Annonce
Indland

Skilsmisse fra PostNord i Sverige kan koste millioner

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Transportministeriet skal undersøge konsekvenser ved at trække Danmark ud af PostNord. Det kan koste et trecifret millionbeløb, siger professor.

Senest til marts skal Transportministeriet undersøge konsekvenserne af at trække Danmark ud af PostNord.

Ifølge Jyllands-Posten er flere partier positive over for at trække Danmark helt ud af den dansk-svenske postfusion.

Både Dansk Folkeparti, Venstre, De Konservative og De Radikale ser fordele i at forlade samarbejdet.

Flere af partierne vil dog overveje sagen inden en endelig beslutning.

Hos Dansk Folkeparti anbefaler postordfører Hans Kristian Skibby, at et rent dansk selskab overtager ansvaret.

- Forhåbentlig kan vi lave en lykkelig skilsmisse med PostNord i Sverige, siger han.

Den danske regering ejer 40 procent af PostNord, mens den svenske har 60 procent.

Siden 2012, hvor PostNord begyndte at give underskud, har koncernen mødt skarp kritik flere gange.

Ineffektiv uddeling af post og dårlig økonomi har været nogle af problemerne.

Men ender politikerne med at trække Danmark ud af PostNord, bliver det dyrt, siger Per Nikolaj Bukh. Han er professor i økonomistyring på Aalborg Universitet.

- Der vil være omkostninger i 100 millioner kronersklassen for at få det skilt ad, siger Per Nikolaj Bukh.

Det vil heller ikke løse problemerne, mener han.

- Den danske del af postvæsenet bliver ikke mere effektivt af at splitte det op, siger Per Nikolaj Bukh.

En frygt hos partierne er, at økonomien i den svenske del af PostNord i fremtiden vil blive endnu mere presset på grund af digitalisering.

Det vil på grund af det delte ejerskab gå ud over den danske statskasse.

Men ifølge Per Nikolaj Bukh kan Danmark ikke bare løbe fra regningen.

- Erfaringer med svenskerne har vist, at man kan se forskelligt på sagen. Svenskerne vil jo ikke bare lade Danmark rende med fordelene.

Hans Kristian Skibby mener, at Danmark har betalt sin del af gildet i form af pengetilførsler til PostNord.

- Vi skal ikke gå blindt ind i et samarbejde, hvor vi påtager os en del af svenskernes økonomiske udfordringer.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Regionen vedtager indsats for fuld tid

Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce