Annonce
Kultur

Samfundsrevseren Scherfig malede poetiske drømme om en bedre verden

På udstillingen ”Hans Scherfig - Myter og drømme” på Kunstmuseum Brandts kan man opleve nogle af malerens gigantiske malerier. Foto: Steffen Stamp
Selv om Hans Scherfigs malerier og litografier har været folkekære i flere generationer, er de sjældent blevet vist på danske museer. På Kunstmuseum Brandts i Odense kan du gå med ind i malerens farverige drøm om en bedre verden, når museet i april åbner dørene til sin udstilling ”Hans Scherfig - Myter og drømme”.

Øjnene følger lyset ind i junglen, hvor en okapi med brun- og hvidstribet bagparti står og kigger ud fra lysningen.

På den skyggefulde side af maleriet bader tre elefanter i en blålig skovsø. Andre små væsener dukker op, når blikket får bevæget sig lærredet rundt: fugle, firben, sommerfugle, slanger, svingende aber i træerne eller en skildpadde mellem bregner og blomster. Man finder ofte en stilfærdig skildpadde i Hans Scherfigs billeder, hvis man kigger længe nok.

Man kan nærmest mærke den varme fugtighed mod huden, når man står over for de enorme junglemalerier, der lyser op i al deres grønne frodighed, hvor dyrene betragter os med deres forunderlige øjne. Men de omfavnende og gribende malerier er malet af en mand, der aldrig har været i nærheden af en jungle. Andet end den, der voksede i eksporterede bidder i Botanisk Haves palmehus, når han som dreng gik hjem fra endnu en lang dag i Metropolitanskolen med virkelighedens lektor Blommer.

Okapien er det første dyr, man møder, når man tager på Scherfig-udstilling. Derefter bliver man ledt gennem mange store værker - lige fra de første malerier, som Scherfig udstillede i 1929, til det værk, han aldrig fik færdiggjort, da han døde af en blodprop i 1979. Værket her hedder ”Junglebillede (Okapi)” og er fra 1953. Det er udlånt til udstillingen af en privat ejer. Foto: Anja Limkilde

Hans Scherfig var både billedkunstner og forfatter.

Vi kender alle hans skolegang fra beskrivelserne i ”Det forsømte forår”. Hans foretrukne fristed fra den sorte skoles nedbrydning af fantasi og selvstændighed var Københavns botaniske have. Og han var så glad for plante- og dyrelivet, at han studerede zoologi, inden billedkunsten tog over.

Livet igennem arbejdede den ellers satiriske forfatter også på en afhandling om insekter. Et arbejde, han selv har kaldt det vigtigste, han lavede.

Senere i livet malede han de flere kvadratmeter store malerier af grønne jungler, der emmer af glæde, frihed og drømmen om et bedre liv. Eller som den chilenske digter og kommunist Pablo Neruda formulerede det i 1957 efter at have set et af Scherfigs junglemalerier på et besøg i København:

”Deres billede indeholder al den omstrejfende poesi, som ingen er i stand til at finde.”

Annonce

En anden verden

Den indfangne poesi er for tiden udstillet på Kunstmuseum Brandts i Odense. Bag lukkede døre har junglen og dyrene hængt på væggene siden slutningen af januar og ventet på, at gæsterne igen måtte komme og se dem. Inden da har en del af udstillingen ”Hans Scherfig - Myter og drømme” været vist på Nivaagaards Malerisamling, hvor museumsdirektøren Andrea Rygg Karberg længe har beskæftiget sig med Scherfigs kunst.

- Hvor han med en satirisk og skarp pen spidder samfundet og mennesketyper i sine romaner, hengiver han sig fuldstændigt til skønheden og fantasien i sine malerier. Han skildrer junglen, savannen og dyrene med en helt unik renhed, så man bliver helt syg af længsel efter at være et lille barn, der går på opdagelse i billederne, peger og finder insekter. Det er så rent, at man kan blive helt rørt over det. Han maler drømmen om en bedre verden. Og det er jo det, der adskiller os mennesker fra dyrene, at vi kan forestille os, at verden kan være anderledes og handle efter det, siger museumsdirektøren.


Han maler en verden, han aldrig har været i, og han skriver om den kapitalistiske samfundsmodel, han har sat sig selv uden for.

Andrea Rygg Karberg, museumsdirektør på Nivaagaards Malerisamling


Hans Scherfig arbejdede på sin egen måde for en anden, mere fri verden. Og var, som Andrea Ryyg Karberg sagde, ikke bleg for at kritisere den gamle, konservative, som han selv var vokset op i. Han kom fra en borgerlig familie og læste efter skolen videre på universitet, men opgav studierne for at blive billedkunstner. En drøm, han altid havde haft. Hans far var direktør i et bogtrykkeri og tog jævnligt kasseret papir med hjem til sin søn.

