Annonce
Danmark

S forsvarer pensionsudspil: - Vi vil gerne bede om for tre milliarder blandet pension

Mattias Tesfaye, medlem af Folketingets Beskæftigelsesudvalg for Socialdemokratiet. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Finansministeriet vurderer, at Socialdemokratiets pensionsreform er underfinansieret med flere milliarder. Men partiet vil ikke bruge mere end tre milliarder - så må vi se, hvor attraktiv ordningen kan blive, siger Mattias Tesfaye (S).

Pensionsalder: Socialdemokratiet vil give et stort antal danskere lov til at gå på folkepension før tid, hvis de har været på arbejdsmarkedet i mange år. Også selv om de ikke er nedslidte og sagtens ville kunne arbejde to eller tre år mere.

Partiet har fundet tre milliarder til at finansiere reformen - det svarer ifølge dets egne beregninger 15.000 årsværk.

Det har bragt især arbejdsgiverorganisationerne i angrebsposition med argumenter om, at det vil skade dansk økonomi betydeligt, fordi det vil betyde færre på arbejdsmarkedet i en tid, hvor der er mangel på hænder.

Annonce

- Er det ikke en ret indlysende pointe, at økonomien vil blive forværret, når I vil lade en række danskere gå tidligere på pension, Mattias Tesfaye (S)?

- Det er helt sikkert, at det vil komme til at reducere udbudet af hænder. Det giver sig selv. Det siger, DA er at spille hasard med dansk økonomi. Det provokerer mig. Det er dem, der spiller hasard med eget omdømme i en tid, hvor vi ser virksomhedsledere advare mod stigende ulighed og taler om alt det, der er gået galt med globaliseringen. Arbejdsgiverforeningen er helt ude af trit med befolkningen.

- Forstår du ikke, at når arbejdsgiverne oplever mangel på arbejdskraft, reagerer de, når I vil gøre deres problemer på det område endnu større?

- Jeg forstår sagtens deres synspunkt, og de peger også på et relevant problem, nemlig mangel på faglært arbejdskraft i nogle brancher. Vi diskuterer gerne uddannelsespolitik eller rekruttering fra resten af Europa. Men én udfordring i forhold til at få folk til at tage erhvervsuddannelser er, at der ikke er tillid til en pensionsalder, der giver mening. De skal se det som en fremstrakt hånd i forhold til at skabe et attraktivt arbejdsliv.

- I siger, at I vil gøre reformen konkret sammen med arbejdsmarkedets parter - mener I i virkeligheden ikke, at I vil gøre det med fagforeningerne?

- Vi skal helst i en god dialog med arbejdsgiverne, for det handler også om at få ordningen til at spille sammen med overenskomsterne.

- Alle ved, at arbejdsgiverorganisationer ikke vil være med til at mindske arbejdsudbudet, og at de hellere ser pensionen sat op end ned. Er det så ikke spil for galleriet, når I siger, at de skal være med til at udforme reformen?

- Det er ærligt ment. Det er teknisk meget kompliceret, og vi risikerer at spænde ben for hinanden, hvis vi ikke sammen går ind i substansen. Det kræver, at alle stiller ind på samme frekvens, og det har de ikke gjort ved at starte med f.eks. at sige, at pensionsalderen skal stige.

- Arbejdsgiverne siger, I har et gammeldags blik på arbejdsmarkedet - at man i fremtiden i højere grad vil skifte spor i sit arbejdsliv, så man ikke bliver nedslidt. Det er ikke sjovt at blive kaldt gammeldags, men de har vel ret i substansen?

- Jo, men det ændrer ikke på, at mange har haft hårdt arbejde, fra de begyndte - at man slutter som lærer på en teknisk skole ændrer ikke på, at vi synes, det er rimeligt, at man kan trække sig tidligere tilbage, hvis man er startet med at arbejde som 17-årig. Og dem, der i dag er i 40'erne eller 50'erne kan ikke rigtigt bruge til noget, at der engang i fremtiden er flere ældre, som har haft nogle brancheskift undervejs.

- Er I ikke bare ved at snige en ny efterløn ind ad bagdøren, som Radikale siger?

- Vi kalder det med vilje ikke en efterløn, for det forudsætter ikke et medlemskab af en a-kasse, og man får ikke efterlønssats, men pensionssats. Det er mere præcist at sige, at det er en tidlig folkepension. Men det ligner mere efterløn end førtidspension.

- Finansministeriet har beregnet, at jeres plan er underfinansieret med et par milliarder eller mere - skal vi stole mest på Finansministeriets eller Socialdemokratiets økonomer?

- Det afhænger af forudsætningerne. Finansministeriet regner med, at det koster 350.000 kr. at trække en mand ud af arbejdsmarkedet. Vi regner med 200.000, fordi det ikke er folk med en gennemsnitsindtægt, der kommer til at bruge ordningen. Uanset hvad, vil vi kun bruge tre milliarder. Derfor lægger vi os ikke fast på, om man skal have 40-41-42 års anciennitet, eller om det er to eller tre år før pensionsalderen.

- Så I går ind i butikken og siger: "Vi vil gerne have for tre milliarder blandet pension"?

- Det er ret præcist. Og vi vil også være ærlige at sige, at der også i fremtiden vil være personer, som ikke vil være omfattet. Vi vil prøve at få så mange relevante som muligt til at være omfattet for tre milliarder. Så må vi se, hvor attraktiv ordningen kan blive.

- Allan Kim Jensen er 60 år, anlægsgartner, har lagt fliser i mere end 40 år og går på arbejde med smerter. Han er en af dem, I siger, I vil hjælpe. Men han tror jer ikke over en dørtærskel - siger, at Mette Frederiksen intet gjorde som beskæftigelsesminister, og at det lugter langt væk af valgflæsk. Hvorfor skal han tro på jer?

- Jeg vil gerne bevise, at han kan stole på os. Ikke med slesk tale og portvin. Folk har en naturlig skepsis over for politikere for tiden. Det har jeg fuld respekt for.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Hvad er det, der smager godt? Det er minderne

Hver sommer tager jeg på en budgetvenlig madrejse inden for landets grænser og under åben himmel. Jeg besøger et af de utallige loppemarkeder med rustikke keramiklamper, strikkede nisser og ridsede legetøjsbiler, mange af os elsker at frekventere, hvor sang og bløde guitartoner lyder fra en lille musiktribune, og der kan købes fadøl, brød og pølser til en frokostpause direkte på det tyndslidte græs. Genbrugsguld og gammelt fajance går jeg udenom. Jeg kommer med et bestemt formål. Jeg vil mindes den mad, jeg havde glemt, jeg kunne huske. Jeg finder den i en 60'er-årgang af ugebladet Hjemmet, en orange og brun Kenwood-håndmixer fra 1970'erne, Eksportslagteriernes Gris-På-Gaflen-kalendere og Raadvads ikoniske brødmaskine af stål og træ fra dengang, et rigtigt rugbrød vitterligt ikke kunne skæres i med brødkniv og håndkraft alene, så massivt og hårdt var det. Har vi spist schweizisk raclette i Danmark? Ja det har vi! Jeg stod i sommer med hele raclette-udstyret i hånden, den elektriske varmeplade til at stille ind på spisebordet, og de små pander i legetøjsstørrelse, som hver rundt om bordet kan tilberede sine egne grøntsager, kød og ost på. Racletten skulle være en efterligning af det bål og de redskaber, schweiziske kvæghyrder anvendte ude i bjergene til at tilberede deres aftensmad. Vi snusede til racletten i Danmark, måske i 1980'erne og glemte det igen. Apparaterne led samme skæbne som fonduegryderne. Først røg de i pulterkammeret, siden på genbrugspladsen eller loppemarkedet. Mit lykkeligste fund i år var Lilian Kaufmanns ”Fremmed mad” fra 1968 udgivet af Bo Bedre. Her fandt jeg den lammesteg, vi sværmede for i 1970'erne. Skrællede kartofler blev skåret i skiver og taglagt i en smurt bradepande, og oven på dem blev lagt en blanding af hakket hvidløg og persille. Bouillon blev hældt ved kartoflerne, og lammekøllen lagt ovenpå, så saften dryppede ned på kartoflerne under stegningen. På et kollegiekøkken en gang i 1970'erne, smagte jeg for første gang lammekød i denne ”lammekølle som i Provence”-udgave. Skulle jeg tilberede lam i morgen, ville jeg uden betænkning vælge samme opskrift. For mad har med længsel at gøre. Man kan læse en kogebog fra 1960'erne og mærke lugtene fra alle bogens sider, hvis man altså selv har levet i 1960'erne. Søren Gericke har sagt: ”Det smager godt, siger man. Men hvad er det, der smager godt? Det er det, man kan huske. Det er minder.” Hvem har ikke mærket sandheden af disse ord på egne smagsløg. Som 13-årig smagte jeg for første gang den franske ost gruyère. Det var i Paris i 1966. Rejsebudgettet var skrabet. Et kulinarisk højdepunkt blev en croque monsieur fra en typisk fransk bistro. I Danmark kendes den også under navnet parisertoast. Lykkeligvis var det gruyère, der var pakket i croque monsieuren. Det var mit første møde med smeltet ost, og gruyére havde jeg aldrig hørt om, men jeg vidste omgående, at den her smag var skelsættende, og jeg holder aldrig op med at lede efter en croque, der smager præcist som dengang. Jeg har hørt en forsker sige, at lugt og smag har forbindelse til det limbiske system i den centrale del af hjernen, hvor man mener, følelser opstår. Det kan bruges i praksis for eksempel over for gamle mennesker, der får hjulpet hukommelsen på gled med mad, de husker fra hele deres liv. En samling gamle opskrifter kan virke som et fotoalbum med billeder af alle vores kære. Dufte og smag af mad kan få os til at huske ting, vi ellers troede vi havde glemt. Om lidt vil mange af os kollektivt ride på en bølge af madminder. Duftene af Brunkagerne, risalamanden, rødkålen, de brune kartofler kan åbne for sluserne med erindringer om til strikkede nisser, selvkørende legetøjsbiler, duften af ny dukke og farmors hvide blondebluse og øjenbrynene, der pludselig var tegnet op med mørk farve, fordi det var juleaften. Hun, Esther, talte odenseansk til sin dødsdag, selv om hun boede i Nordjylland. Hun kunne sin flæskesteg til perfektion, foruden hjemmelavet rullepølse og julesild. Hvem der bare kunne stjæle af hendes kagedåse en lige en gang til.

Annonce