Annonce
Skanderborg Håndbold

Skanderborg har vundet to af de direkte bundkampe - men bliver overhalet af sidstepladsen til foråret

Sofie Alnor har scoret 28 gange i efteråret. Fløjspilleren scorede syv gange i efterårets sidste kamp mod Team Esbjerg. Arkivfoto: Ole Nielsen.
Skanderborgs cheftræner Jeppe Vestergaard ser efteråret som værende godkendt med pil op. Men rækkens bundhold fra Horsens kan de formentlig ikke holde under sig.

HÅNDBOLD: Skanderborg sluttede onsdag sæsonen af med et forventet nederlag mod det ubesejrede Team Esbjerg-mandskab, og holdet har leveret nogenlunde det, der var forventet.

Fire point efter 13 kampe og en aktuel placering som næstsidst i damehåndboldligaen lyder måske af lidt, men det er der, skanderborgenserne selv havde regnet med at ligge i kampen mod nedrykning, hvor et enkelt hold som bekendt rykker direkte ned efter grundspillet.

Aktuelt har holdet to sejre. Hjemme mod Ajax København og ude mod EH Aalborg. Under Skanderborg ligger oprykkerne fra Horsens, der blot har vundet en enkelt af deres første 13 kampe. Det var mod Skanderborg i det, Skanderborg-cheftræner Jeppe Vestergaard mener, var holdets måske dårligste kamp i sæsonen.

- Langt hen ad vejen har det været fint. Vi ville selvfølgelig gerne have flere point, men vi har vundet to ud af tre bundkampe, som er nogle af dem, vi skal vinde. Og på nær den første kamp mod Viborg, hvor Anna Kristensen står med 65 procent i redninger, er vi ikke blevet spillet ud af brættet i nogle kampe, siger Jeppe Vestergaard.

Men netop Horsens er dog ikke et hold, man kan føle sig tryg ved. Oprykkerne har en god økonomi og svenske landsholdsspillere i truppen.

- Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at Horsens leverer sådan et forår, der minder om deres efterår. De bør slet ikke ligge der med deres materiale og budget, og de har en bredde, som ingen af de andre bundhold har. Vi går ind til foråret med en fornemmelse af, at Horsens kommer til at hente flere point, siger Jeppe Vestergaard.

Hvordan skal I forholde jer til det?

- Vi skal slå de hold, der er omkring os og skrabe point til os mod de hold, der ligger blandt de nederste fem. Derudover skal vi lave point mod et tophold, hvor vi rammer dagen, lyder opskriften på overlevelse fra Skanderborg-træneren.

Annonce

Stor udskiftning

Skanderborgs udskiftning var før sæsonen et af de helt store samtaleemner. 11 spillere kom til klubben, mens 13 spillere forlod den. Nøglespillere, der havde hjulpet holdet til at blive oppe i sidste sæson, skiftede væk. Anna Kristensen røg til Viborg, Trine Knudsen til TTH og Marie Aamand til Aarhus United.

Tilbage stod et purungt hold, hvor den 31-årige målmand Monika Kongsgaard, den 28-årige stregspiller Sidsel Mejlvang og den 26-årige back Louise Sønnichsen nu var de eneste tre spillere på hele holdet, der var tilbage med en alder på 24 eller mere.

- Der skal lyde en stor ros til de seks spillere, der blev her fra sidste sæson. De har været rigtig gode til at videreføre vores kultur og værdier. Og det unge hold har fået mere tid sammen, hvilket har gjort, at især de sidste fire kampe var på et rigtig højt niveau, siger Jeppe Vestergaard.

Nu venter et VM, hvor Skanderborg ikke har nogle spillere med, og så begynder sæsonen igen 4. januar på udebane mod Viborg.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted For abonnenter

Tilsynssag: Når man ender i denne situation, er der selvfølgelig noget, man ville ønske, at man havde gjort anderledes

Annonce