”Det betød, jeg fik en mægtig lyst til at tegne og male ... Jeg syntes, at det at være kunstmaler måtte være noget af det yndigste her i verden. Jeg forestillede mig gode mennesker, der stod ude i naturen og malede hjorte i dyrehaven, Jeg vidste jo ikke, hvor intrigante de var i virkeligheden,” har han engang sagt i en samtale med Dea Trier Mørch.

Scherfig debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1928 med tre billeder af Paradiset malet i en stil, der blander Picasso, dadaisme og en skoledrengs tegninger, som datidens kritik lød. På Brandts fremhæver formidlingsinspektør Henriette Nielsen de tre debut-maleriers flade billedrum, som var de inspireret af middelalderens kalkmalerier.

- Der er ingen tvivl om, at han kunne sin kunsthistorie og sin historie og mytologi i det hele taget, når man ser de malerier, siger hun.

I 1929 rejste Hans Scherfig til New York, hvor han genså den østrigske kunstner, kommunist - og et par år senere Scherfigs kone - Elisabeth Karlinsky. Her blev hans politiske overbevisning - en stærk modvilje mod kapitalismen - bekræftet. Fra 1932 og frem til sin død var han et fremtrædende medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. Det betød også, at han ligesom forfatterkollegerne Martin Andersen Nexø og Hans Kirk blev arresteret under anden verdenskrig.

Oplev: ”Hans Scherfig - Myter og drømme”

Udstillet på Kunstmuseum Brandts i Odense frem til 20. juni 2021 (er for tiden lukket på grund af coronarestriktioner).

Er blevet til i samarbejde mellem Nivaagaards Malerisamling, Ribe Kunstmuseum og Kunstmuseum Brandts.

Udstillingen viser Scherfigs malerier fra de første debutmalerier fra Kunstnernes Efterårsudstilling i 1929 til det sidste ufærdige værk, som han arbejdede på til sin død i 1979.

Man kan også opleve to store vægmalerier, der blev malet på væggene i Carlsberg Bryggeriernes børnedagshjem, men på vidunderlig teknisk vis blev overført til lærreder, så de kunne bevares for eftertiden, da bygningen skulle rives ned. De hænger i udstillingens børnehjørne, hvor man også kan tegne efter en lille model af Carl Otto Johansens skildpadde og se kollage-billedbøgerne, som Scherfig lavede til sine tre børn. Her kan man også lytte til Mathias Hundebølls podcastfortællinger, som er skabt til udstillingen. Lydfortællingerne er gratis og kan hentes fra alle podcastplatforme, som en del af Konfetti Fabrikkens børnelydsunivers.

Udstillingen viser også nogle af de billeder, man sjældent har set fra Scherfig. Ud over dyr malede han også mennesker, oftest nøgne og i naturen. Sådan var de i antikken og den varme jungle - og sådan blev kroppen også dyrket i det kulturradikale friluftsliv, da Scherfig var ung. Man kan blandt andet se malerens egen, frigjorte udgave af ”Frokost i det grønne”.

Og ingen Scherfig-udstilling uden en forbindelse til hans litteratur. De vil også være at finde sammen med et videointerview med Arne Hardis, forfatter til Hans Scherfig-biografien ”Idealisten”.

Se mere om priser og åbningstider på brandts.dk.

- Han blev sat i Vestre Fængsel. Men på det tidspunkt var Scherfig næsten blind på begge øjne. Han havde en planlagt øjenoperation og fik derfor lov til at forlade fængslet. Efter operationen fik han synet tilbage og fik de karakteristiske hinkestensbriller, man kender fra billeder af ham. Af uransagelige årsager blev han aldrig hentet ind igen. Så han levede i Danmark under hele krigen, mens andre kommunister kom i Horserød eller blev likvideret. Men han måtte love, at han ikke ytrede sig offentligt om besættelsesmagten, fortæller Henriette Nielsen.

Han malede dog nogle meget politiske billeder i den tid. ”Rottefængeren”, som umiskendeligt ligner Hitler, der lokker børn med sig. Eller ”Elefantkirkegården”, der er et dystopisk billede på fremtiden. Som om drømmen om et bedre liv er død. I de år blev hans roman ”Idealisterne” smuglet til Sverige for at blive udgivet. Selv sov Scherfig ikke hjemme en eneste nat resten af krigen af frygt for, at Gestapo ville finde ham.

Annonce

Gennem andre øjne

Da han knap kunne se, fortabte han sig ofte i detaljerne og kompositionerne i sine billeder fra før krigen er lidt løse i det. Som mistede han overblikket undervejs. Men efter øjenoperationen og krigens afslutning begyndte han at lave sine klare, drømmende malerier - nogle store som en bus - fra de jungler og savanner, han aldrig havde besøgt.

Okapiens, elefanternes og tapirernes øjne følger beskueren rundt i udstillingen. Et særlig insisterende blik har et ensomt næsehorn på en korngul savanne.

Hvad mon det ser, næsehornet, når det betragter os fra savannen? Foto: Anja Limkilde

- Hvad mon det ser? Næsehornet er et farligt dyr, men spørgsmålet er, om vi mennesker ikke er endnu farligere? spørger Henriette Nielsen.

Scherfig kunne noget med at stå udenfor og betragte samfundet og mennesker på afstand.

- Han er virkelig en betragter fra et andet ståsted, hvor han kan se på os med friske øjne, ligesom man ser på en verden, man ikke kender. Den ydre position er spændende: Han maler en verden, han aldrig har været i, og han skriver om den kapitalistiske samfundsmodel, han har sat sig selv uden for. Og så maler han dyr, der kigger direkte på publikum. Måske får de os til at se på os selv og den måde, vi behandler naturen på, med et andet blik, siger Andrea Rygg Karberg, der mener, at kunstnerens malerier blev bedre af, at han malede fra en blanding af fantasi og zoologisk viden.

- Han skaber den ideelle verden, hvor freden, stilheden og poesien vinder. Det er så længselsfuldt. Måske blev hans kunstneriske gengivelser af junglen bedre af, at han aldrig kom til Afrika eller Sydamerika og så den. Man kan læse, at han var en lidt forsigtig type, der var bange for hunde, så tigre og andre vilde dyr var måske ikke så tillokkende i virkeligheden. Måske har han erkendt, at kunsten var bedst, hvis den var fuld af længsel efter noget andet, og at det billede ville smuldre, hvis han så det i virkeligheden, vurderer hun.

Annonce

Glæde ved at male

Når han satte penslen i den grønne maling og fik palmer til at rejse sig på lærredet, var det hver gang en glæde. Han sagde, at det morede ham meget mere at male end at skrive. For der er noget håndgribeligt og håndværksmæssigt over at blande farverne og male dem på lærredet. Mens arbejdet ved skrivemaskinen var mere ”nervøst” og nogle gange ”til at rive sig håret over”.

- Scherfig elskede at male og sagde ”at det er godt, hvis noget af fornøjelsen bliver i billedet”. Og det kan man se. Malerierne er så fortryllende og fyldt med poesi, at vi bliver draget af og opløftet af deres skønhed, siger Henriette Nielsen.

Hans Scherfig på Brandts. Foto: Anja Limkilde

Og i poesien kan noget så kontroversielt som en kommunists kunst være samlende. Der er ikke mange danskere i de seneste tre-fire generationer, der ikke kender en Scherfig-elefant eller en af hans giraffer. Nogle elsker måske flodhestene eller de iriserende insekter mest. Andrea Rygg Karberg fortæller, at malerierne i udstillingen er udlånt af ejere i alle samfundslag og af alle politiske overbevisninger.

- Hans Scherfig er en af Danmarks mest folkekære malere. Særligt fra slutningen af 1960’erne opnåede hans litografier en enorm udbredelse, og enkle motiver af de mest kendte dyr er en del af dansk visuel kultur. Han ønskede selv, at det skulle være muligt for alle at have et af hans billeder, og derfor blev de masseproduceret. Men når en kunstner bliver så massivt reproduceret, som Scherfig blev og bliver, sker det, at publikum mister interessen, da værkerne opfattes som mindre elitære, intime og betydningsfulde. Og den skæbne har ramt Hans Scherfig, der er vist meget lidt på museer, og det er synd, for især malerierne er meget overvældende og en helt anden sanselig oplevelse, når man ser dem i virkeligheden, siger Andrea Rygg Karberg.

- Hvad er det, der gør Scherfigs malerier interessante og relevante stadigvæk?

- Hans billeder handler om noget, der er i os alle sammen: Drømmene, naturen og alle de modsatrettede kræfter, vi alle sammen indeholder. Han har aldrig selv sagt, at han malede den kommunistiske, ideelle verden - det er noget, vi senere har fortolket ind i billederne. Men han malede med glæde, og han malede med følelsen af frihed, som han fik i turene i botanisk have som dreng, siger museumsdirektøren.

Skildpadden var Hans Scherfigs stilfærdige og fredelige yndlingsdyr. Det optræder ofte på hans malerier, og han havde to skildpadder derhjemme. Det inspirerede billedhuggeren Carl Otto Jacobsen til at lave en skildpadde-skulptur til maleren. Den står nu på Scherfigs grav, som en navnløs gravsten. Foto: Anja Limkilde

Hans Scherfig døde i 1979. Han er begravet i en navnløs, godt skjult grav på Assistens Kirkegård i København. Oven på graven står en skildpadde skabt af billedhugger Carl Otto Johansen og modeleret efter en af Scherfigs egne skildpadder. Hans to skildpadder er stadig i live og bor hos hans datter Christine.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Bor du i et område med høj eller lav smitte: Find dit sogn på kortet

Annonce