Annonce
112

Sag om røveri endte i dramatik: 46-årig tyrede vandflaske mod dommeren

En 46-årig mand blev onsdag ved Retten i Horsens kendt skyldig i medvirken til røveri mod Ideca-kiosken på Jens Chr. Juliussens Vej i oktober 2019. Dommen og den efterfølgende redegørelse fik den 46-årige mand til at kaste en vandflaske efter sagens dommer. Arkivfoto: Birgitte Avnesø
En røverisag ved Retten i Horsens endte onsdag eftermiddag dramatisk, da en netop dømt 46-årig mand rejste sig i vrede og kastede en vandflaske mod dommeren.

Horsens: Tre betjente fik pludselig travlt med at mandsopdække en 46-årig mand, der onsdag var tiltalt i en røverisag ved Retten i Horsens.

Optrinnet foregik under domsafsigelsen, hvor den 46-årige mand blev kendt skyldig i at have tilskyndet til røveri og deraf blev dømt til anbringelse på ubestemt tid. Midt under dommerens redegørelse for dommen bankede den 46-årige mand i bordet, rejste sig fra sin plads, greb fat om den vandflaske af plastic, han havde stående foran sig, og tyrede den mod dommeren, der kunne betragte flasken flyve nært forbi sit hoved.

Den 46-årige mand pegede herefter mod dommeren og sagde: ”Din fucking hundehvalp” med hævet stemme, inden han omgivet af betjente satte sig ned og brød sammen, mens han mindre hørligt sagde: ”Jeg har ikke været medvirkende til røveri”.

Dommeren og de to lægdommere forlod kort efter retssalen, hvorefter retsmødet blev indstillet i 15 minutter.

Efter at være bragt til ro af politibetjentene forlod den 46-årige mand retssalen og kom ikke tilbage under den resterende del af dommerens redegørelse.

Annonce

Skyldig, men fri

Sagens omdrejningspunkt var et røveriforsøg i Ideca-kiosken på Jens Chr. Juliussens Vej i Horsens 1. oktober sidste år. En sag med tre tiltalte, som blev indledt 12. maj ved Retten i Horsens. Her erkendte en 34-årig mand og en 40-årig mand at have forsøgt at begå røveri.

Den 40-årige havde ifølge anklageskriftet truet en ekspedient i Ideca-kiosken med en softgun for at få penge, men måtte forlade kiosken uden udbytte, da en anden mand i kiosken lykkedes med at skubbe den 40-årige ud. Den 34-årige tiltalte stod samtidig et par hundrede meter fra kiosken, klar til at overtage udbyttet.

Den tredje tiltalte, den 46-årige mand, var tiltalt for at have medvirket til røveriforsøget, fordi han forud for røveriet havde sendt en sms til den 34-årige, hvor han ifølge anklagemyndigheden havde tilskyndet til røveriet.

Onsdag blev den 40-årige mand, der havde truet ekspedienten, kendt skyldig i forsøg på røveri samt tre yderligere forhold om vold og trusler mod politibetjente. For de fire forhold blev han idømt 10 måneders fængsel, men eftersom han har siddet varetægtsfængslet siden 1. oktober, fandt dommeren, at han har udstået sin straf og kunne forlade retsmødet som en fri mand.

Den 40-årige var ligeledes tiltalt for at have truet ekspedienten i Ideca-kiosken med en skruetrækker, men det forhold kunne anklagemyndigheden ikke bevise, og det blev den 40-årige derfor ikke dømt for.

Indhentet af sin fortid

Den 34-årige mand må foreløbig afvente en domsafsigelse, fordi der mangler at blive indhentet væsentlige personlige oplysninger om denne.

Den 46-årige mand blev som bekendt kendt skyldig i medvirken til røveriforsøg og idømt anbringelse på ubestemt tid på en psykiatrisk afdeling. Baggrunden var ifølge dommeren, at den 46-årige havde sendt den omtalte sms, været i telefonisk kontakt med den 34-årige op til røveriforsøget, og at han havde samlet den 34-årige op og bistået ham med at flygte efter røveriforsøget.

Foruden at være medvirkende til røveriforsøg blev den 46-årige kendt skyldig i besiddelse af amfetamin, våben og hælerivarer, mens han blev frikendt for indbrudstyveri.

Det spillede samtidig ind i forhold til dommen, at den 46-årige er tidligere dømt, og at han således er ”blevet indhentet af din fortid,” som dommeren forklarede. Det var umiddelbart efter denne bemærkning, at den 46-årige rejste sig i vrede og kastede en flaske efter dommeren.

Den 46-årige mand anker dommen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce