Annonce
Sport

Simon Kjær er den der vin nede i kælderen, der bare bliver bedre og bedre som tiden går

Simon scorede til 2-0 mod Moldova. På straffespark. Tirsdag kan anføreren være med til at sparke Danmark til VM næste år med en sejr over Østrig. Foto: REUTERS/Gleb Garanich
Landsholdets 32-årige anfører kan tirsdag føre Danmark til endnu en slutrunde. Han er mere populær - og vigtig for landsholdet - end nogensinde før. Han hører til blandt verdens allerbedste, lyder det fra Kasper Hjulmand.

FODBOLD: Det var i den grad Danmarks kaptajn, en mand med rank ryg og determineret blik, der sparkede straffespark lørdag aften på Zimbru Stadium i Moldova, helt op i krogen med læderet, brutalt, kompromisløst, spildt arbejde for den moldoviske korsedderkop, der måske - vi finder aldrig ud af det – havde brugt den ganske dag på at knokle på det spindelvæv, der så på et splitsekund var væk, for så hårdt blev den hamret ind, kuglen.

En eksekvering, der på mange måder er et ganske godt billede på det 2021, Simon Kjær har haft, hvilket nu også har udmøntet sig i en nominering til Ballon d’Or 2021, prisen der gives til verdens bedste fodboldspiller, fornemt selskab, vi snakker Messi, Ronaldo, Lewandowski og så videre. Kun 30 spillere er nomineret.

Det kører for Simon Kjær. På alle fronter.

Annonce

Mest aktuelt: Han har scoret i sine to seneste landskampe, holdet er snublende tæt på endnu en kvalifikation til en slutrunde og der er såmænd heller ikke scoret mod det danske forsvar i de syv kampe i gruppe F. Styrmanden har hænderne på styret.

32-årige Kjær spiller – ligesom på landsholdet - også på et højt niveau i sin italienske klub AC Milan, er tilmed af fansene blevet kåret til ”Årets Gentleman” i klubben som en spiller, der fremmer sporten ved at være et positivt eksempel for unge spillere, og har jo så også på en endnu bredere bane gjort sig bemærket på et menneskeligt og empatisk plan som en stærk leder, i omklædningsrummet, rundt om landsholdet, men selvfølgelig allerstærkest og tydeligst i sin resolutte reaktion på vennen og holdkammeraten Christian Eriksens hjertestop under EM-kampen mod Finland tilbage i juni måned.

Det var dengang, at nationen stod stille i et par timer, alle holdt vejret og ikke et øje var tørt, da Kjær krammede og trøstede Eriksens kone nede på grønsværen, og bagefter blev hyldet i hele den ganske verden for sit lederskab, sin ageren, sin måde at tackle den sværeste modstander nogensinde.

I kender historien, har set billederne, det taler for sig selv.

Hele verden har fået øje på Kjær

Det var en barsk omgang. Og det gjorde ikke det hele mindre ufatteligt, at genierne fra Uefa fandt det helt på sin plads, at kampen skulle spilles færdig samme aften, hvilket trods alt blev for meget for Simon Kjær, der dybt bevæget måtte bede om at blive skiftet ud. Han prøvede, men kunne ikke samle tankerne.

Det gav ham kun endnu flere fans.

Det var et menneskeligt ansigt, der den juniaften i Parken skar sig ind i befolkningens bevidsthed, i en hel fodboldverdens. Det var rørende i al sin enkelthed. For i bund og grund gjorde Simon Kjær vel, hvad de fleste ville have gjort for en kammerat, en kollega, en forbipasserende, der pludselig kollapser: Han reagerede på det, men var simpelthen bare den af alle på banen, der tænkte hurtigst og mest rationelt i øjeblikket.

Det er så nok heller ikke tilfældigt, at det lige var ham. Og det har selvfølgelig også spillet ind i nomineringen til Ballon d’Or, at rigtig mange har fået øjnene op for den danske forsvarsspiller.

Men det skal ikke tage noget fra ham fodboldmæssigt, hvilket landstræner Kasper Hjulmand, der ellers normalt ikke er meget for de her individuelle kåringer af spillere, også påpeger:

- Det sidste halvandet år er han bare blevet bedre og bedre. Det er som god vin, der bliver bedre som tiden går. Han er virkelig vokset som spiller og som leder. Med sin personlighed, ro og professionalisme er han et mønstereksempel på en stærk karakter på et fodboldhold, og han er oppe blandt de allerbedste i verden, lyder det fra landstræneren.

- På det defensive område er han i topklasse, og offensivt er han rolig på bolden. Han er god til at spille både kort og lange bolde. Han er også placeringsstærk. Det er vigtigt, at hylde vores spillere, når de kan noget helt specielt, og jeg synes, at det er værd at hylde Simon, siger Hjulmand.

Annonce

En stolt anfører

Selv siger anføreren:

- Det er et kæmpe privilegium at blive smidt i sådan en kategori. Det er en anerkendelse af, at jeg har haft et rigtig godt år på mange punkter, og det er jeg utrolig stolt over, og jeg tager det til mig. Det gør, at jeg er endnu mere sulten efter at spille fodbold og blive endnu bedre, sagde han efter lørdagens 4-0-sejr over Moldova.

- Jeg skal blive ved med at holde niveau, og jeg skal hjælpe til på samtlige fronter på og uden for banen, uanset om det er med landsholdet eller med AC Milan, kommer det fra Kjær, der på tirsdag spiller sin landskamp nummer 117 – og for 117. gang vil gå forrest i kampen for dansk succes.

Dermed er Simon Kjær den spiller med tredjeflest landskampe for Danmark nogensinde. Kun Peter Schmeichel og Dennis Rommedahl har flere end den jordbundne jyde, der vel skal bruge et helt landskampsår mere på at tangere Schmeichels 129 kampe.

Annonce

Fra Lund til Milano

Det hele begyndte i barndomsbyen Lund lidt uden for Horsens, han skiftede til AC Horsens som lilleputspiller, røg siden til akademiet i FC Midtjylland, og fik sin debut i Superligaen for ulvene i en alder af 18 år.

Simon Kjær har siden levet et liv som nomade, spillet i klubber i Italien, Tyskland, Tyrkiet, Frankrig og Spanien.

Han fik sin debut på det danske A-landshold tilbage i 2009, 6. juni 2009, 20 år gammel, da han tilmed startede på banen i den vigtige VM-kvalifikationskamp mod Sverige.

Og nu snakkes der altså helt seriøst om, at en dansk forsvarsspiller har en realistisk chance for at nappe den ultimative hæder, blive kåret til verdens bedste.

Han er ikke verdens bedste fodboldspiller, det ved vi, det ved han også godt selv, men han er måske netop nu det største forbillede, den stærkeste lederskikkelse som fodbolden har, en spiller, der har fundet sig selv og som efterlader frustrerede angribere og korsedderkopper bag sig.

Og det kan også noget.

Annonce
Odder For abonnenter

'Nybyggerne' øvede sig først på et sommerhus: Caroline og Reece går op i de mindste detaljer

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Danmark

Søndagens coronatal: 591 nye tilfælde af coronavirus det seneste døgn

Annonce
Annonce
Annonce
Horsens For abonnenter

Pest eller kolera for Kjeld i tuktuk: Bryd loven eller vær til gene for de andre på vejen

Horsens For abonnenter

Hjælp på vej til områder med parkeringskaos: Beboere byder licenser velkommen, men én ting bekymrer

AC Horsens

Karakterbogen: Indskifterne markerede sig positivt i pointdeling, hvor AC-offensiven manglede den sidste skarphed

Danmark For abonnenter

Kommunalvalg på vej: De nære ting, der fylder vores hverdag, bestemmer, hvor vi sætter krydset

Flere ferierejsende redder ikke rejsebranchens år

Kultur For abonnenter

Undskyld, men det handler altså om et neger-sangkor: Besøget var en sensation i Horsens

Kultur

Ny præst nær penthouse: Sogn køber luksus-lejlighed i Geiserne med storslået udsigt til Guds fri natur

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Hedensted

Hedensted oplever kæmpe babyboom: Nu skal børnene passes i busser

For abonnenter

Grundfos-topchef er træt af at blive kaldt 'arvingen': - Jeg slider og slæber

AC Horsens

Skuffelse og små hop på stedet i AC Horsens: To gange uafgjort flytter ingenting i tabellen

Kultur For abonnenter

Holder langemand i ro lidt endnu: Det Gule Pakhus håber på, at en "helt" træder ind på scenen

AC Horsens

Se videoanalysen: Trods powerplay i en halv time kunne AC Horsens ikke lirke Vendsyssel-defensiven op

Annonce