Hou: Egmont Højskolen i Hou har vundet kommunikationsprisen Severin-Prisen for en elevproduceret video om handicappedes udfordringer.
Severin-prisen går til Egmont Højskolen for en video vist på Facebook, hvor højskolens elever sætter fokus på tilgængelighed for kørestolsbrugere i det offentlige rum. Videoen, der har fået 133.000 visninger på Facebook, vandt i tæt konkurrence med bidrag fra Aarhus Efterskole og Salix Skole i en åben afstemning.
Årets jury består af generalsekretær for Folkehøjskolernes Forening, Elsebeth Gerner Nielsen, medieforsker ved Københavns Universitet, Anne Mette Thorhauge og kommunikationsrådgiver Rasmus Anker Rysgaard.
Juryen lagde i år særlig vægt på indhold på sociale medier, hvor skoler ikke blot taler om sig selv, men sætter generelle emner til debat.
Meget begejstrede
Forstander på Egmont Højskolen, Søren Møllgaard Kristensen, er glad for nyheden om, at den elevproducerede video løber med prisen.
- Det er da fantastisk, at Egmont Højskolen har vundet. Vi er meget begejstrede, og jeg er glad for, at vi her på højskolen ikke er de eneste, der synes, at det er en fantastisk video, eleverne har lavet, fortæller han.
Severin- Prisen
- Severin-Prisen er indstiftet af forstander ved Lunderskov Efterskole, Irene Stapel, medieforsker Jesper Tække og kommunikationsrådgiver Rasmus Anker Rysgaard i 2018 for at sætte fokus på de frie skolers stemme i det digitale mediebillede.
- Tidligere vindere af Severin-Prisen er Glamsbjerg Friskole, Fredericia Realskole og Sct. Ibs Skole i Horsens.
Om Egmont Højskolens video fremhæver juryen, at den italesætter en samfundsproblematik.
- Egmont Højskolens elever bruger her sociale medier til at starte en samtale om forhold i samfundet, siger medstifter af prisen, Rasmus Anker Rysgaard og fortsætter:
- Det er en dannet tilgang til digital kommunikation – og det er præcis det, vi med prisen ønsker at fremme.
Prisen uddeles torsdag 4. november ved en debat-event med deltagelse af højskolernes generalsekretær, Elsebeth Gerner Nielsen, medieforsker Anne Mette Thorhauge og en elev fra højskolen.
Alle er inviteret til prisoverrækkelsen og efterfølgende paneldebat om den frie skoles rolle i en digital verden. Arrangementet foregår klokken 16-18.