Annonce
Horsens

Ser du byskiltet? Advokat rejser nyt spørgsmål i fartbøde-sag

Når man kommer fra Stensballe mod Horsens og svinger til venstre ad Sølystvej mod Strandpromenaden, kan man nemt overse det byskilt, der viser, at man kører ind i byzone, hvor fartgrænsen er 50 km/t, mener Jørgen Merrild Bie. Foto: Nicolai Skovgård
Jørgen Merrild Bie har fulgt debatten om Strandpromenaden. Skilte-problemet opstår allerede ved Sølystvej, mener han.
Annonce

Horsens: Kører du ind til Horsens fra Stensballe, må du køre 60 km/t ned ad Haldrupvej. Ved krydset Sundvej og Sølystvej står et byskilt, som viser, at du nu entrer byzone og dermed skal lette trykket på speederen. Spørgsmålet er bare: Bemærker bilister altid det byskilt, hvis de skal svinge til venstre ad Sølystvej?

Advokat Jørgen Merrild Bie, som er partner i det lokale advokatfirma Advokatgruppen, tvivler.

Han går derfor ind i den seneste tids debat om skiltning og fartgrænser i det centrale Horsens.

Føromtalte Sølystvej fører direkte ind på Strandpromenaden, der i sidste uge blev genstand for ivrig debat efter en fartmåling, som Sydøstjyllands Politi gennemførte.

Hidtil har man måttet køre 60 km/t på Strandpromenaden, men det ændrede Horsens Kommune for nylig til 50 km/t, og kort tid efter kom politiets trafikkontrol så forbi.

I den forbindelse følte en del bilister sig "snydt", fordi den ny fartgrænse hidtil ikke er blevet skiltet, og nogle hævdede, at de ikke havde bemærket, at de gamle skilte med 60 km/t var blevet fjernet. De kørte med andre ord uvidende ind i en fartbøde.

Annonce

Skilt kan overses

På samme måde mener Jørgen Merrild Bie nu, at bilister, der kommer med 60 km/t ned ad Haldrupvej, risikerer at dreje ind ad Sølystvej og videre ind på Strandpromenaden uden at ænse, at de er kørt ind i byzone.


- Når man kører ad Haldrupvej, er der adskillige skilte med 60 km/t. Det eneste skilt, der markerer, at de 60 km/t ændres til 50 km/t, er et byskilt, der står i højre side lige før lyskrydset ved sundbroen.

- Det er ikke et oplagt sted at have opmærksomheden, hvis man skal til venstre ad Strandpromenaden (Sølystvej). Hvis der kører et par store køretøjer foran én, vil man slet ikke kunne se skiltet, hvis man er i venstresvingsbanen, forklarer Jørgen Merrild Bie, som bor i Stensballe og hyppigt kører på strækningen.

- Hvis skiltningen skal være i orden, bør der også være et byskilt lige efter, at man er drejet til venstre ad Strandpromenaden (Sølystvej), siger advokaten, som ikke er ubekendt med sager om dårlig skiltning i Horsens.

Annonce

Vandt sag fra Sverigesvej

Han forklarer, at Advokatgruppen for nogle år siden førte en sag, der handlede om en bilist, som havde fået en fartbøde ved Sverigesvej/Fuglevangsvej.

Bilister i svingbanen til venstre orienterer sig i mindre grad mod skilte i højre side af vejen. De risikerer dermed at fortsætte kørslen i overbevisning om, at 60 km/t-grænsen på Haldrupvej også gælder efter svinget ind på Sølystvej og Strandpromenaden, vurderer Jørgen Merrild Bie. Foto: Nicolai Skovgård

Anklagemyndigheden hævdede, at bilisten, som kørte fra Hatting-siden ind mod byen, burde vide, at han var i byzone. Det viste sig imidlertid, at der slet ikke var byskilte på den rute, bilisten havde kørt, og landsretten annullerede derfor i sidste ende fartbøden.

Helt så firkantet vil en sag fra krydset ved Sølystvej ikke være. Her er der trods alt et byskilt, pointerer Jørgen Merrild Bie.


...formålet med at have skilte er at fortælle folk, hvilke regler der gælder. Og så er det praktisk at stille skiltene, så folk kan se dem.

Jørgen Merrild Bie


- I den anden sag manglede skiltet fuldstændig, men på den anden side kan man sige, at formålet med at have skilte er at fortælle folk, hvilke regler der gælder. Og så er det praktisk at stille skiltene, så folk kan se dem. Skiltet ved sundbroen står meget ringe. Om en domstol vil sige, at det er for ringe, ved jeg ikke, med det ville være nemt at løse ved at stille et byskilt op lige efter svinget mod Strandpromenaden, siger han.

Annonce

Nye skilte er på vej

Flere politikere gik i sidste uge ind i sagen om fartmålingen på Strandpromenaden, og siden har Horsens Kommune reageret ved at love, at der snarest kommer skilte op, som gør trafikanter opmærksomme på den ny 50 km/t-grænse. Dét selv om bilister egentlig har pligt til selv at orientere sig om trafikforholdene og vide, at man ikke må køre 60 km/t i byer, med mindre andet fremgår.

Om kommunen også vil forbedre skiltningen i krydset ved Sølystvej har det endnu ikke været muligt at få oplyst.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Frank Jensen: - Man kan opfatte, at min glæde bliver for overvældende

AC Horsens For abonnenter

Tankevækkende klø i Aarhus: Tre store problemer i AC Horsens

Annonce