Annonce
Østjylland

S angriber V-rådmand for sen indsats

Camilla Fabricius (S) angriber Venstres rådmand for Børn og Unge for at gøre for lidt.

Børn- og ungerådmand Bünyamin Simsek angribes af Socialdemokraterne for at gøre for lidt mod den negative sociale arv, men rådmand afviser kritikken med konkrete eksempler på, at han har rykket.

AARHUS: Hvorfor gør Børn- og Ungerådmanden ikke mere for at gøre op med den negative sociale arv?

Socialdemokraterne angriber Børn- og Ungerådmand Bünyamin Simsek (V) for ikke at handle nok over for den negative sociale arv i vestbyen, der blandt andet beskrives i artiklen her.

- Det er jo Børn- og Ungerådmanden, der har muligheden for at gå ned i værktøjskassen på 0-18 års-området og gøre noget over for udviklingen, som vi selvfølgelig håber bliver brudt. Men det kræver, at rådmanden går i gang, men hvad gør han, siger Socialdemokraternes gruppeformand, Camilla Fabricius.

Hun finder det dybt bekymrende, at sundhed og trivsel er faldende blandt børn i Aarhus Vest, at eleverne herfra har så meget ringere karakterer i skolerne end andre elever og at deres opmærksomhedskrævende fravær er på 40 procent.

- Det kan godt være, at rådmanden nu vil gentænke indsatsen i Gellerup, men der er så også kun et halvt år til valget. For mig handler det om, at børn skal klare sig så godt som muligt, og det kan man ikke tørre af på forældrene. Det må rådmanden gøre mere ved igennem daginstitutioner og skoler, siger Camilla Fabricius.

Selv afviser rådmanden blankt kritikken.

- Camilla Fabricus er en blodhund for borgmesteren, der er sendt ud for at finde huller i osten. Men sagen er, at Socialdemokraterne har støttet op om næsten alle mine forslag, men ikke selv har stillet nogle de seneste tre år. Forslaget om at gentænke Gellerup stillede jeg i efteråret 2016, fordi jeg kunne se, at Socialdemokraternes fredning af Ellekærskolen i fem år, allerede efter to år, ikke gav den udvikling, man havde forventet, svarer Bünyamin Simsek.

Han peger også på, at Socialdemokraterne ikke har villet prioritere penge til Børn og Unge.

- Ved budgetforliget 2017 afsatte S, SF, EL og R i alt 9,3 mio. kr. i nye penge om året til borgmesterens afdeling, 21 mio. kr. til kultur og borgerservice og 37 mio. kr. til socialområdet, men kun 2,3 mio. kr. til Børn og Unge. Det siger noget om, hvordan Socialdemokraterne prioriterer børn og unge, mener Bünyamin Simsek.

Annonce
Børn- og Ungerådmand Bünyamin Simsek (V) afviser kritikken fra Socialdemokraterne.
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce