Annonce
Horsens

Skidt prognose for Horsens Kommunes økonomi: Der skal handles nu, hvis vi skal undgå en stor sparerunde

Prognoserne for Horsens Kommunes budget ser dystre ud efter årets første fire måneder. Heldigvis er der god tid til at rette op på det, understregede borgmester Peter Sørensen (S) på byrådsmødet mandag aften. Arkivfoto
Horsens Kommunes driftsbudget er i årets fire første måneder overskredet i en sådan grad, at det potentielt kan ende med et trecifret million-underskud og en stor sparerunde ved årets udgang. Situationen er alvorlig, men så galt vil det ikke gå, lover borgmester Peter Sørensen (S).

Horsens: To gange om året præsenteres Horsens Byråd for en budgetopfølgning, der giver et bud på, om budgettet stemmer, når året er omme. Prognoserne har set gode ud i de seneste år, men det var bestemt ikke tilfældet, da status efter de første fire måneder af 2019 blev præsenteret på byrådsmødet mandag aften.

Her var det en alvorlig borgmester Peter Sørensen (S), der leverede nyheden om, at der fra 1. januar til 30. april er registreret et merforbrug på driften, som, hvis der ikke handles nu, ved årets udgang står til at ende i et minus på 117,9 millioner kroner.

Af samme budgetopfølgning fremgår det, at servicerammen forventes at skride med 88 millioner kroner.

Det er en potentiel bombe under kommunens økonomi, hvis der ikke rettes op på det inden 1. januar, anerkendte Peter Sørensen i byrådssalen.

Borgmesteren understregede flere gange, at budgetopfølgningen er behæftet med stor usikkerhed. Ikke desto mindre er tallene så alvorlige, at det er nødvendigt at handle allerede nu, understregede han.

- Vi vil bede de decentrale institutioner om ikke at bruge af deres opsparede midler, men tværtimod øge opsparingen. Det her vil samtidig kræve politiske prioriteringer i alle udvalg, sagde borgmesteren, der samtidig slog koldt vand i blodet.

- Det er min klare overbevisning, at det her ikke vil ende i en katastrofe og en stor sparerunde. Det ville det gøre, hvis vi bare lukkede øjnene, men det gør vi ikke. Vi har tid til at rette op på det, og det er vi allerede i fuld gang med, sagde han.

Vi følger det tæt og holder møde om det i næste uge og igen i august. Det trælse er, at det er rigtig mange steder, at den er gal.

Ellen T. Schmidt (S), formand for velfærds- og sundhedsudvalget

Formand: Vi tager det dybt alvorligt

Merforbruget er lokaliseret på det nære sundhedsvæsen bredt set, på beskæftigelsesområdet og andre mindre områder.

- Man kan sige, at der i budgetopfølgningerne siden 2012 har været merudgifter på nogle områder, og mindre udgifter på andre områder, så vi samlet er gået cirka i nul. Denne gang har der bare ikke været områder, hvor der har været mindre udgifter. Det er forskellen, konstaterede Peter Sørensen efter byrådsmødet.

Ellen T. Schmidt (S), formand for velfærds- og sundhedsudvalget, der står for størstedelen af merforbruget, kaldte på byrådsmødet situationen dybt alvorlig.

- Jeg kan love, at vi tager det meget alvorligt både i administrationen og i udvalget. Vi følger det tæt og holder møde om det i næste uge og igen i august. Det trælse er, at det er rigtig mange steder, at den er gal, sagde hun.

Hæv besparelse til 1 procent

Fra flere af de øvrige partier i byrådet lød der også dystre toner.

- Det er yderst bekymrende, for historisk set har vi jo altid haft styr på økonomien. Min opfordring til udvalgene er, at vi ser på, hvad der er kerneydelser, og hvad der ikke er, så vi undgår en uhyggelig sparerunde. Måske er det også nu, at vi skal se på, om den årlige 0,5 procent-besparelse i forvaltningerne skal hæves til 1 procent igen, lød det fra Jakob Bille (LA).

- Det er alvorligt. Vi kan godt bede institutionerne om at holde igen og overføre pengene til næste år, men det kan vi jo ikke blive ved med. Det er deres penge, konstaterede Jørgen Korshøj (V).

Paw Amdisen (SF) sagde på byrådsmødet, at han ser frem til at få en nærmere beskrivelse af, hvad der er gået galt.

- Man kan godt have den mistanke, at der er tale om nogle strukturelle udfordringer, men det må vi se nærmere på, sagde han.

Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

På samme måde kan man i klimadebatten spørge: Kan det nu også passe?

Læserbrev: Da jeg i sin tid underviste elektrikerlærlinge, sagde jeg til dem, når de skulle beregne en kondensator, at de lige skulle stoppe op og spørge sig selv: "Kan det nu også passe?" Ellers kunne man med alle de mange millioncifre få en kondensator ud af det, som rent fysisk næppe kunne være i en stor beboelsesejendom. På samme måde kan man i klimadebatten spørge: Kan det nu også passe? Ida Auken fortæller verdens mægtigste mand, hvordan han skal bære sig ad - for hun ved det om nogen. Jeg er bestemt heller ikke enig i Trumps klimapolitik, men Ida Auken ved godt, hvad der giver pote i medierne. Macron rider med på den klimabølge, der giver bonus i øjeblikket, og siger om brandene i Amazonas regnskove, at Jordens lunger brænder, vi må gøre noget! Den går rent ind - eller gør den? Er lunger ikke noget, der optager ilt? Og er der ikke forskere, der siger, at underskoven i regnskoven forbruger næsten lige så megen ilt, som træerne producerer? Det er havet, der er verdens iltmager. Selvfølgelig skal man ikke underkende træernes optag af CO2, som er meget vigtig. Et stort problem ved de skovbrande er også den CO2, der dannes. Greta Thunberg sejler til USA under stor bevågenhed og flyver hjem i hemmelighed! Dansk Folkeparti er nu også klimabevidste, for i fortvivlelsens stund er man jo nødt til at få surfbrættet op på den klimabølge, hvor man før skred i kultveilten op til valget til stor glæde for Danmarks Radios journalister, der jo nødigt ser deres grønne gren savet over af DF. Jeg er ikke på Facebook, så alle I, der nu vil give mig en over nakken med svulstige gloser over dette indlæg, må finde jer i, at jeg ikke kan læse det. Jeg vil så i sandhedens navn lige nævne et par ting: Jeg cykler, når jeg skal købe ind, og har min cykelkurv med til varerne, så jeg ikke skal bruge plastposer. Jeg har aldrig været i Thailand på ferie - jeg foretrækker at cykle på ferien i vort dejlige land, som jeg holder af og er så heldig at leve i.

Annonce