Annonce
Sport

Samlekort med NBA-stjerne er solgt for rekordhøj sum

Luka Doncic er på få sæsoner blevet en af de største stjerner i NBA. Hes ses Dallas Mavericks-guarden (th) i en kamp mod Brooklyn Nets. Foto: Wendell Cruz/Ritzau Scanpix
Et underskrevet samlekort med den slovenske basketstjerne Luka Doncic er solgt for 4,6 millioner dollar.

Der kan være mange penge i et stykke pap med et foto af en sportsstjerne og en autograf.

Seneste eksempel er et signeret samlekort med NBA-stjernen Luka Doncic, der søndag blev solgt på en auktion for 4,6 millioner dollar (28,4 millioner kroner, red.).

Det skriver CBS Sports.

Kortet er fra den nu 22-årige Luka Doncics debutsæson i NBA i 2018/19 for Dallas Mavericks.

Den unge slovener, som holdet i Texas havde hentet fra Real Madrid i Spanien, blev omgående en succes og kåret til Rookie of the Year (årets debutant. red.).

Ifølge CBS Sports er beløbet rekord for et kort med en NBA-spiller. Desuden er det den næsthøjeste pris nogensinde for et samlekort med en sportsstjerne i USA.

Sælgeren af kortet havde ifølge CBS Sports oprindeligt betalt 400.000 dollar for det. Dermed har personen mere end tidoblet sin investering.

Rekorden i USA lyder på 5,2 millioner dollar for et kort med den afdøde baseball-legende Mickey Mantle, der fra 1951 til 1968 spillede for New York Yankees.

Kortet med Luka Doncic blev købt af en person, der er kendt for at samle på sjældne kort med sportsstjerner.

Og det kan vise sig at blive en god investering, såfremt Luka Doncic fortsætter i samme imponerende stil som hidtil i NBA.

- Doncic har potentiale til at blive en af de største nogensinde. Hvis det ender med at blive en realitet, kan kortet blive endnu mere værd, skriver CBS Sports.

Natten til tirsdag dansk tid viste Luka Doncic endnu engang, at han kan noget særligt med en basketball.

I en kamp mod Orlando Magic var sloveneren ifølge nyhedsbureauet Reuters afgørende for kampens udfald, da han blev noteret for 33 point, ti rebounds og ni assister i en sejr på 130-124 til Dallas Mavericks.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

Her er der ingen jubel over fremskudt genåbning: - Det var på høje tid

Annonce