Annonce
Horsens

Sammenbrud på pumpestation: Hop ikke i vandet ved Husodde Strand

Selv om det ikke er sommer, bader de meget friske stadig ved Husodde Strand. Men hold lige en pause, mens vi tester vandkvaliteten, lyder rådet fra Horsens Kommune. Arkivfoto: Morten Marboe
Pumpestation brød sammen, så fortyndet spildevand er endt i Nørrestrand og Horsens Fjord.

Stensballe: Hvis man vil være på den helt sikre side, skal man ikke hoppe i vandet ved Husodde Strand lige for tiden.

Mandag formiddag kom der en melding til Horsens Kommune om, at en pumpestation ved Nørrestrand var brudt sammen.

- Der var gået en svejsning på en rør manifold (et forgreningsrør, red.), oplyser driftschef ved Samn Forsyning, Jens Peder Hansen.

Herefter gik arbejdet i gang med at mindske mængden af spildevandet fra pumpestationen, som har et godkendt overløb. Det sørger for, at vandet løber ud i Nørrestrand, hvis pumpestationen er ude af drift.

- Samn Forsyning forsinkede spildevandet ved at opfylde spildevandsbassiner i oplandet, inden det nåede pumpestationen. Desuden blev det aftalt at køre spildevand ved pumpestationen væk med slamsugere, fortæller biolog ved Horsens Kommunes spildevandsteam, Jakob Humaidan.

Spildevandet blev kørt til Horsens Centralrenseanlæg.

Alt imens blev der arbejdet på at reparere pumpestationen.

Annonce

Har taget vandprøver

Bassiner og slamsugere kunne dog ikke kapere al vandet, og kommunen måtte acceptere det midlertidige overløb ved Nørrestrand.

- Vores vurdering var, at det var bedre at sende overløbsvandet ud i Nørrestrand og Horsens Fjord, som er større og relativt robuste vandområder, end mindre vandløb i oplandet, fortæller Jakob Humaidan.

Efter et døgns tid, tirsdag formiddag, var pumpestationen repareret og i brug igen.

- På grund af al regnen var det meget fortyndet spildevand, der kom ud i Nørrestrand, fortæller Jens Peder Hansen, som oplyser, at det er sjældent, at en pumpestation bryder sammen.

Den, der brød sammen, har kørt i 10 år uden problemer.

I forbindelse med overløbet har Horsens Kommune sat et skilt op ved Husodde Strand, hvor man fraråder badning. Godt nok er det uden for badesæsonen, men kendskabet til, at der bades året rundt ved Husodde, gav anledning til at sætte skiltet op for at være på den sikre side. Overløbsvandet vil være meget fortyndet, inden det når fjorden.

Horsens Kommune har taget vandprøver ved Husodde. Når svarene kommer, bliver det vurderet, om vandet med sikkerhed har en kvalitet, så vinterbaderne roligt kan tage en dukkert i fjorden igen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv For abonnenter

Fra drøm til mareridt: Min livsdrøm er væk, men jeg tænker mere på stand-lejerne end på mig selv

Annonce