Annonce
Danmark

S-borgmestre ønsker at minister skrotter håndtryks-lov

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Borgmestre kalder håndtryks-lov udansk og ønsker den fjernet. Minister har ikke taget endelig stilling til den

Op til Socialdemokratiets kongres i weekenden lægger flere S-borgmestre nu afstand til den stærkt omdiskuterede håndtryks-lov, som trådte i kraft i år.

Med loven er det blevet gjort lovpligtigt, at personer, der ansøger om dansk statsborgerskab, skal give hånd til en borgmester eller embedsmand ved en grundlovsceremoni.

Men det bør ifølge S-borgmestrene droppes, skriver DR. Derfor appellerer de til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), om at han og regeringen skrotter loven.

En af dem, som ønsker loven fjernet, er borgmester på Lolland Holger Schou Rasmussen (S). Han kalder loven for "symbolpolitik" og "et skråplan".

- Det er meget udansk, og jeg bryder mig simpelthen ikke om det. Det er ikke åbenhed og frisind. Den lov skal droppes, for den handler jo bare om at ramme nogle kulturelle minoriteter, som ønsker et dansk statsborgerskab.

- Det næste bliver vel, at jeg som borgmester skal danse vals eller polka med de nye statsborgere, så de dermed kan vise, at det kan de også finde ud af, siger Holger Schou Rasmussen til DR.

Også borgmesteren i Thisted, Ulla Vestergaard (S), er kritisk over for loven.

Hun mener, at det er udansk at tvinge folk til at give håndtryk, og at det er fjollet at skulle bruge tid på sådan en lov.

- Det at få statsborgerskabet er jo faktisk en stor dag for nye danske statsborgere, og det skal ikke overskygges af et håndtryk.

- Jeg håber virkelig, at ministeren lige overvejer en ekstra gang, om det ikke er for udansk, at man skal give håndtryk for at være værdig som dansk statsborger, siger Ulla Vestergaard til DR.

Efter at Mattias Tesfaye er tiltrådt som udlændinge- og integrationsminister, har han ikke taget endelig stilling til, om han og regeringen vil beholde loven eller fjerne den.

Han har tidligere udtalt, at han først gerne vil overvære flere ceremonier med håndtryk for bedre at kunne vurdere, om ceremonierne fungerer i praksis.

Håndtryks-loven blev vedtaget af den tidligere VLAK-regering med støtte fra Dansk Folkeparti. Socialdemokratiet afviste i den forbindelse at stemme om lovforslaget.

Begrundelsen var, at det var naturligt at give hånd, og at man derfor ikke behøvede at lovgive om det.

/ritzau/

Link til artikel fra DR
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce