Annonce
Horsens

Prisen er uddelt: Se hvem der får Årets Bojsen

Gode, anstændige arbejdspladser i Horsens-området. Det er den overskrift, som Horsens Folkeblads Fond har sat på uddelingen af Årets Bojsen 2020. Modtager af hovedprisen er koncerndirektør Hans Schur, som her ses med Christian Lemmerz' skulptur af hyænen, der bærer et barn i en slynge og tilhørende radering. Foto: Søren E. Alwan
Horsens Folkeblads Fond har uddelt Årets Bojsen. Hovedprisen går til koncerndirektør Hans Schur, mens modtagerne af de to andre priser er købmandsparret Gitte og Christian Henriksen og bagerparret Mette og Henrik Kjær.

Horsens: Koncerndirektør Hans Schur, Horsens, er dette års modtager af Årets Bojsen. Han får hovedprisen for sin mangeårige indsats for at skabe solide og anstændige arbejdspladser i familiefirmaet af samme navn.

Horsens Folkeblads Fond har i år valgt gode arbejdspladser i Horsens-området som tema for de tre priser. Her har Hans Schur stået i spidsen for en koncern, som ud over at gøre sig bemærket internationalt har et solidt, lokalt grundfæste.

De to mindre priser går til Gitte og Christian Henriksen, der ejer og driver Rema 1000 i Torsted, og Mette og Henrik Kjær, der ejer og driver fem bagerbutikker med udgangspunkt i Hovedgård.

Gitte og Christian Henriksen får prisen for at give plads til sårbare ansatte og give dem troen på, at alle er noget værd. Samtidig forstår de at skabe en fantastisk stemning i butikken, som også kunderne sætter pris på.

Mette og Henrik Kjær overtog for 15 år siden bageriet i Hovedgård og har siden skabt masser af vækst og gode job i nu fem bagerforretninger. Parret er altid på vej med nye ideer og er gode til at knytte bånd til lokalsamfundet.

Annonce

Modtagere af Årets Bojsen

2005: Den store Bojsen: Teaterdirektør Frank Panduro.
Den lille Bojsen: Tove Hansen, Kirkens Korshær, og Mogens Falk, skoleleder på Søndermarkskolen.

2006: Den store Bojsen: Projektmager Orla Kjeld Bothe.
Den lille Bojsen: Eleonora Iversen, Fællesskabet Sind, og Niels O. Nielsen, Hornsyld.

2007: Den store Bojsen: Tidl. borgmester Vagn Ry Nielsen.
Den lille Bojsen: Lill Harlung, Café Den Hvide Hest, og Fredagsklubben i Barrit.

2008: Den store Bojsen: Træner Kent Nielsen, AC Horsens.
Den lille Bojsen: Erik Nørgaard, Horsens Sejlklub, Jazzhors, og Anne Sophie Thykjær, Spil’opperne, Hovedgård Skoleorkester, Horsens Statsskoles Bigband.

2009: Den store Bojsen: Museumsinspektør Ole Puggaard.
Den lille Bojsen: Bente Juul Falkenberg, Boller Slot, og Hans Jakobsen, Horsens Badmintonklub, Horsens Sejlklub.

2010: Den store Bojsen: Børge Jørgensen, Team Danmark og Sportssammenslutningen.
Den lille Bojsen: Grete Nymark, fmd. for ældrerådet i Horsens, og Keld Glyngø, fmd. for Juelsminde Hallerne.

2011: Den store Bojsen: Vibeke Johansen, Krimimessen.
Den lille Bojsen: Aage Egholm, fængselsmuseet i Horsens, og Per Kristensen, Brædstrup Fjernvarme.

2012: Den store Bojsen: Jens Ole Ambjerg, EU-formandskabet og Hotel Opus.
Den lille Bojsen: Børge Hede, Glud Museum og As Sogn, og Flemming Hjortlund, Juelsminde Pigegarde.

2013: Den store Bojsen: Hans Søgaard, Broen Horsens.
Den lille Bojsen: Grethe Bjerregaard, Brystkræftcafeen, og Jakob Ravn, frivillig i idrættens verden og arrangør af nytårsløbet.

