Horsens: Kristendemokraterne fik til kommunalvalget i år 126 stemmer, mens de fik 122 stemmer ved kommunalvalget i 2013.
- Jeg er overordnet godt tilfreds, specielt fordi det godt kan være lidt op ad bakke, når jeg er enlig kandidat i partiet. Og jeg er også tilfreds med, at det er gået fint for de konservative, som jeg er i valgforbund med, sagde spidskandidat for Kristendemokraterne Simon Overby Kristensen.
Han føler også, at valgkampen har været fin.
- Det har været en fornuftig valgkamp, hvor jeg er blevet inviteret til flere valgmøder. Jeg har lagt så mange kræfter i det, som jeg havde overskud til. Og jeg er klar til at stille op igen om fire år, for jeg synes, at Kristendemokraterne skal være på valglisterne, sagde han.