Annonce
Sport

Sene scoringer sænker Champions League-mestrene

Ciro De Luca/Reuters
Liverpool indkasserede to mål i de sidste minutter og tabte 0-2 i Champions League-premieren i Napoli.

Liverpools forsvar af Champions League-titlen er kommet skævt fra start.

På to sene scoringer tabte englænderne 0-2 på udebane til Napoli i første gruppekamp og led dermed sit første nederlag i denne sæson.

Det var Dries Mertens og Fernando Llorente, der stod for de to træffere i slutfasen af en kamp, hvor begge hold ellers så ud til at være tilfredse med uafgjort.

Men otte minutter før tid dummede Liverpools Andrew Robertson sig i en nærkamp mod José Callejon, og Napoli-backen fik det optimale ud af situationen og sikrede sit hold det straffespark, som Mertens omsatte til 1-0.

I kampens overtid udnyttede Llorente så en fejl af Virgil van Dijk og afgjorde endegyldigt kampen.

Dermed gentog syditalienerne hjemmesejren fra sidste sæson, hvor de to hold også tørnede sammen i gruppespillet.

Det så ellers længe ud til at ende målløst tirsdag aften, hvor de to hold gav hinanden en jævnbyrdig kamp.

Napoli havde sin bedste periode lige efter pausen, hvor Mertens kunne og burde have bragt hjemmeholdet i spidsen.

Belgieren flugtede fra få meters afstand bolden mod mål. Men Liverpool-keeper Adrian viste, at reflekserne er i orden og frelste sit hold med en stor redning.

I det hele taget kom englænderne sløjt ud til anden halvleg og var på hælene i halvlegens indledning.

Men Liverpools kvikke angribere er dog altid farlige på kontrastød og burde have fået mere ud af det, da Sadio Mané og Mohamed Salah i et modangreb kom i en to-mod-en-situation med en Napoli-forsvarer.

Manés aflevering til egypteren var dog helt til rotterne som et symbol på en aften, hvor Liverpool manglede den sidste præcision i spillet.

Salah fik dog sin mulighed få minutter senere efter en slem fejl af Napoli-stopperen Konstantinos Manolas.

Helt upresset ramte grækeren bolden så skævt, at det fløj i den forkerte retning, men Salahs flade forsøg blev stærkt pareret af Alex Meret i Napolis mål.

Herefter trak hjemmeholdet sig tilbage for at undgå flere fejltagelser, og det lignede en målløs kamp, indtil Callejon skaffede Napoli det straffespark, der sendte italienerne på sejrskurs.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Ishockeyspiller springer ud: Var det årets sportspræstation 2019?

<p/><p>At springe ud i en sport som ishockey, som om nogen må betragtes som en mandschauvinistisk machosport, gør blot Jon Lee-Olsens handling endnu mere modig.</p>

Annonce