Annonce
Horsens

Sagen om gård på Vestervej fortsætter: Nu skal nedrivning diskuteres i politisk udvalg

Sådan så Vestervej ud i 2013. Nu er den gule gård revet ned, og flere politikere undrer sig over ikke at være blevet hørt. Arkivfoto
Gården på Vestervej 7 i Gedved blev revet ned, uden at politikerne havde mulighed for at tage stilling. Nu skal proceduren drøftes i udvalg.

Gedved: Sagen om nedrivning af en gård på Vestervej 7, der var klassificeret som bevaringsværdig, fortsætter.

Venstre og Konservative har bedt om at få en redegørelse for sagsforløbet omkring nedrivningen med på plan- og miljøudvalgets dagsorden.

På det seneste byrådsmøde kritiserede Esben Hedeager (K), at gården var blevet revet ned, uden at politikerne havde haft mulighed for at drøfte sagen, og formand for plan- og miljøudvalget Martin Ravn (V) gav udtryk for overraskelse over proceduren.

Martin Ravn havde derfor bedt forvaltningen om at komme med et svar på, hvordan proceduren er i den slags sager.

På baggrund af svaret har han og Esben Hedeager bedt en drøftelse i udvalget.

Vestervej var en 4'er

Administrationen har meddelt, at det er gængs procedure, at kommunen ikke kører særskilte nedrivningssager, hvis de indgår som led i en plansag.

Borgmester Peter Sørensen (S) har efterfølgende bedt direktionen om at sikre, at plan- og miljøudvalget fremover bliver spurgt i alle fremtidige nedrivningssager for bygninger med SAVE-værdier på 1-4.

SAVE er en værdi, der angiver, i hvor høj grad en bygning er bevaringsværdig. Hvis en bygning har værdien 6 eller 5, kan den umiddelbart rives ned.

Gården på Vestervej i Gedved havde en SAVE-værdi på 4.

Det betyder, at gården ikke var i særlig god stand, men at politikerne skal have mulighed for at tage stilling til, om den skal sættes i stand eller rives ned.

Naboerne til Vestervej 7 er i forvejen skeptiske over udsigten til byggeri af 19 boliger på Vestervej 7. Begrundelsen er, at der ikke foreligger nogen bevarende lokalplan for området, der er unikt på grund af det originale landsbymiljø på Vestergade i Gedved.

Punktet om nedrivning skal diskuteres på plan- og miljøudvalgets møde tirsdag.

Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Læserbrev

Korshærsleder: Hjemløsetallet i Horsens stiger igen - der bør være flere 'skæve boliger'

Læserbrev: Mens hjemløsetallet i Danmark stort set er uændret, er der ifølge den seneste landsdækkende hjemløsetælling nu 181 hjemløse i Horsens. Det er en stigning på 45 personer i forhold til 2017. Det betyder, at der er 181 borgere, der på optællingstidspunktet ikke havde en fast adresse. Det er mennesker, der f.eks. sover hos en ven eller bor i et kolonihavehus, en garage, en forladt bygning eller i telt. 30 horsensianere bor på herberger (§ 110) rundt omkring i landet. Det koster ca. 30.000 kr. pr. måned for hver person, hvoraf Horsens Kommune betaler halvdelen. Staten betaler den anden halvdel. En udgift for Horsens Kommune på ca. 5,5 mio. kr. At være hjemløs er en ulykkelig situation, det er flovt og skamfuldt ikke at have et sted at bo. At have en bolig er en basal ting, som alle vi andre tager for givet. Vi møder dem på Kirkens Korshærs varmestue i Borgergade, hvor de kommer for at få morgenmad, et bad og et måltid varm mad. Vi møder dem, når de kommer direkte udskrevet fra psykiatrisk hospital eller løsladt fra fængslet uden en funktionel bolig. Vi sender dem på gaden igen, når varmestuen lukker kl. 13.30, velvidende at nogen af dem ikke har et sted at gå hen, før vi åbner igen næste morgen. Gæstfriheden er dog stor hos varmestuens øvrige brugere, som ofte inviterer de hjemløse hjem til sig. En nødløsning, som der desværre sjældent kommer noget godt ud af. Hjemløshed er et komplekst problem, fordi det ikke blot handler om at få en billig bolig. Det er komplekst, fordi man sjældent bare er hjemløs. Ofte er man også plaget af misbrug og stor gæld forårsaget af kviklån, narko og spil. Har man så også en psykiatrisk lidelse, så er det meget svært at få hverdagen til at fungere. Får man endelig en bolig, varer det ikke længe, før man ender på gaden igen. Som hjemløs er man truet på sin eksistens, og det er en ond cirkel, der starter. Man er i ekstrem fare for at blive involveret i vold, kriminalitet, afpresning og prostitution, og gentagne gange møder de hjemløse op på varmestuen og har mistet alt, og varmestuens medarbejdere må hjælpe dem med at få bragt orden i kaos igen. Mange af varmestuens brugere har fået gentagne tilbud om bolig og misbrugsbehandling i løbet af deres liv, men det har ikke fungeret. De passer ikke ind nogen steder, og misbruget fortsætter. Derfor bør der bl.a. være flere "skæve boliger" med en social vicevært tilknyttet, hvor de kan bo og leve i fred og have deres misbrug uden at genere nogen naboer. Desuden bør der være en fokuseret og forebyggende hjemløseindsats, hvor alle kommunens instanser og samarbejdspartnere arbejder sammen om konkrete løsninger for den enkelte hjemløse.

Annonce