Annonce
Horsens

Se billederne: Casa er klar med nyt parkeringshus centralt i midtbyen

Bygherren Casa har ifølge direktør Per Hansen arbejdet en del med facaden på p-huset for at gøre den så let som muligt og tilpasse p-huset til de eksisterende byggerier. På denne visualisering ses det planlagte p-hus fra Teatertorvet. Fra lokalplanforslaget
Nyt p-hus med plads til 200 biler skal behandles politisk på plan- og miljøudvalgsmødet på tirsdag. Udvalgsformand Martin Ravn (V) var ikke orienteret om, at sagen var på dagsordnen.

Horsens: Ejendomsselskabet Casa er nu klar til at præsentere planerne for et kommende parkeringshus i Rædersgade. P-huset placeres der, hvor den åbne p-plads Anna Blochs Plads ligger i dag.

Lokalplanforslaget for byggeriet bliver behandlet på plan- og miljøudvalgets møde på tirsdag, og heraf fremgår det, at p-huset vil komme til at indeholde cirka 200 p-pladser, hvoraf 20 reserveres til Jørgensens Hotels gæster. Resten bliver offentlige betalings-parkeringspladser.

- Der er 33 p-pladser på arealet i dag, så der er tale om en stor forøgelse af kapaciteten i området, siger Per Hansen, direktør i Ejendomsselskabet Casa. Han håber, at p-huset vil kunne åbne for biler i foråret 2021.

- Vi har selvfølgelig respekt for den politiske proces, der går i gang nu, men går den, som vi håber, går vi i gang med byggeriet i september i år, siger han.

Casa købte grunden for to år siden og har brugt en del af tiden siden da på dialog med naboer i området, fortæller Per Hansen.

- De har en naturlig interesse i, hvad vi laver, og vi har lavet nogle aftaler om blandt andet en renovering af gårdmiljøet op til Smedegade. Det er landet fint, og naboerne har sagt god for byggeriet, siger han.

Annonce
Vi har selvfølgelig respekt for den politiske proces, der går i gang nu, men går den, som vi håber, går vi i gang med byggeriet i september i år.

Per Hansen, direktør, Ejendomsselskabet Casa

Udvalgsformand ikke orienteret

Borgmester Peter Sørensen (S) kommenterede lokalplanforslaget på Facebook torsdag aften, hvor han skrev, at midtbystrategien indeholder minimum to p-huse i Nørregade-området, og at "flere parkeringspladser i midtbyen er nødvendigt både for at være en attraktiv handelsby og for at give endnu bedre mulighed for parkering til alle, der bor i byen".

"Det vil uden tvivl være et stort løft at få endnu flere parkeringsmuligheder lige ved teateret og vores nyrenoverede handelsgade Søndergade med mere", skrev han.

Martin Ravn (V), formanden for plan- og miljøudvalget, der skal behandle sagen, var til gengæld noget overrasket, da Folkebladet fredag formiddag ringede for at få en kommentar til sagen. Han vidste nemlig ikke, at sagen var på dagsordnen.

- På formødet før udvalgsmødet, hvor vi planlægger dagsordenen, var p-huset ikke med. Jeg er ikke blevet orienteret om, at sagen nu er på, og det er jeg selvfølgelig ikke tilfreds med, sagde han.

Martin Ravn havde altså ikke overblik over indholdet i lokalplanforslaget, da Folkebladet kontaktede ham, men han konstaterede dog, at han ikke umiddelbart var imponeret af de visualiseringer, man kan se i lokalplanforslaget.

- Der er også andre ting, jeg vil spørge ind til på udvalgsmødet, sagde han, men understregede, at han og Venstre gerne ser, at der bliver bygget et p-hus på grunden.

Facaden trukket tilbage

Det kommende p-hus i Rædersgade minder i sit udtryk om det p-hus, Casa i øjeblikket er ved at bygge på Niels Gyldings Gade. Facaden er også her beklædt med stål-gitre i brunlige "rustne" nuancer, men der er også forskelle, påpeger Per Hansen.

- Vi har arbejdet en del med facaden for at gøre den så let som muligt og tilpasse p-huset til de eksisterende byggerier. Et p-hus er jo typisk en firkantet klods, men her er facaden i stueplan trukket tilbage. Det betyder blandt andet, at der fortsat vil være et busstoppested, som der er i dag. Det bliver integreret i p-huset, og det bliver nok Horsens' flotteste og tørreste busstoppested, konstaterer han.