2014: Den store Bojsen: Michael Kvium, kunstner.
Den lille Bojsen: Eigil Holm, biolog og forfatter fra Gedved, og Bjarne Haahr, komponist fra Nim.

2015: Den store Bojsen: Lennart Jensen, formand for HIC.
Den lille Bojsen: Henning Jensen, tidl. politiker og formand for ældrerådet i Horsens, og Agnete Bjerg, aktiv i Palsgaard Sommerspil.

2016: Den store Bojsen: Michael Mortensen, erhvervsmand, grundlægger af Casa m.m.
Den lille Bojsen: Henrik Kjær Andersen, frivillig i Hovedgård, og Firebanden fra Juelsminde: Uffe Bruhn Hansen, Knud Skou, Birger Brix og Anders Kjær Jørgensen.

2017: Den store Bojsen: Jan Torp, teatermand.
Den lille Bojsen: Tom Pinstrup, formand for udsatterådet, og Ole Nees, fitnesspionér i Horsens.

2018: Den store Bojsen: Bo Henriksen, AC Horsens-manager.
Den lille Bojsen: Ib Hoch, stifter af Karisma-koret og mandegruppe for kræftramte, og Filip Møller, socialt engageret stenhugger.

2019: Den store Bojsen: Virksomheden Palsgaard A/S ved Juelsminde.
Den lille Bojsen: Søren Erbs Poulsen, Odder, forsker, og Donson Ustün, Horsens, skraldsamler.

Reception er aflyst

Det er anden gang, at Horsens Folkeblads bestyrelse har valgt et tema for årets uddeling.

I 2019 havde alle prismodtagere gjort en særlig indsats for klimaet. Udgangspunktet i 2020 har været FN's verdensmål nummer 8, som handler om at sikre vækst og beskæftigelse, så alle kan leve et godt liv og give verden videre i en ordentlig stand til kommende generationer.

Målet med årets prisuddeling har været at give en anerkendelse til nogle af dem, der sørger for, at der er ordentlige job at få, ikke mindst for de unge familier, der strømmer til Horsens-området.

Det er 16. gang, at Bojsen-priserne uddeles, og indtil nu er modtagerne blevet hædret ved en velbesøgt reception i mediehuset mellem Søndergade og Nørregade.

På grund af coronakrisen er festlighederne aflyst i år, men det tager intet fra hæderen - og heldigvis heller ikke fra glæden hos modtagerne. Avisen har haft en enkelt journalist og fotograf på besøg hos de enkelte modtagere med respekt for afstand, brug af håndsprit osv.

Uddelingen bygger som altid på forslag fra Horsens Folkeblads læsere. Efterfølgende har bestyrelsen for Horsens Folkeblads Fond truffet sit valg.

Hans Schur har som modtager af hovedprisen fået overrakt en hyæneskulptur i bronze, skabt af Christian Lemmerz, samt en radering af samme kunstner, mens modtagerne af de andre Bojsenpriser har modtaget en radering samt 10.000 kr.

Emil Bojsen

Årets Bojsen har fået navn efter Emil Bojsen, der ud over at være Horsens Folkeblads redaktør i slutningen af 1800-tallet udrettede store ting for datidens Horsens.

Som kun 22-årig blev han leder af Horsens Folkeblad. Han markerede sig ikke bare som en dygtig journalist, men engagerede sig både politisk og praktisk i byen.

Han var med, da Horsens oprettede landets første andelsslagteri, og han var med, da byen øst for centrum fik nye kvarterer med lyse og venlige boliger til de arbejdere, der hidtil havde måttet nøjes med små lejligheder og usunde baggårde.

Busten af ham, der står i Lunden over for Ny Havnegade, er et minde om denne del af hans virke.

En tilsvarende buste står i Horsens Folkeblads gård mellem Nørregade og Søndergade.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Unik flyvetur i lukket luftrum: Se lufthavn fra oven

Annonce