindre.

Hk: 95.

Nm: 200.

0-100 km/t.: 9,9 sekunder.

Topfart: 194 km/t.

Maks. påhængsvægt: 1200 kg.

L/B/H: 424/179/155 cm.

Noget dyrere end Fabia

Kamiq er ikke umiddelbart en bil for de mange danskere, der kører Skoda Fabia Kombi, og som måske har lyst til at hoppe med på SUV-bølgen med en lille, prisbillig Skoda-SUV. Med det naturlige udstyr bliver Kamiq nemlig en del dyrere, end de kunder er vant til.

Kamiq kommer til Danmark i starten af 2020.

Priserne er ikke klar endnu, men vi forventer en startpris på lige under 200.000 kroner, mens man formentlig skal op på 230.000 kroner for en mere veludstyret variant.

Automatgear plejer at koste cirka 20.000 kroner ekstra hos Skoda.

I Tyskland koster basismodellen præcis det samme som VW T-Cross, der herhjemme koster præcis 200.000 kroner.

Efter at have kørt i alle motorvarianter står det klart, at udgaven med diesel og DSG er uhyre harmonisk. I modsætning til T-Cross og Arona, hvor den har 95 hk og kun fem gear, yder den her 115 hk og er koblet til en sekstrins manuel gearkasse, medmindre man køber bilen med den fine automatgearkasse. Samtidig efterlader bilen er solidt indtryk og en vis portion køreglæde på et chassis, der fjedrer godt i kompromiset mellem komfort og let sport.

Avanceret Carplay

Omvendt er Kamiq også en lidt sammensat bil. Infotainment er helt i top med trådløst Apple Carplay, og Kamiq er en bil, der med eSIM altid er opkoblet. Omvendt har bilen en helt uforståeligt gammeldags p-bremse, der stjæler plads og ser malplaceret ud i en ellers fornem instrumentering.

Skuffende er det også, at den adaptive fartpilot stadig på oldnordisk facon sidder som en stilk på venstre side af ratstammen. Her er den svær at nå. Instrumenteringen deler Kamiq med den netop lancerede Skoda Scala, og det betyder, at den store skærm er velfungerende, og at der endda er mulighed for digital instrumentering.

Mulighederne for udstyr er mange i Kamiq, og som altid hos Skoda er der mange praktiske detaljer, såsom rum til paraply, krave ved påfyldningsstuds til sprinklervæske og isskraber i tankdækslet. Desuden kan bilen udstyres med elektrisk bagklap og stribevis af finesser, inklusive eSIM, der er ekstraudstyr.

Med en akselafstand på hele 265 centimeter er der oceaner af plads ved bagsædet, og selv voksne har rum til ben og hoved. Ingen af konkurrenterne har så meget plads foran et bagagerum, der er på hele 400 liter.

Vi ved endnu ganske lidt om det danske niveau for udstyr, men det ligger fast, at LED er standard på alle biler. Vil du have bedre lys, kan Matrix LED tilkøbes og her følger der også blinklys med, der på moderne vis løber rundt om hjørnet af bilen.

Med i bilens pris er også altid et komplet sikkerhedsniveau med nødbremse for både fodgængere og cyklister.

Ved præsentationen prøvede vi mindste motor med blot 95 hestekræfter og femtrins manuelt gear. Den imponerede i den store bil, og vil man nøjes med manuelt gear, så rækker den til danske forhold, idet den er fint dæmpet i lyden. Alternativt fås den med 115 hk og sekstrins manuelt gear, ligesom den kendte 1,5, der har fire cylindre og 150 hk, også er på vej.

Navnet er grønlandsk og betyder noget, der passer perfekt, såsom fornemmelsen af en våddragt. Samtidig slutter de to andre SUV'er fra Skoda også med Q.

Største skærm giver som en af de få biler på markedet mulighed for trådløst Apple Carplay. Foto: Skoda

Konklusion

Skoda Kamiq kan blive en virkelig relevant bil for mange danskere, da den både er høj, virkelig rummelig og komfortabel. I forhold til Scala virker den langt mere interessant, så nu venter vi bare på priserne.

Avisen var inviteret til Strasbourg af Skoda.

Der er særdeles god plads på bagsædet, takket være lang akselafstand., og Kamiq er mere rummelig end selv T-Cross. Foto: Skoda
Største skærm giver som en af de få biler på markedet mulighed for trådløst Apple Carplay. Foto: Skoda
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce