Annonce
Danmark

S forsvarer pensionsudspil: - Vi vil gerne bede om for tre milliarder blandet pension

Mattias Tesfaye, medlem af Folketingets Beskæftigelsesudvalg for Socialdemokratiet. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Finansministeriet vurderer, at Socialdemokratiets pensionsreform er underfinansieret med flere milliarder. Men partiet vil ikke bruge mere end tre milliarder - så må vi se, hvor attraktiv ordningen kan blive, siger Mattias Tesfaye (S).

Pensionsalder: Socialdemokratiet vil give et stort antal danskere lov til at gå på folkepension før tid, hvis de har været på arbejdsmarkedet i mange år. Også selv om de ikke er nedslidte og sagtens ville kunne arbejde to eller tre år mere.

Partiet har fundet tre milliarder til at finansiere reformen - det svarer ifølge dets egne beregninger 15.000 årsværk.

Det har bragt især arbejdsgiverorganisationerne i angrebsposition med argumenter om, at det vil skade dansk økonomi betydeligt, fordi det vil betyde færre på arbejdsmarkedet i en tid, hvor der er mangel på hænder.

- Er det ikke en ret indlysende pointe, at økonomien vil blive forværret, når I vil lade en række danskere gå tidligere på pension, Mattias Tesfaye (S)?

- Det er helt sikkert, at det vil komme til at reducere udbudet af hænder. Det giver sig selv. Det siger, DA er at spille hasard med dansk økonomi. Det provokerer mig. Det er dem, der spiller hasard med eget omdømme i en tid, hvor vi ser virksomhedsledere advare mod stigende ulighed og taler om alt det, der er gået galt med globaliseringen. Arbejdsgiverforeningen er helt ude af trit med befolkningen.

- Forstår du ikke, at når arbejdsgiverne oplever mangel på arbejdskraft, reagerer de, når I vil gøre deres problemer på det område endnu større?

- Jeg forstår sagtens deres synspunkt, og de peger også på et relevant problem, nemlig mangel på faglært arbejdskraft i nogle brancher. Vi diskuterer gerne uddannelsespolitik eller rekruttering fra resten af Europa. Men én udfordring i forhold til at få folk til at tage erhvervsuddannelser er, at der ikke er tillid til en pensionsalder, der giver mening. De skal se det som en fremstrakt hånd i forhold til at skabe et attraktivt arbejdsliv.

- I siger, at I vil gøre reformen konkret sammen med arbejdsmarkedets parter - mener I i virkeligheden ikke, at I vil gøre det med fagforeningerne?

- Vi skal helst i en god dialog med arbejdsgiverne, for det handler også om at få ordningen til at spille sammen med overenskomsterne.

- Alle ved, at arbejdsgiverorganisationer ikke vil være med til at mindske arbejdsudbudet, og at de hellere ser pensionen sat op end ned. Er det så ikke spil for galleriet, når I siger, at de skal være med til at udforme reformen?

- Det er ærligt ment. Det er teknisk meget kompliceret, og vi risikerer at spænde ben for hinanden, hvis vi ikke sammen går ind i substansen. Det kræver, at alle stiller ind på samme frekvens, og det har de ikke gjort ved at starte med f.eks. at sige, at pensionsalderen skal stige.

- Arbejdsgiverne siger, I har et gammeldags blik på arbejdsmarkedet - at man i fremtiden i højere grad vil skifte spor i sit arbejdsliv, så man ikke bliver nedslidt. Det er ikke sjovt at blive kaldt gammeldags, men de har vel ret i substansen?

- Jo, men det ændrer ikke på, at mange har haft hårdt arbejde, fra de begyndte - at man slutter som lærer på en teknisk skole ændrer ikke på, at vi synes, det er rimeligt, at man kan trække sig tidligere tilbage, hvis man er startet med at arbejde som 17-årig. Og dem, der i dag er i 40'erne eller 50'erne kan ikke rigtigt bruge til noget, at der engang i fremtiden er flere ældre, som har haft nogle brancheskift undervejs.

- Er I ikke bare ved at snige en ny efterløn ind ad bagdøren, som Radikale siger?

- Vi kalder det med vilje ikke en efterløn, for det forudsætter ikke et medlemskab af en a-kasse, og man får ikke efterlønssats, men pensionssats. Det er mere præcist at sige, at det er en tidlig folkepension. Men det ligner mere efterløn end førtidspension.

- Finansministeriet har beregnet, at jeres plan er underfinansieret med et par milliarder eller mere - skal vi stole mest på Finansministeriets eller Socialdemokratiets økonomer?

- Det afhænger af forudsætningerne. Finansministeriet regner med, at det koster 350.000 kr. at trække en mand ud af arbejdsmarkedet. Vi regner med 200.000, fordi det ikke er folk med en gennemsnitsindtægt, der kommer til at bruge ordningen. Uanset hvad, vil vi kun bruge tre milliarder. Derfor lægger vi os ikke fast på, om man skal have 40-41-42 års anciennitet, eller om det er to eller tre år før pensionsalderen.

- Så I går ind i butikken og siger: "Vi vil gerne have for tre milliarder blandet pension"?

- Det er ret præcist. Og vi vil også være ærlige at sige, at der også i fremtiden vil være personer, som ikke vil være omfattet. Vi vil prøve at få så mange relevante som muligt til at være omfattet for tre milliarder. Så må vi se, hvor attraktiv ordningen kan blive.

- Allan Kim Jensen er 60 år, anlægsgartner, har lagt fliser i mere end 40 år og går på arbejde med smerter. Han er en af dem, I siger, I vil hjælpe. Men han tror jer ikke over en dørtærskel - siger, at Mette Frederiksen intet gjorde som beskæftigelsesminister, og at det lugter langt væk af valgflæsk. Hvorfor skal han tro på jer?

- Jeg vil gerne bevise, at han kan stole på os. Ikke med slesk tale og portvin. Folk har en naturlig skepsis over for politikere for tiden. Det har jeg fuld respekt for.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce