Annonce
Danmark

S udskyder beslutning om forbud mod kræftmistænkt pesticid

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Socialdemokratiet skældte i 2018 regeringen ud for ikke at forbyde tre pesticider. Nu er S selv tilbageholdne.

Socialdemokratiet udskyder at tage endeligt stilling til, om der skal indføres et straksforbud mod pesticider, der mistænkes for at kunne give børn kræft.

Det skriver Politiken.

Der er tale om fire pesticider, hvoraf tre bruges i landbruget herhjemme. De
formodes at være skyld i, at der hvert andet år er et barn, der får leukæmi, altså kræft i blodet.

I august 2018 talte daværende S-miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen, dunder til den daværende VLAK-regering for ikke at indføre straksforbud mod pesticiderne alene på mistanken.

- Det her er så alvorlig en mistanke, at der bliver vi nødt til at reagere. Derfor foreslår vi et straksforbud, indtil undersøgelsen foreligger, sagde Christian Rabjerg Madsen dengang til TV2.

Knap et år senere er tonen dog en anden i Socialdemokratiet.

Miljøminister Lea Wermelin (S) siger til Politiken, at hun tidligst efter sommer vil se på sagen med pesticiderne.

- Jeg har været minister i tre uger, og der er en masse, vi skal tage stilling til, skriver hun til Politiken.

I en mail til en borger svarer en embedsmand på vegne af ministeren, at Wermelin afventer undersøgelsens resultater, før hun tager stilling til, hvad der skal ske.

Det vækker forundring hos Enhedslistens miljø- og naturordfører, Mai Villadsen.

- Det er en gravalvorlig sag. Sidste år sagde vi sammen med Socialdemokratiets daværende miljøordfører, at der skulle være et straksforbud. Derfor håber jeg da virkelig, at de handler på det.

- Det bekymrer mig, at det ikke ser sådan ud lige nu, siger hun til Ritzau.

Den pågældende undersøgelse bliver udarbejdet af det amerikanske National Cancer Institute i samarbejde med Aarhus Universitet og Statens Serum Institut.

De foreløbige resultater tyder på, at der kan være en øget risiko for, at børn får leukæmi, hvis moren under graviditeten har boet nær marker, der er blevet sprøjtet med de pågældende pesticider.

Der er tale om pesticider med navnene pendimethalin, bromoxynil, fluoxypyr og ioxynil. Ioxynil er forbudt i Danmark.

Både forskerne bag undersøgelsen, Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse var i august sidste år ude og berolige befolkningen. Der er nemlig stor usikkerhed med de foreløbige tal.

Kræftens Bekæmpelse kaldte derfor dengang den daværende S-opfordring om at indføre et straksforbud for "måske lidt af en overreaktion".

Ifølge Politiken er forskerne ved at færdiggøre den videnskabelige artikel om undersøgelsen i denne uge.

/ritzau/

Annonce
Den citerede artikel hos Politiken
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Små samfund har bæredygtige løsninger med solceller og delebiler

Vi hædrer dem gang på gang. De små lokalsamfund, der med genistreger ommøblerer tankegangen og finder innovative løsninger på lokale problemer. Når det kommer til den bæredygtig omstilling, kan landdistrikternes ildsjæle og virksomheder levere en del af svarene. Det er efterhånden dagligt, at vi hører om klimakatastrofens snarlige komme. Sideløbende stiger efterspørgslen efter konkrete bæredygtige løsninger dag for dag. Jeg hører det i kommunekontorerne, på Christiansborgs gange og i landsbyer, som gerne vil sikre en bæredygtig omstilling af deres lokalsamfund. Så nej, den grønne dagsorden er ikke gået landdistrikterne forbi. Vi satte den grønne omstilling i fokus med prisen Årets Landsby 2019, som Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark uddelte i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit tilbage i september. Og hædrede lokalsamfundet i vinderlandsbyen Torup, der både har solceller, delebiler og egen spildevandsrensning. Det var også under den grønne overskrift: ”Hvordan kan landdistrikterne bidrage til en grøn og bæredygtig fremtid?”, at jeg sammen med resten af landdistrikternes aktører - ildsjæle, virksomheder og kommuner i slutningen af oktober deltog i Erhvervsministeriets årlige Landdistriktskonference. Et af konferencens højdepunkter er uddelingen af Landdistriktsprisen, som hylder ildsjæle, der gør en forskel for landdistrikterne. Helt i tråd med temaet vandt virksomheden Strandet. Virksomheden har base i Thy og har bygget sin forretning op omkring det havplast, som skyller ind på de vestjyske strande. Kort fortalt indsamler Strandet havplasten, kværner den og omdanner den til granulat, som efterfølgende kan støbes eller 3D-printes til nye produkter. Strandet er et godt eksempel på det helt særlige ved landdistrikternes virksomheder. Ved uddelingen af prisen gav erhvervsminister Simon Kollerup følgende ord med på vejen til virksomheden: ”Virksomheden Strandet er et mønstereksempel på, hvordan det lokale erhvervsliv kan bidrage til gavn for både miljøet og lokalsamfundet. Strandet arbejder med én af tidens store udfordringer og er med til at uddanne de fremtidige generationer.” Erhvervsministeren har gentaget flere gange, at befolkningen i landdistrikterne er en vigtig del af arbejdet med at finde løsninger på klimaudfordringerne, bl.a. i det interview, Landdistrikternes Fællesråd lavede med ham i september. De gode, grønne takter har udmøntet sig i en ny grøn overskrift for en del af projektmidlerne i Landdistriktspuljen. Og med tilbagerulningen af besparelserne på LAG-midlerne er ekstra 30 millioner blevet øremærket til lokale projekter, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne. Erhvervsministeren har forstået, at der i landdistrikterne er kort fra tanke til handling. I det helt nære udtænkes geniale løsninger , som ofte kan skaleres op og implementeres på nationalt plan. Strandet er et godt eksempel. Og jeg ved, at virksomheden ikke står alene. Der findes flere virksomheder i landdistrikterne der arbejder med plastgenanvendelse på højeste niveau. Til Landdistriktskonferencen hyldede vi de bæredygtige projekter med en pris og et skulderklap, men løsningen kan vi alle blive en del af. Man behøver ikke opfinde den dybe tallerken, hvis nabobyen allerede har gjort det. Lokalsamfund over hele landet kan bygge videre på nabobyens idéer, så vi til sidst har en masse små brikker, der samlet er én stor løsning. Klimaproblemerne bevæger sig kun i én retning, og det er mere end på tide, at vi handler på dem. Lokalt baserede, grønne udviklingsprojekter kan meget vel levere svar på efterspørgslen efter bæredygtige løsninger til hele landet. Det kræver ikke altid statsstyrede beslutninger at vende en udvikling i et lille lokalsamfund. Men vi må sikre, at der er den fornødne økonomi til rådighed for at udvikle bæredygtige løsninger. Derfor håber jeg, at regeringen og dens støttepartier i finanslovsforhandlingerne samt i arbejdet med den kommende klimalov vil tænke på landdistrikterne og sikre økonomien under udviklingen af grønne løsninger. Erhvervsministeren har allerede taget det første skridt. Næste skridt må være at sikre LAG-midlerne i næste programperiode. For helt ærligt, det gavner ikke alene landdistrikterne, det gavner hele landet.

Annonce