Annonce
Horsens

Senfølger tvang Bjørg til et jobskifte - nu er hun kreativ kirkemedarbejder

Selvom Bjørg Sundmark bærer på senfølger efter en hjernerystelse og er i gang med at finde et nyt arbejdsliv, betyder det ingenlunde, at den i dag 35-årige kvinde fra Torsted har mistet lysten til at sprede glæde og være kreativ. Lige nu er hun i praktik hos Torsted Sogn, hvor hun som kirke- og kulturmedarbejder sørger for at lave aktiviteter, som store og små kan deltage i. Foto: Morten Pape
Bjørg Sundmark faldt for to år siden på en vej og fik hjernerystelse. Det har resulteret i så mange senfølger, at hun har måttet droppe tanken om igen at komme til at arbejde som gymnasielærer og UU-vejleder. I dag er hun i praktik som kirke- og kulturmedarbejder i Torsted Sogn, og det har blandt andet resulteret i træer fyldt med perleplader.

Horsens: Bjørg Sundmark bor i Torsted med sin mand og parrets to børn i alderen knap tre og otte år.

Under sin anden barsel for to år siden faldt Bjørg Sundmark på en vej og pådrog sig en hjernerystelse. Det har efterfølgende resulteret i senfølger, der har forhindret hende i at kunne genoptage sit arbejde som UU-vejleder i Aarhus.

Lige nu er Bjørg Sundmark i praktik i Torsted Sogn, hvor hun er kirke- og kulturmedarbejder. Hun begyndte på seks timer i december 2020 og er nu oppe på lidt flere timer ugentligt.

- Det er meningen, at praktikken skal fungere som en optrænende periode. Jeg holder styr på kirkens onlineliv, Facebook og så videre, og så er mit mål at arrangere aktiviteter. Det går faktisk ret godt, fortæller hun.

Annonce

Perleplader på træer

Corona-nedlukningen har gjort, at Bjørg Sundmark har måttet tilrettelægge de fleste af aktiviteterne for sognet fra sit eget hjem. Men corona-situationen har ikke fået den 35-årige kvinde til at holde igen med at finde på nye idéer. Kigger man lige for tiden rundt ved kirkerne i Torsted, Torsted Kirke og Østerhåb Kirke, er en del træer pyntet med perleplader.

Bjørg Sundmark fortæller:

- Vi har opfordret børn og voksne i sognet til at lave perleplader til træerne for at glæde de mange, der går ture omkring sognets to kirker, fortæller Bjørg Sundmark.

- Det initiativ, er der mange, der har grebet. Blandt andet kan jeg se, at opfordringen på Facebook er blevet set af næsten 8000 personer. Jeg ved også, at borgere, der normalt ikke deltager i kirkelige arrangementer, har deltaget i det her, siger hun.

Bjørg Sundmarks primære formål er at glæde andre og skabe mere liv omkring kirken ved at lave aktiviteter, der rækker ud til både store og små.

- Der er mange måder at lave aktiviteter på, for kreativiteten er jo ubegrænset, fortæller hun, der senest har stået for at uddele krea-poser med fastelavnspynt. Dertil har hun på kirkens Facebook-side blandt andet lagt en instruktionsvideo, hvor hun kommer med forslag til, hvad man kan lave af kreativiteter på fastelavnssøndag.

Annonce

Nej til menighedsråd

Stedets præster og medarbejdere samt nogle af Torsteds borgere har meldt positivt tilbage på Bjørg Sundmarks idéer, fortæller hun.

Det får hende samtidig til at håbe, at praktikken på et tidspunkt kunne ende med en ansættelse. Hun har en halv måned tilbage af sit nuværende praktikophold, men der er snak om en tre måneders forlængelse, og det glæder hende.

- Egentligt ville præsten og korlederen gerne have haft, jeg stillede op til menighedsrådet. Det opfordrede de mig til. Jeg vil dog hellere være hende, der helt konkret hjælper med at tiltrække flere til kirkens virke og område, og det kan jeg jo her i praktikken, forklarer Bjørg Sundmark.

Bjørg Sundmark fortæller, at hun trives i sin nye hverdag, hvor hun med aktiviteter vil arbejde på at gøre kirkerne i Torsted mere vedkommende for sine medborgere. Foto: Morten Pape

Hun betegner sig som en kreativ sjæl, og hun er derfor ganske tilfreds med sit nye virke i sognet.

- Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel - tage kirken med ind i hverdagen og gøre den lidt mere relevant for flere borgere.

Bjørg Sundmark har i mange år har været kirkesanger i Klosterkirken, indtil hun i 2015 stoppede, da hun her fik fuldtidsarbejde som gymnasielærer - først som vikar på Rosborg Gymnasium og HF i Vejle, senere som vikar på Ikast-Brande Gymnasium efterfulgt af et års vikariat i Fredericia. Herefter fik hun ansættelse i Aarhus som UU-vejleder.

Annonce

Indsamling på ny måde

I sin praktik for Torsted Sogn er Bjørg Sundmark nu gået i gang med at komme på idéer til nogle anderledes initiativer i forbindelse med den kommende sogneindsamling for folkekirkens nødhjælp, der finder sted medio marts.

- Vi må ikke stemme dørklokker. Jeg overvejer om man kunne lave et motionsløb. Og jeg sysler med idéen om en skattejagt. Det skal være noget, hvor man kan betale et beløb for at deltage, så vi kan få samlet nogle penge ind til det gode formål. Selv overvejer jeg at tilbyde syngende telegrammer. Jeg er jo gammel kirkesanger, og også den aktivitet kan foretages med den rette afstand. Selvom det er lidt udfordrende at arbejde under en nedlukning, er der muligheder, og dem forsøger jeg at gribe, siger Bjørg Sundmark.

Bjørg Sundmark er tidligere gymnasielærer og nu i praktik som kirke- og kulturmedarbejder i Torsted Kirke, hvor hun laver forskellige events for sognet. Lige for tiden kan man blandt andet se træer udsmykket med perleplader lavet af en række Torsted-borgere. Foto: Morten Pape


Jeg vil gerne være med til at gøre en forskel - tage kirken med ind i hverdagen og gøre den lidt mere relevant for flere borgere.

Bjørg Sundmark
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Hedensted For abonnenter

Schæferhunden Buller advarede om nattebrand: Få minutter senere stod Christina på gaden med tre-årige Felix i favnen

Annonce