Annonce
Hedensted

Sådan kommer vi af med rotterne: Hedensted intensiverer kampen mod skadedyret

Rotter er et stigende problem over hele landet, også i Hedensted, hvor kommunen nu tager en nye rækker midler i brug - blandt andet muligheden for privat bekæmpelse. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Der skal opsættes nye rottespærrer på 22 institutioner i Hedensted Kommune, og i en ny handlingsplan får private lov til selv at gå i kamp mod rotterne. Samtidig sættes bidraget til rottebekæmpelse op.

Hedensted: Rotter er uønskede i Danmark, fordi de kan forårsage massive bygningsskader og sprede forskellige sygdomme - herunder flere alvorlige - til mennesker og andre dyr. Derfor har landets kommuner i årevis gjort en stor indsats for at bekæmpe de små skadedyr.

På trods af det er rotter et stigende problem, og i Hedensted Kommune kommer der stadig flere anmeldelser om rotter. I 2007 modtog kommunen således 2362 rotte-anmeldelser, mens tallet i 2016 var oppe på 3181 - altså en stigning på mere end 30 procent.

Nu vil kommunen intensivere kampen, og teknisk udvalg har godkendt en handlingsplan, som blandt andet indebærer, at der skal sættes nye rottespærrer op på 22 lokale institutioner.

- Rotter er bare et kæmpeproblem, og der bliver flere og flere af dem. Gift er meget effektivt, men det har nogle negative følger - blandt andet er det også giftigt for rovfugle, og rotterne kan ende med at blive resistente. Derfor går vi mere i retning af fælder. Men vi intensiverer kampen på alle områder, siger Lene Tingleff (V), formand for teknisk udvalg.

Annonce

Højere rotte-skat på vej

Hedensted Kommune entrerer med et privat firma til rottebekæmpelsen og havde sidste år udgifter på området på omkring tre mio. kr.

Pengene opkræves over skattebilletten som en promille af ejendomsværdien. I 2017 lå den i Hedensted Kommune på 0,074 (altså 74 kr. årligt pr. mio.), i år på 0,09 (90 kr. pr. mio.), og næste år sættes den op til 0,11 (110 kr. pr. mio.).

Stigningen i udgifterne skyldes blandt andet, at der skal sættes nye rottespærrer op, men også at der er en øget tilsynspligt. Derudover skal der fra næste år være mulighed for at sende rottebekæmpere ud i weekenden i indendørs beboelse eller fødevarevirksomheder, hvor rotter udgør en særlig sundhedsmæssig risiko.

Som noget helt nyt i handlingsplanen får privatpersoner næste år lov til at tage del i kampen.

- I særlige tilfælde kan private få lov til selv at bekæmpe rotter på deres ejendom, men det kræver, at de først tager et et-dags-kursus. Det er ikke almindelige boligejere, der tænkes på her, men ejere af større landbrug eller virksomheder, siger Lene Tingleff.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce