Annonce
Hedensted

Salget af minkpelse er eksploderet: - Men det er på en utrolig vemodig og urimelig baggrund

I snart 20 år har ægteparret Lone Neergaard og Per Nyborg Jensen drevet Østjysk Skindcenter i Tørring, som de overtog efter sidstnævntes forældre. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Den seneste uge er der langet 60 pct. flere minkpelse over disken hos Østjydsk Skindcenter i Tørring end vanligt. Butikken ser det blandt andet som menigmandens støtte til minkavlerne i en tid, hvor livsværket forsvinder ud af hænderne på dem.
Annonce

Tørring: Nærmest i det øjeblik, statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde beordrede samtlige mink i Danmark aflivet, kunne det mærkes hos Østjydsk Skindcenter i Tørring.

Butikken, der blandt andet håndsyer sine egne minkpelse og normalt har ca. 300 på lager, har oplevet en stigning i salget på 60 pct. den seneste uge.

- I sådan en situation ved man aldrig, om folk trækker sig eller handler. Men vi har fornemmet, at kunderne har sympati for avlerne, og de forsøger at vise deres støtte ved at købe den pels, de måske altid har drømt om, siger ejer Lone Neergaard, men understreger:

- Det er på en utrolig vemodig baggrund. Vi har mange følelser og relationer til minkavlerne, så deres situation gør os ondt.

Udviklingen kommer i forlængelse af, at priserne på et minkskind den seneste tid ligeledes er tordnet i vejret. Således handles et skind nu til ca. dobbelt pris i forhold til niveauet for blot to måneder siden, og derfor kan det heller ikke afvises, at nogle kunder ser sit snit til at købe en pels, inden den forventeligt bliver dyrere.

Annonce

Fremtiden uvis

Hvor længe travlheden fortsætter, har Lone Neergaard svært ved at spå om. Men hun forventer, at det nuværende pres stille og roligt tager af igen, og så bliver spørgsmålet, hvordan udvalget tager sig ud fremadrettet.


Selvfølgelig er det dejligt med gang i butikken, men at det er på bekostning af, at alle pelsdyravlere mister livsværket... Det er der ingen rimelighed i.

Lone Neergaard, ejer, Østjydsk Skindcenter


Hidtil har Østjydsk Skindcenter udelukkende brugt danske minkskind, da kvaliteten er væsentlig højere end den udenlandske ditto.

Og kvaliteten vil butikken ikke gå på kompromis med, så derfor håber de to ejere på, at udlandet samler depechen op og på sigt kan levere lige så fine skind.

- Vi har også andre skind (blandt andet sæl og ræv, red.), men vi vil kun sælge det bedste, og det ændrer sig heller ikke på minkfronten. Måske bliver de andre lande bedre, men vi må se, hvad der sker, siger Lone Neergaard.

Østjydsk Skindcenter har fortsat rigeligt med danske skind på lager, og derfor frygter de trods den nyligt opståede interesse heller ikke, at de ender ud i en situation, hvor de må melde udsolgt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Efter ulykke på Vestvejen: Familie på tre - næsten fire - har det godt

Annonce