Annonce
Hedensted

Se de vilde planer: Enormt vartegn kan ses fra motorvejen

Fem bygninger på i alt 16.000 kvadratmeter er på tegnebrættet ved Hedensted Centret. Går alt vel, kan spaden til etapebyggeriet komme i jorden allerede til foråret. Illustration: RUM Arkitekterne

Hedensted Centret gør klar til at bygge 10 etager højt sportel, der kan ses fra motorvejen.

Hedensted: Nu skal det være slut med at sende gæsterne udenbys, når der er store arrangementer i og omkring Hedensted.

Det er den altovervejende baggrund i det enorme projekt, Hedensted Centret netop har præsenteret.

Et sportel i 10 etagers højde - stort nok til at kunne anes fra motorvejen - med dertilhørende restauration og fire tilkoblede erhvervsbygninger på samlet set yderligere 17-18 etager lyder hovedoverskriften på de tanker, der har været flere år undervejs.

Projektet nyder arbejdstitlen "Hedensted Parken" og indeholder 10.000 erhvervskvadratmeter samt 6000 overnatningskvadratmeter fordelt på op mod 50 værelser med to-seks senge hver, samt op mod 400 parkeringspladser.

- Der er ingen tvivl om, at det at sove i en idrætshal eller en skole er en uddøende race. Sportellet er vores mulighed for at skabe en længere sæson med blandt andet træningslejre, og på erhvervsområdet ser vi også, at mange kører til Vejle eller Horsens for at overnatte. Det vil vi ændre på, ved at vi nu vil levere et attraktivt rum omkring det at sove, siger centerchef Peter Nielsen.

- Vi tror på, at det kan trække gæster til fra et stort opland, når vi har så mange faciliteter til at supplere overnatningen. Man bliver del af et miljø med restauration i stedet for en tankstation, svømmehal og træningscenter som nabo og motorvej så tæt på, at man kan se den. Det er oplagt for virksomheder, der har daglejere, en københavnsk medarbejder på prøve eller behov for kortvarige udenlandske kompetencer - alternativet er at skulle finde et hus eller lejlighed til leje, uddyber bestyrelsesformand Michael Kristensen.

Alt spiller sammen med det kommende cykelmekka og rekreative område klods op ad Hedensted Centret, men der er tale om to forskellige projekter, der ikke er afhængige af hinanden.

Annonce

Der er flere uløste problemer lige nu. Blandt andet har vi tegnet over bowlingcentret velvidende, at vi ikke har en løsning på den udfordring endnu. Men vi er også så langt i vores projekt, at det er på tide at præsentere tankerne for at se, hvem og hvor mange, der vil være med.

Birger Hansen, bestyrelses- og arbejdsgruppemedlem, Hedensted Centret
Det 10 etager høje sportel kan ses fra motorvejen. Illustration: RUM Arkitekterne

Flytter Spisegaarden med

Med i projektet og arbejdsgruppen er også Bo Bonde fra Spisegaarden i Løsning.

Han har fået til opgave at stå for restaurationen, der vil være at finde i nederste etage af sportellet. Det betyder samtidig, at Spisegaarden lukker på et endnu ikke fastsat tidspunkt.

- Jeg har set mange projekter gennem tiden, som har været kæmpe lustkasteller, men det her er bygget yderst seriøst op. Jeg mener, vi kan tilbyde noget stort og anderledes, og derfor vil jeg også gerne være med til at give det en skalle. Dermed siger jeg samtidig, at Spisegaarden i en vis udstrækning flytter med herover - og forhåbentlig kan det blive samlingsstedet for foreningslivet, hvor man bliver til en Faxe Kondi efter træning eller bankospil, siger Bo Bonde.

Oprindeligt var håbet, at han kunne slå pjalterne sammen med Bo Rasmussen fra Hedensted Sognegård, men det ønskede han ikke.

Det ligger ikke fast, hvad den nuværende Spisegaarden på Ny Skolegade i Løsning efterfølgende skal indeholde.

Mange ubekendte

Alt er fortsat i den spæde fase, og det understreges, at mange aspekter endnu er et stykke fra at falde på plads.

Eksempelvis skal der findes en løsning på den forladte bowlinghal, der ligger midt i Hedensted Centrets planer, og endnu er der ikke kommet et gennemregnet prisestimat på projektet. Først derefter begynder det egentlige arbejde med at finde investorer til at realisere et af kommunens højeste byggerier.

På samme måde er det også svært at sætte et tidsperspektiv på det kommende byggeri. I skrivende stund er planen, at der skal bygges i etaper, og at den yderste erhvervsbygning på to-tre etager skyder op som den første - i den optimale verden allerede i løbet af foråret 2018.

Resten kan med et forvasket begreb kaldes en del af Hedensted Centrets 2020-plan.

- Vi bygger ikke et sportel på et år, men målet er at være klar til den dag, Tour de France kommer til Danmark - så der er stadig noget tid at køre på, siger Michael Kristensen.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce