Annonce
AC Horsens

Selvransagelse i AC Horsens: Afgørende at stå fast og kræve udvikling

Casper Tengstedt og de øvrige AC Horsens-spillere skal først og fremmest kræve af hinanden, at kvaliteten i hver enkelt aktion skal være markant bedre mod AaB end mod VB i torsdags. Foto: Mette Mørk
Jens Berthel Askou skal forsøge at genrejse sit mandskab mod AaB og ilden tilbage i øjnene hos spillerne.

Horsens:  Et gammel ordsprog siger, at modstand gør stærk, og hvis det står til troende, går AC Horsens en spændende fremtid i møde. For i øjeblikket er Den Gule Fare mere sort med sort på. 3-0 nederlaget til VB i torsdags gjorde ondt.

- Jeg har normalt et godt sovehjerte, men jeg må indrømme, at det blev sent, inden jeg  faldt i søvn i torsdags, siger AC Horsens' cheftræner Jens Berthel Askou.

AC Horsens kan ende med at rykke ud af Superligaen i denne weekend. Hvis AC Horsens taber til AaB, og OB samtidig slår Lyngby vil det være matematisk umuligt for AC Horsens at nå 10. pladsen.

Annonce

Jens Berthel Askou har brugt de seneste par dage på at samle stumperne op, så AC Horsens kan rejse sig i hjemmekampen mod AaB.

Eksperimentet med at spille 4-3-3 i Vejle og give flere af de unge spillere chancen faldt til græsset med et brag.

- Det handler først og fremmest om, at jeg vil se noget vindermentalitet, og den aggressivitet og vilje, som er en forudsætning for alt, siger Jens Berthel Askou.

Den analyse rammer præcist ned i præstationen mod VB. Kvaliteten i stort set alle aktioner fra AC Horsens' side var skræmmende lav. Om AC Horsens havde spillet 4-4-2 eller 6-2-2 havde været ligegyldigt.

- Vi kommer ikke uden om, at AC Horsens er nødt til at  udvikle sig og få skabt et nyt fundament. Den proces trækker tænder ud, og flere end jeg havde regnet med. Derfor står vi lige nu et svært sted, siger Jens Berthel Askou.

Mere galt end godt

- Når man har haft en længere periode som denne sæson, hvor mere er gået galt end godt, skal der ikke meget til at skabe usikkerhed, og så tager man som spiller færre chancer, og det ender oftest i, at man i stedet ender med at lave flere fejl, fordi holdkammeraterne ender med at blive mere pressede, siger AC-træneren.

Det var meget tydeligt mod VB. Alt for ofte blev bolden spillet bagud eller til en presset medspiller, som ikke kunne gøre andet end at losse bolden væk og håbe på det bedste.

- Vi var på vej til at få et mere solidt udtryk, og det skal vi have fundet igen, siger Jens Berthel Askou.

- Jeg er sikker på, at modgangen, vi har haft i denne sæson, kommer til at gøre holdet stærkere på sigt. Mange er i tvivl om, hvorvidt vi er dygtige nok, og det må man gerne være. Vi bekymrer os selv hver eneste dag om, hvordan vi udvikler os og får optimeret tingene, siger Jens Berthel Askou.

Han må til opgøret mod AaB undvære Jonas Gemmer, der er ude med karantæne. Til gengæld er Søren Reese tilbage efter han fik fri til sit barns fødsels oven i mødet med VB.

AC Horsens' formodede startopstilling. Reserver: Nicolai Brock-Madsen, Casper Tengstedt, Peter Nymann, David Kruse, James Gomez, Rune Frantsen, Aleksandar Stankovic. Skader: Jonas Thorsen, Jannik Pohl, Magnus Jensen: Karantæne: Jonas Gemmer. Dommer: Michael Tykgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce