Annonce
Horsens

Sådan tager man hul på at bygge en ny hal: Grav, for helvede

Det var ikke kun borgmester Peter Sørensen (S), der lørdag middag fik lov til at tage det første spadestik til den nye multihal i Hovedgård. Hele byen var inviteret til at møde op med en spade, og det havde mange gjort. Foto: Yilmaz Polat
Den har været fem år undervejs, men lørdag blev det ganske vist. Nu sættes der gang i byggeriet af en multihal i Hovedgård, og flere hundrede lokale trodsede regnvejret og troppede op til første spadestik.

Hovedgård: Normalt er det bygherren eller borgmesteren, der får æren af at være den første til at sætte spaden i jorden ved nye byggerier.

Men den kommende multihal i Hovedgård er hele byens hal.

Borgerne har selv været med til at bestemme, hvad den skal rumme, de har knoklet med projektet i årevis, og de har selv betalt en del af gildet. Derfor fulgte mange lokale opfordringen, da formand for Hovedgård Hallen Mads Bjørn Jensen opfordrede til fælles første spadestik med ordene: "Grav for helvede!"

Siden 2014 har borgerne, ikke mindst tovholder Lene Henriksen, arbejdet hårdt for at få realiseret drømmen om en multihal i Hovedgård. Lørdag blev drøm til virkelighed, da byggeriet officielt blev sat i gang, og 200-300 trodsede regnbyer og troppede op for at fejre det.

Man hører så meget om mindre bysamfund, der langsomt dør, og hvor det kniber med frivilligheden. I Hovedgård er det lige modsat. Det er tydeligt, at der er kommet kræfter udefra, som har visioner og ønsker, og som gør noget. Der er nogle ildsjæle her i byen, for det har været et stort arbejde. Jeg er glad for at bo her.

Morten Rasmussen, Aaes

En hal for alle

- Jeg er glad og lettet. Det har været en hård proces, hallen har været lang tid undervejs, og det er fantastisk, at vi er nået hertil i dag. Det er en milepæl, lød det fra en storsmilende Lene Henriksen, da det første spadestik var vel overstået.

Hun var ikke mindst glad for, at så mange var mødt frem for at fejre den hal, der ventes at stå klar til juni næste år.

En hal, der gerne skulle tilgodese alle i Hovedgård, for det har hele tiden været vigtigt for styregruppen, at alle fik mulighed for at komme med deres ønsker til multihallen.

Derfor startede projektet også med en kæmpe borgerundersøgelse med en meget høj svarprocent. Ud fra den blev der strikket et projekt sammen til en hal, der ville koste 37 mio. kr.

- Og så har vi barberet ned lige siden. Men grundideen stammer fra den undersøgelse, fortalte Lene Henriksen.

Den færdige multihal kommer til at koste godt 17 mio. kr. Horsens Kommune bidrager med 14,5 mio. kr., de resterende tre mio. kr. har borgere, foreninger og erhvervsliv i lokalområdet skrabet sammen.

Stort fællesskab

Blandt de mange, der mødte op til lørdagens spadestik, var Camilla og Morten Stenkjær og sønnerne Elias på seks år og Marcus på 13 år.

- Det er et stort projekt, som vi gerne vil bakke op om. Fællesskabet herude er stort, vi kender hinanden på kryds og tværs, og alle foreninger kan få glæde af multihallen, lød det fra Camilla Stenkjær, mens Elias gav den gas med spaden.

Parret er imponeret over den massive lokale opbakning, der har været til hallen.

- Jeg arbejder i Hørning, hvor de også har samlet ind til en multihal. Men selvom det er en noget større by, nåede de kun en mio. kr. Det er fantastisk her, sagde Morten Stenkjær.

Camilla og Morten Langkjær med sønnerne Elias på seks år og Marcus på 13 var nogle af de mange, der var mødt op til første spadestik for at vise deres støtte til den nye hal. Kendetegnende for projektet er, at der har været meget stor lokal opbakning for at skaffe penge til byggeriet. Borgere, foreninger og virksomheder har bidraget med to millioner kroner, Hovedgårdhallen har givet en million kroner, og Horsens Kommune betaler 14,5 millioner kroner til hallen, der forventes at stå klar i juni næste år. Foto: Yilmaz Polat

Hovedgård er atypisk

Også Jenny og Morten Rasmussen fra Aaes trodsede de regntunge skyer og var mødt frem for at fejre dagen.

- Vi var med til at samle ind, og Jenny er daglig bruger af svømmehallen, derfor vil vi gerne bakke op, sagde Morten Rasmussen, der mener, at Hovedgård er noget særligt.

- Hovedgård er atypisk. Man hører så meget om mindre bysamfund rundt om, der langsomt dør, og hvor det kniber med frivilligheden. I Hovedgård er det lige modsat. Det er tydeligt, at der er kommet kræfter udefra, som har visioner og ønsker, og som gør noget. Der er nogle ildsjæle her i byen, for det har været et stort arbejde. Jeg er glad for at bo her.

200-300 borgere i Hovedgård trodsede regnvejr og mørke skyer og mødte frem til første spadestik på multihallen ved Hovedgårdhallen. Til venstre i billedet ses Lene Henriksen, der har været tovholder på projektet i de fem år, hallen har været undervejs. Foto: Yilmaz Polat

Endelig er vi i gang

Multihallen har været længe undervejs, og derfor var det også en glad formand for Hovedgårdhallen Mads Bjørn Jensen, der bød velkommen med ordene:

- Endelig kan vi sige velkommen til den her markering. Endelig er vi rigtig i gang med at bygge. Efter fem års arbejde er det her den foreløbige kulmination, sagde Mads Bjørn Jensen, der også roste borgerne i Hovedgård for deres engagement.

- Hele byen er involveret i det her. Det er fedt!

Der var mange, der havde medbragt egen spade til første spadestik på multihallen i Hovedgård. Foto: Yilmaz Polat
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Leder: Tirsdag morgen går alting lidt hurtigere på hsfo.dk

Nye briller, ny frisure eller et slips, der matcher efterårets farver - de fleste af os trænger til at få vores "look", som det hedder på nydansk, forfrisket en gang imellem. Og det gælder såmænd også Horsens Folkeblads hjemmeside, www.hsfo.dk, som tusindvis af horsensianere - flere og flere - klikker ind på hver dag. Den tekniske stab, der designer hjemmesiden, har arbejdet længe og målrettet med en opdatering, og i morgen tidlig, tirsdag klokken 4, går det nye hsfo.dk så i luften. Helt synligt vil det være, at hjemmesiden har fået nyt design og nye skrifter - men opdateringen indeholder også en række tekniske forbedringer, som vil komme læserne til gavn. Først og fremmest er den nye hjemmeside endnu hurtigere med nyhederne end den nuværende. Nyhederne kommer hurtigere ud i verden, når vi på redaktionen trykker "offentliggør" - og hjemmesiden reagerer mere tjept, når du som læser klikker på artikler og/eller billeder. Det nye design gør det samtidig muligt for os at præsentere flere nyheder ad gangen, især for dem, der følger med på en pc. Den nye hjemmeside er naturligvis også tilpasset iPads og mobiltelefoner, men her sætter skærmstørrelsen en begrænsning for antallet af overskrifter. Det bliver nemmere at finde frem til dagens e-avis, hvor man kan bladre gennem siderne ligesom i den trykte avis. E-avisen får simpelthen en fast kasse på forsiden. Som noget nyt er det muligt at få en digital assistent - "hun" hedder Athena - til at læse nyhederne op. Det kan både være en fordel for dem, der måtte have svært ved at læse, og for dem, der for eksempel vil høre nyt, mens de kører bil. Endelig bliver det nemmere for læserne at udnytte og tilpasse vores nyhedsbreve, hvor man hver dag får en e-mail med de vigtigste overskrifter. Vi ved, at mange af jer, der læser den trykte avis, også følger med på nettet. Og vi håber og tror, at I vil synes godt om det nye hsfo.dk. Skulle der vise sig børnesygdomme - så tøv ikke med at kontakte redaktionen eller avisens Kundeservice. God fornøjelse i morgen klokken 4.

Annonce