Annonce
Danmark

Skattestyrelsen skal ansætte flere tusinde: - Vi har stadig brug for at kæmpe for borgernes tillid

Direktør for Skattestyrelsen Merete Agergaard glæder sig over de mange ekstra hænder, der de kommende år kommer til. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
De kommende år skal Skattestyrelsen rekruttere op mod 3000 nye medarbejdere - primært uden for hovedstadsområdet. Der er nemlig stadig store opgaver i styrelsen med oprydningsarbejde, der skal færdiggøres, systemer der skal være nemmere at gennemskue, forebyggelse af snyd og udskiftning af gamle it-systemer.

Ansættelser: Skandalerne har ikke været små i dette årtusind for det, der engang blot hed Skat.

Et digitalt system fyldt med fejl, der medførte haltende gældsinddrivelse og markant øget gæld fra skatteyderne. Svindel med udbytteskat for over 12 milliarder kroner. For voldsomme effektiviseringer, der kostede dyrt.

Selvom man er kommet et stykke, er oprydningsarbejdet flere år senere endnu langt fra ovre.

Nu får styrelsen dog en kærkommen håndsrækning fra politikerne. De kommende år skal der nemlig rekrutteres massevis af nye medarbejdere, som tilsammen skal hjælpe med at få orden i sagerne og komme godt ud på den anden side for forhåbentligt at stå tilbage med en endnu stærkere skattestyrelse.

Skattestyrelsen

Skattestyrelsen er den største af de syv styrelser, der siden sommeren 2018 har udgjort skattevæsnet i Danmark, efter at Skat blev lukket. De øvrige seks styrelser tæller Gældsstyrelsen, Vurderingsstyrelsen, Toldstyrelsen, Motorstyrelsen, Udviklings- og Forenklingsstyrelsen samt Administrations- og Servicestyrelsen.

Skattestyrelsens opgave er at sikre, at borgere og virksomheder betaler korrekte skatter og afgifter. I alt opkræver Skattestyrelsen op mod 1000 milliarder kroner i skat om året. Her udgør personskatter størstedelen - i 2018 beløb det sig til ca. 555 milliarder kroner. Samme år udgjorde skatte- og afgifter fra virksomheder ca. 388 milliarder kroner.

Saltvandsindsprøjtningen glæder Skattestyrelsens direktør Merete Agergaard.

- Det er en enestående mulighed for os. Det er selvfølgelig en udfordring at tage så mange nye med ombord, men frem for alt er det en stor mulighed for os for at få et rigtig godt miks af kompetencer. At vi får styrket Skattestyrelsen med så mange medarbejdere kommer til at kunne mærkes, siger hun til Avisen Danmark.

Annonce

3000 nye folk

I alt opstår 1000 nye arbejdspladser i styrelsen, hvoraf de 250 stillinger blev besat allerede sidste år. Derudover forventer man de kommende år en sådan udskiftning i medarbejderstaben i øvrigt, at man frem mod 2023 skal rekruttere op mod 3000 nye medarbejdere. Det skyldes både almindelige jobskifter og en del, som forventes at gå på pension.

I løbet af i år skal der i første omgang oprettes nye skattecentre i Viborg og Esbjerg, og regeringens plan er at oprette yderligere fire skattecentre i provinsen de kommende år.

I forvejen er de nuværende 4600 ansatte i Skattestyrelsen placeret på 24 forskellige lokationer i landet. Ifølge direktøren selv betyder den store adspredelse dog ikke det store for samarbejdet på tværs i organisationen, fordi alle arbejder efter samme mål.

- Vi er jo en stor organisation og vi har et rigtig stærkt fællesskab. Det, som forener os, er vores opgave. Uanset om man arbejder med personskat eller virksomhedsskat, så vil vi gerne gøre det let for de fleste og svært for de få. Det er et mål for os alle sammen, siger Merete Agergaard.


Skat er ikke enkelt, men det må gerne føles sådan for borgerne og virksomhederne.

Merete Agergaard, direktør i Skattestyrelsen


Annonce

Let og svært

At det skal være let for de fleste og svært for de få er en sætning, som direktøren gentager mange gange. For den uindviede kan det lyde som en besynderlig remse, men mottoet går i al sin enkelhed ud på, at systemerne skal være lette at gennemskue for de fleste, som heldigvis betaler skat, som de skal - til gengæld skal det være sværere at snyde for de få, der prøver det.

- Skat er ikke enkelt, men det må gerne føles sådan for borgerne og virksomhederne, siger hun.

Der er blandt andet planer om mere automatisk beskatning, som kan hjælpe med at fremme netop det mål, ligesom de mange nye kontrolmedarbejdere får en essentiel rolle i at forebygge skattesnyd.

Annonce

Et levn fra gamle dage

En anden udfordring er de for længst forældede it-systemer, der skal udskiftes.

- Danmark var nogle af de første til at bruge it i skatteforvaltning. Nu er prisen for det, at vi står på en stærk, men også ret tung arv af it-løsninger. Vi står med en gammel it-skude, vi skal holde kørende, imens vi udskifter vitale dele. Vi skal finde måder at forny gamle systemer, siger direktøren.

Udover letheden for de fleste, sværheden for de få og udskiftning af gamle it-systemer, har Skattestyrelsen en sidste meget vigtig opgave, som de nye medarbejdere også skal hjælpe med. Tilliden fra danskerne skal genvindes.

- Jeg tror, at det bedste vej til at vinde danskernes tillid, er ved at løse vores opgave og løse den godt. Men det er ikke nok, at vi gør det godt - vi er også nødt til at fortælle om det. Vi skal være mere tydelige og kommunikere mere offensivt om, hvem vi er og hvordan vi arbejder, så vi også får sat ansigter på, hvem vi er. Man får tillid til mennesker og ikke til systemer, afslutter Merete Agergaard.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Navne

Skuddræbt kvindes kolleger i mindeord: Vi savner hendes hjertevarme, smil, latter og dejlige humor

Danmark

Få overblikket over de nye rejseregler her: Hvornår må vi grænsehandle og rejse på ferie?

Annonce