Annonce
Ikast-Brande

Sansehave fik en omgang asfalt

Nu er det let at gå på stien i sansehaven ved plejecentret Østervang i Klovborg takket være en gang asfalt. Her er det Solveig Nielsen fra Østervangs Venner, "asfaltarbejder" Hartvig Andersen og plejecentrets leder Lene Arved. Foto: Peter Hald

En slidt sti i plejecenter Østervangs sansehave fik en gang frisk asfalt, der blev lagt med håndkraft af pensionister.

Annonce

Klovborg: Nu er det blevet lettere at komme rundt sansehaven ved plejecentret Østervang i Klovborg. En gruppe stærke og meget engagerede frivillige har nemlig forsynet sansehavens sti-system med den fineste jævne asfaltbelægning, så dårligt gående og folk i kørestol nemmere kan bevæge sig rundt i haven. Før var stierne belagt med stenmel, men det var med tiden blev porøst og ujævnt.

79-årige Hartvig Andersen har stået i spidsen for sti-projektet sammen med nogle jævnaldrende herrer - Knud Styrbæk, Børge Pedersen og Hans Erik Midtgaard. De har sammen lagt ni tons asfalt med håndkraft:

- Vi har brugt trillebør og en pladevibrator til at jævne med. Vi har brugt omkring 40 mandetimer på det, forklarer Hartvig Andersen.

Alt i alt er der udlagt omkring 100 kvadratmeter asfalt, og der er også blevet kørt noget mere stabilgrus på i kanterne af stien.

Medarbejderne og de frivillige i støtteforeningen Østervangs Venner er blevet så imponerede over initiativet, at de har døbt stien "Hartvig Stien".

- Det er noget, de har fundet på - jeg har skældt lidt ud over det, siger den beskedne Hartvig Andersen.

79-årige Hartvig Andersen stod i spidsen for sti-projektet. Han fik hjælp af en flok jævnaldrende herrer. Foto: Peter Hald
Annonce

Sansehave blev skænket

Sansehaven kom til i 2013, hvor Rotary og Østervangs Venner donerede haven til beboerne på Østervang.

- Dengang var der en skærmet enhed for demente, der havde til huse i kælderetagen med direkte udgang til haven. Det gav en dejlig afveksling for beboerne og personalet, der opholdt sig ude, så snart vejret tillod det, fortæller Solveig Nielsen, der er formand for Østervangs Venner.

Kort tid efter valgte kommunen at nedlægge hele demensafdelingen og lukke for kælderafsnittet. De demens-beboere der var tilbage, blev flyttet op på afdeling syd, der senere er renoveret og nu indrettet til skærmet enhed. Herfra er der også udgang til sansehaven, men på grund af niveauforskellen er der en stor stigning på den snoede sti, som har været en udfordring for kørestols-brugere og folk med rollator. Selv lettere gangbesværede kunne ikke komme op til indgangen igen.

Vejret og tidens tand sled på stien. Som nævnt var den oprindeligt anlagt med stenmel, der blev porøst, så det var svært at komme rundt, og en overgang blev sansehaven derfor ikke brugt så meget. Men nu har pårørende og frivillige altså taget initiativ igen og lagt asfalt ud på stien, så den igen er farbar.

Annonce

Indvies officielt

Det økonomiske og selve arbejdet med sti-projektet er udelukkende de pårørendes værk, så det har ikke kostet kommunen noget.

Derfor vil ledelse, personale og Østervangs Venner gerne sige tak og fejre stien med en officiel åbning. Det sker tirsdag 2. oktober fra klokken 14.30, hvor der bliver serveret "boblevand" og kage, oplyser Solveig Nielsen.

Østervangs nye leder Lene Arved er vildt imponeret:

- Det er en helt unik indsats, konstaterer hun fornøjet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce