Annonce
Horsens

S og V om rod i kloaksepareringen: Meget beklageligt, men nu ser vi fremad

På Søndermarksvej i Brædstrup bliver der i øjeblikket gravet op til kloakseparering. Beboerne her kan ifølge Socialdemokratiet og Venstre være ret sikre på, at der bliver holdt øje med, om de tilslutter sig kloaksepareringen, efter at Samn Forsyning har færdiggjort arbejdet ude på vejen. Arkivfoto: Morten Pape
Det var en orientering i bestyrelsen for Horsens Vand A/S, der gjorde Andreas Boesen (S) og Martin Ravn (V) opmærksomme på de problemer med manglende tilslutning af ejendomme, som har stået på i flere år.
Annonce

Horsens: Det er meget beklageligt, at det har skullet tage så lang tid, men det vigtigste er, at der nu sker noget.

Sådan lyder det fra de to største partier i byrådet, Socialdemokratiet og Venstre, efter at Folkebladet søndag skrev om problemerne med at få implementeret kloaksepareringen, adskillelsen af spildevand og regnvand, på en række private matrikler i kommunen.

Lige nu ligger der på rådhuset 510 sager med ejendomme, hvis ejere har fået påbud om tilslutning før 2010, men hvor det sandsynligvis ikke er sket. Der er områder i byen, hvor der er kloaksepareret ude på vejen af Samn Forsyning, men hvor kommunen ikke har givet de påbud og i sidste ende politianmeldelser, der skulle være givet. Og så er der et stort antal ejendomme - anslået 3200, hvor kommunen ikke ved, hvad ejendommens kloakeringsstatus er.

Et ukendt antal boligejere har ikke tilsluttet deres bolig, som de skulle, og kommunen har ikke ført tilsyn med, om de har gjort det. Nu har forligspartierne i budgettet for 2020 sat tre millioner kroner over tre år af til ekstra mandskab, der skal rydde op i bunkerne.

- Det er tydeligvis et område, der ikke har været tilstrækkeligt fokus på, men det kommer der nu. Vi kan jo håbe på, at der er mange, der har separeret deres kloak, men det er der nok også mange, der ikke har, siger gruppeformand Andreas Boesen (S), der som bestyrelsesformand for Horsens Vand A/S også har en anden kasket på i sagen.

- Vi har en forvaltning, der ikke har prioriteret de her sager, og sådan skal det ikke være. Når det er sagt, er det vigtigste, at der nu er bred politisk enighed om, at der skal fokus på det, siger Martin Ravn (V), formand for plan- og miljøudvalget og næstformand for Horsens Vand A/S.

Det er tydeligvis et område, der ikke har været tilstrækkeligt fokus på, men det kommer der nu.

Andreas Boesen (S), gruppeformand og formand for Horsens Vand A/S

Annonce

Blev ikke orienteret af forvaltningen

Både Socialdemokratiet og Venstre havde ønsket, at der skulle handles på sagen med til budgetforhandlingerne i efteråret, og det kom med i det budgetforlig, som Venstre senere af andre årsager valgte at stå udenfor.

- Problemet har eksisteret i flere år, hvor Samn Forsynings arbejde i en række tilfælde reelt har været spildte kræfter, fordi boligejere uden konsekvenser har kunnet lade være med at tilslutte sig den separerede kloak. Hvorfor sker der først noget nu?

- Det er det samlede byråd, der har ansvaret for det her, og jeg ønsker ikke at skyde skylden på nogen bestemt. Jeg er selv først blevet bekendt med problemet, efter at jeg blev formand for Horsens Vand efter valget i 2017. Jeg bragte det op i bestyrelsen efter de mange store regnskyl, vi har set, og siden har vi handlet på det. At det kommer op nu, skyldes jo nok også den klima-dagsorden, der er lige nu. Der er et stort fokus på det, siger Andreas Boesen.

- Jeg kan godt undre mig over, at jeg ikke som formand for plan- og miljøudvalget har fået en orientering fra forvaltningen om puklen af sager, og at jeg først kunne handle på det via mit arbejde i Horsens Vand. Man kan sige, at det er et godt eksempel på, at det er en fordel, at der sidder politikere i vandselskabets bestyrelse, siger Martin Ravn.

Annonce

Rart at spare pengene

Ansvaret for miseren ligger både hos borgerne og på rådhuset, mener de to politikere.

- Vi som politikere har ikke haft nok fokus på det, og der er borgere, der ikke har levet op til deres forpligtelser. Det er da menneskeligt, at man tænker, at det er rart at spare pengene, når der ikke er nogen konsekvenser, men jeg kan kun opfordre alle, der ikke har gjort det, og gerne vil klimaet, til at få tilsluttet boligen hurtigst muligt, siger Martin Ravn.

Andreas Boesen er overbevist om, at tre millioner kroner er nok til at få styr på området. Det er Martin Ravn ikke helt sikker på.

- Det må vi se på henad vejen. Hvis der er behov for flere penge, må vi se på det ved budgetforhandlingerne i de kommende år. Jeg har bedt om at få en evaluering til plan- og miljøudvalget hvert år, så vi kan følge sagen tæt. Det her er ikke en kan-opgave, det er en skal-opgave, konstaterer han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Landbrugets CO2-udledning

Annonce