Af lokalplanforslaget fremgår det, at p-huset vil blive maksimalt 20 meter højt. Enkelte elementer, som trappe- og elevatortårn, kan dog være højere, står der. P-huset vil også indeholde ladestationer til el-biler.

Stort mindretal stemte nej til salg af grunden

Ejendomsselskabet Casa købte den cirka 1700 kvadratmeter store grund på Mælketorvet af Horsens Kommune på byrådsmødet i marts 2018 for en million kroner. Salget blev gennemført på den lukkede del af byrådsmødet af et lille flertal bestående af Socialdemokratiet, SF og Liberal Alliance.

Venstre, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Konservative stemte nej, fordi de mente, at prisen var for lav, og at kommunen i udbuddet af grunden havde skudt sig selv i foden ved kort tid forinden at have indgået en fem-årig uopsigelig lejekontakt på 20 af de eksisterende p-pladser med netop Casa. Det betød, mente kritikerne, at grunden på forhånd var mindre attraktive for andre købere end Casa.

Kommunaldirektør Peter Sinding Poulsen afviste kritikken.

Hans vurdering var, at at Mælketorvet var det rigtige sted, da man skulle finde erstatningsparkering til Jørgensens Hotel, der er ejet af Casa. "De to processer, lejeaftalen og salget af grunden, kunne godt have været koordineret bedre, men det er er skønhedsfejl, som efter vores vurdering ikke har haft hverken økonomisk eller juridisk betydning", sagde han dengang til Folkebladet.

Parkeringshuset skal bygges inden for det område, der på dette luftfoto er markeret med en sort stiplet streg. Fra lokalplanforslaget
I byggeriet er der et indhak i stueetagen ud mod Rædersgade. Dermed er det muligt at fastholde det eksisterende busstoppested. lokalplanforslaget
Tegning af parkeringshuset, hvor man kan se p-husets højde i forhold til de omkringliggende bygninger. Fra lokalplanforslaget.
Visualisering af parkeringshuset set fra Rædersgade. Fra lokalplanforslaget
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Fortsatte ligeud i sving

Leder

Leder: Tak til efterskolen

Det er dyrt at have sit barn på efterskole. Det ved jeg kun alt for godt. Derfor blev jeg selvfølgelig også glad på min privatøkonomis vegne, da jeg fik en mail fra efterskolens forstander om, at jeg kan få noget af egenbetalingen tilbage. Det er et resultat af den aftale, der er indgået med undervisningsministeriet. Tak for det. Og måske især for den del af tilbagebetalingen, der handler om kostpenge. For alt det, jeg sparer på benzin frem og tilbage til arbejde i disse coronatider, ja, dem bruger jeg på at brødføde en stor, sulten teenager. Hvad angår den øvrige del af tilbagebetalingen, siger jeg selvfølgelig ikke nej til pengene. I hvert fald ikke så længe jeg er sikker på, at efterskolens medarbejdere stadig kan få løn, og efterskolen også kan eksistere efter corona. Hver dag siden efterskolen lukkede, har min søn siddet foran sin computer og modtaget undervisning. Idrætslærerne har på skift tvunget ham ud af huset for at tage billeder af blade i skoven, kramme træer eller bare løbe en tur. Lærerne lægger videoer ud og hjælper de unge mennesker med stadig at have en fornemmelse af at gå på efterskole. Nuvel, der er dage, hvor cybersamværet gør savnet større i stedet for mindre, men for det meste kommer sønnen ud af værelset med mere lys i øjnene, end inden timen begyndte. Jeg synes faktisk stadig, jeg får noget for pengene, selvom skolen er lukket. Så for mig er det vigtigste ved hjælpepakken ikke, hvad jeg kan få retur, men at lærerne kan få deres løn og beholde deres job på efterskoler, der stadig står klar til at tage imod vores børn og endda have råd til at gøre lidt ekstra for dem, når de forhåbentlig når tilbage til efterskolen og kammeraterne, inden skoleåret er omme. For hjælpepakke eller ej, så kan min søn og alle de andre efterskoleelever ikke få den tabte tid tilbage. Der er ikke nogen ny chance, uanset hvor mange penge jeg får retur.

Horsens

Mange indlagte og sygdom blandt personalet: Horsens får patienter ind fra hårdt ramte Herning

Annonce