Annonce
Hedensted

Se alle billederne: Lund og Løkke fiskede stemmer på havnen

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) mødte op i det helt rigtige outfit, da han og og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skulle dele fiskefileter ud på Juelsminde Havn. Foto: Michael Svenningsen
Der blev diskuteret supersygehuse og taget selfier, da statsminister Lars Løkke Rasmussen lørdag delte rødspættefileter ud på havnen i Juelsminde.

Juelsminde: Valgkamp er andet end skarpe tv-debatter og plakater i lygtepæle. Det handler også om at møde vælgerne ansigt til ansigt, sådan helt nede på jorden, og det var, hvad statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) flankeret af beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) gjorde, da de lørdag morgen delte rødspættefileter ud på havnen i Juelsminde.

Her mødte omkring 500 borgere op for at diskutere supersygehuse og Sjælsmark-flygtninge - eller bare for at få taget en selfie med statsministeren.

- Vi er her af nysgerrighed, og så synes vi, det er frisk, at statsministeren også tager sig tid til at komme til en lille by som Juelsminde, sagde Jytte og Ole Sloth efter at have trykket hånd med Lars Løkke Rasmussen.

Annonce
Selvom der selvfølgelig også er bekymringer her i Juelsminde, så oplever jeg langt mere glæde og tilfredshed. Og det tager jeg med mig herfra.

Lars Løkke Rasmussen (V), statsminister

Alle fik svar

Andre havde konkrete bekymringer, de gerne vil dele.

- Jeg er her for at få luft for min frustration over de besparelser, der skal ske i Region Midt. Det er en skandale, at der allerede nu skal fyres, for så kan man da ikke tale om supersyghuse, mente Merete Johansen fra Horsens, der var glad for at få mulighed for at sige sin holdning til statsministeren - også selvom han skød ansvaret for netop disse besparelser over på regionen.

Der var naturligvis ikke tid til lange politiske debatter, men alle, der havde et spørgsmål til statsministeren, fik svar.

Er det noget andet, folk vil snakke om her i Juelsminde, end når du er i København eller andre store byer?

- Jamen, jeg har slet ikke været i København under valgkampen. Men det er i hvert fald noget andet, end vi snakker om i fjernsynet, hvor der er meget fokus på problemer. Og selvom der selvfølgelig også er bekymringer her i Juelsminde, så oplever jeg langt mere glæde og tilfredshed. Og det tager jeg med mig herfra, sagde Lars Løkke Rasmussen.

500 fiskefileter

Mange ønskede statsministeren - og Troels Lund Poulsen - en god valgkamp, og en del af de fremmødte udtrykte også et håb om, at det vil lykkes Venstre at hale lidt ind på modparten i meningsmålingerne.

- Vi gør, hvad vi kan, lød det gang på gang fra Lars Løkke Rasmussen.

Skulle det glippe helt ved det nærtstående folketingsvalg, er der måske en anden jobmulighed i sigte. I hvert fald var Pernille Juul - ejer af Juelsminde Fisk, der leverede de 500 fileter - godt tilfreds med statsministerens indsats lørdag formiddag.

- Da jeg selv begyndte i branchen, kunne jeg knap nok kende forskel på en sild og makrel. Men det er slet ikke så svært at lære, og både Troels og Lars kom godt efter det, grinte hun.

Ejer af Juelsminde Fisk Pernille Juul mente nok, det kunne lade sig gøre at finde et job til Lars Løkke Rasmussen i butikken, hvis han en dag bliver træt af politik. Foto: Michael Svenningsen
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce