Horsens: Fredagens meget høje tal for nye coronasmittede var muligvis en engangsforestilling.
Lørdag var der ni nye smittede, og søndag var tallet nede på seks smittede i Horsens Kommune, hvilket er væsentligt under fredagens tal på 18.
Det er tal, der glæder fungerende borgmester Andreas Boesen (S).
- Det kan være tilfældigt, at fredagens tal var så højt. Søndagens tal på seks er rigtig positivt, men jeg vil dog gerne se tallene over en lidt længere periode, før jeg tør drage nogen konklusioner, siger Andreas Boesen.
Han understreger, at de lave tal ikke bør blive en sovepude.
- Jeg vil stadig opfordre folk til at blive testet og gerne et par gange om ugen, siger fungerende borgmester Andreas Boesen.