Annonce
Sport

Schweizisk anklagemyndighed vil have fodboldbosser fængslet

Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

PSG's præsident og en tidligere generalsekretær i Fifa forlanges fængslet i en sag om mulig korruption.

Annonce

To store navne inden for international fodbold risikerer fængselsstraf i forbindelse med en sag om mulig korruption og fusk med tv-rettigheder.

Det står klart, efter at den schweiziske anklagemyndighed tirsdag har fremlagt, hvilken straf den kræver i sagen.

Sagen drejer sig om Nasser al-Khelaifi, der er præsident i den franske storklub PSG, samt den tidligere generalsekretær i Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) Jerome Valcke.

Nasser al-Khelaifi er - ud over at være overhoved i PSG - også chef for den qatarske tv-station BEIN Sports.

Han er anklaget for at give Valcke "upassende gaver", der skulle fungere som modydelse for rettigheder til blandt andet fodbold-VM og Confederations Cup.

Gaverne skulle omfatte 18 måneders gratis ophold i en luksusejendom, et ophold, der normalt ville koste mellem 900.000 og 1,8 millioner euro i leje.

Den schweiziske anklagemyndighed kræver 28 måneders fængsel til Nasser al-Khelaifi og tre års fængsel til Valcke.

Valcke blev i 2016 idømt ti års karantæne fra al fodbold for sin rolle i den store korruptionsskandale, der også fældede Fifa-præsident Sepp Blatter. Valcke blev dengang blandt andet kendt skyldig i fusk med salg af VM-billetter.

Retssagen i schweiziske Bellinzona begyndte den 14. september, efter at den var blevet udskudt på grund af coronapandemien.

Tidligere i retssagen har Valcke sagt, at han ikke har haft nogen indtægter, efter at han mistede sit job i Fifa. Franskmanden har derfor blandt andet været nødsaget til at sælge smykker og sin yacht.

- Uden arbejde og med en familie at forsørge kan jeg love jer, at penge forsvinder rigtig hurtigt, lød det fra Valcke.

Retssagen i Schweiz er sat til at køre frem til 25. september.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Fængselsansattes formand venter Madsen flyttet til nyt fængsel: Enner Mark og Nyborg er i spil

Hedensted

Minkleverandør er gået fra 325 til 40 ansatte: - Hvad der sker lige nu er skelsættende på alle mulige måder

Annonce