Annonce
Læserbrev

Sagen handler om anstændighed, ordentlighed og politisk ansvarlighed, ikke om de demokratiske spilleregler, Hans Kristian Skibby

Jeg mener nu ikke, det var et perfidt angreb, men jeg er nok heller ikke så krænkelsesmodtagelig som mange andre.

Læserbrev: Viceborgmester Hans Kristian Skibby, jeg har såmænd ikke set mig mavesur på din partikammerat, dig eller andre fra DF (læserbrev 19. februar, red.).

Det, jeg reagerer på, og som jeg også skrev (i læserbrev 17. februar. red), er det faktum, at man undsiger sig en aftale, man selv indgik seks dage tidligere.

Hertil vurderer jeg i indlægget, at "hvis du er så ubeslutsom, bør du ikke sidde og forvalte mine skattekroner".

Det er vel at betegne, hvis vi skal være vidtløftige, som en skarp formuleret politisk betragtning om, at man bør stå ved sine holdninger, både i og udenfor mødelokalet.

Det er netop en betragtning af, at hvis en demokratisk debat skal kunne lykkes, må man også stå ved de beslutninger, man vedtager.

Det er for mig uforståeligt, at man i avisen vælger at undsige en aftale, man selv var med til at indgå.

At det så er gruppeformanden, der må stå på mål for beslutningen, er jo, som det er. Ergo er det også den vej, pilen peger, når man svarer retur.

Jeg mener nu ikke, det var et perfidt angreb, men jeg er nok heller ikke så krænkelsesmodtagelig som mange andre.

Derfor tager jeg såmænd heller ikke dit læserbrev som et perfidt angreb på mig, selvom du går efter manden fremfor bolden.

Viceborgmesteren mener også, at jeg "kloger" mig på kommunens debat omkring håndtryksordningen. Det synes jeg nu ikke jeg gør. Jeg forholder mig til den og har en holdning omkring den.

Jeg mener stadig, at alt denne polemik er opstået på baggrund af symbolpolitikken i denne håndtryksfarce.

Og det ændrer ikke på det faktum, at jeg ikke har fået svar på mit oprindelige spørgsmål i mit læserbrev:

"Hvordan kan man gå i medierne med sådan et læserbrev, når man seks dage tidligere har stemt for nøjagtig det modsatte?"

Jeg har absolut respekt for demokratiet, om det er på lokalt, regionalt eller nationalt plan.

Jeg behøver ikke altid at være enig, men må acceptere, når flertallet vil noget andet end jeg.

Det skriver jeg faktisk også i mit læserbrev, men det har viceborgmesteren åbenbart valgt at ignorere.

"Jeg synes, at håndtryksreglen er smålig og symbolpolitik. Men den er bestemt af flertallet, hvilket jeg fuldt ud respekterer."

Om det er den ene eller anden der sidder i byrådet, er en folkelig beslutning. Dette anfægter jeg ikke på noget tidspunk, omend det insinueres kraftigt af viceborgmesteren.

Sagen handler om anstændighed, ordentlighed og politisk ansvarlighed, ikke om de demokratiske spilleregler.

Claus Sørensen. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Ny tennis-dille på vej: Sådan har kommunen fordelt 900.000 kroner til nye faciliteter

Annonce