Byrådsmedlem i replik: Vi skal aldrig have genindført den erhvervsfjendtlige dækningsafgift - aldrig!
Læserbrev: 28. november skrev Kim M. Bekker et læserbrev, hvori han slog et slag for genindførelsen af dækningsafgiften for virksomhederne i Horsens Kommune.
Indtægten fra dækningsafgiften skulle således øremærkes til finansiering af en lettelse i grundskylden for boligejere.
Kim opfordrede ligeledes os politikere til at tilkendegive vores mening om dette forslag.
På vegne af Liberal Alliance kan jeg relativt hurtigt tilkendegive vores holdning: Vi skal aldrig have genindført den erhvervsfjendtlige dækningsafgift - aldrig!
I Liberal Alliance mener vi, at skatter og afgifter i Horsens Kommune skal begrænses, fordi det giver gode muligheder for, at virksomhederne i kommunen kan vokse, ekspandere og skabe flere jobs - og måske endda trække nye virksomheder til.
At genindføre nye, erhvervsfjendtlige skatter og afgifter vil blot give den modsatte effekt og sende et rigtig skidt signal til omverdenen om, at vi i Horsens ikke vil væksten, ikke vil erhvervslivet og ikke ønsker at tiltrække flere jobs.
I Liberal Alliance har vi ikke så gode erfaringer med at kravle op i træer. Alligevel vover jeg klatreturen og meddeler, at Liberal Alliance aldrig kommer til at lægge mandat til en genindførsel af dækningsafgiften i Horsens Kommune.
Omvendt kan jeg love husejerne i Horsens Kommune, at vi fortsat vil kæmpe for at lette grundskylden for boligejerne - som vi har gjort hvert eneste år til budgetforhandlingerne, siden LA blev repræsenteret i byrådet for 10 år siden.