Annonce
Horsens

Sådan håndterer Horsens Kommune de nye corona-tiltag: Fokus er at holde samfundet og hverdagen i gang

Formuleringerne i regeringens og sundhedsmyndighedernes retningslinjer er klare, siger Horsens' borgmester, Peter Sørensen (S). Arkivfoto: Søren E. Alwan
Vi har et fælles ansvar for, at samfundet ikke lukker ned, påpeger borgmesteren, som nu retter fokus på at minimere smitterisikoen, mens skoler, dagtilbud, fritidsaktiviteter og arbejdspladser fortsat er åbne og i gang.
Annonce

Horsens: Horsens Kommunes krisestab var fredag samlet for at drøfte regeringens nye corona-restriktioner og anbefalinger, som træder i kraft fra lørdag klokken 12 - og foreløbig gælder til og med søndag 4. oktober.

Fokus er nu at holde samfundet og hverdagen i gang, mens vi minimerer smitterisikoen, fastslår borgmester Peter Sørensen (S).

Det betyder, at skoler, dagtilbud, uddannelser, fritidsaktiviteter og arbejdspladser fortsat er åbne og i gang, men at der til gengæld skal skrues ned for større forsamlinger og sociale kontakter, forklarer borgmesteren.


For at vi kan vende tilbage til den hverdag, vi kender, kræver det en fælles indsats nu. Vi har et stort og fælles ansvar for, at vi ikke igen skal ud i en større nedlukning af det danske samfund.

Peter Sørensen (S), borgmester


- De nye retningslinjer sender et klart signal om, at uddannelse, arbejde, et godt børneliv og tryghed for de ældste og de sårbare kommer først. Det skal vi lytte til og tage ansvar for i fællesskab, understreger Peter Sørensen.

Annonce

En weekend-opgave til lederne

Regeringen opfordrer både private og offentlige ansatte til at arbejde hjemmefra, hvor det er foreneligt med arbejdet.

Den anbefaling tager Horsens Kommune til sig, siger borgmesteren, som endnu ikke har tal på, hvor mange af kommunens ansatte der nu rykker arbejdspladsen hjem.

- Det gælder ikke skoler, dagtilbud og andre kritiske funktioner. Det er klart specificeret. Det kan til gengæld være på rådhuset, jobcentret og andre steder med administrative funktioner. Men det vil ske i et omfang, der sikrer, at både borgere, virksomheder og eksterne samarbejdspartnere fortsat får den hjælp og service, de kender, siger borgmesteren.

Han har nu bedt alle ledere om i samarbejde med medarbejderudvalgene at finde ud af, hvordan der hensigtsmæssigt kan sikres fortsat drift med det nødvendige hensyn til afstand.

- Det vil de hen over weekenden finde ud af i samarbejde med medarbejderne, og jeg forventer, at jeg i løbet af mandag eller tirsdag har overblik over antallet af hjemmearbejdende, siger Peter Sørensen.

Han tilføjer, at planerne muligvis vil blive justeret fra dag til dag - eller fra formiddag til eftermiddag, siger han.

Annonce

Borgerservice holder åben

Peter Sørensen trøster sig ved, at Horsens Kommune i foråret fik god erfaring med omstillingen til hjemmearbejde, og at der findes et hav af digitale løsninger, som kan bringes i spil.

Når det gælder borgerservice, er der også flere digitale løsninger, som mange kan benytte sig af, men rådhusets borgerservice har fortsat dørene åbne, for alle, der har brug for betjening, siger borgmesteren.

Man kan desuden vælge at bestille en tid på forhånd, tilføjer han.

Annonce

I kontakt med foreninger, detail og restauranter

Borgmesteren mener, at overholdelse af anbefalingerne om social kontakt bliver helt afgørende for, om corona-udbruddet kan holdes nede.

- Derfor er det utrolig vigtigt, at vi alle sammen bruger vores sunde fornuft og gør alt, hvad vi kan, for at passe på hinanden. Det betyder især, at vi skal have endnu mere fokus på at holde afstand, begrænse fysisk kontakt og være sammen med færre end normalt, siger han.

Horsens Kommune har efter regeringens pressemøde fredag også været i kontakt med både foreningslivet, detailhandlen og restaurationer, fortæller Peter Sørensen.

- Vi har oplysningspligten, og vi har sundhedsfaglige ressourcer, så vi har også en rolle som rådgiver, når aktørerne måske kan blive i tvivl i forhold til et konkret arrangement eller lignende, forklarer han.

De nye tiltag og anbefalinger, som trådte i kraft lørdag klokken 12

  • Forsamlingsforbuddet sænkes til 50 personer i hele landet - men det er stadig muligt at samle 500 ved arrangementer med siddende deltagere.
  • Regeringen anbefaler, at alle, der kan, og hvor det er hensigtsmæssigt i forhold til arbejdsopgaverne, arbejder hjemme.
  • Restauranter, caféer, barer med videre skal lukke kl. 22, og både gæster og ansatte, der har kontakt med gæster, skal bære mundbind indendørs. Kravet gælder ikke, når gæster sidder ned.
  • Alle steder, hvor der gælder et kvadratmeterkrav, indføres krav til skiltning, der viser, hvor mange der må være til stede.
  • Ejere af restauranter, barer, caféer med videre opfordres til at indføre frivillig registrering af kontaktinformationer.
  • Alle danskere opfordres til at downloade og bruge smittesporingsappen Smittestop.
  • Der skal være synligt opsynspersonale i lokaler i detailhandlen på over 2000 kvadratmeter. Det gælder eksempelvis i dagligvarebutikker, storcentre og varehuse. Kravet forventes at gælde fra 25. september 2020.
  • Regeringen anbefaler, at indkøb kun foretages af ét familiemedlem ad gangen.
  • Regeringen anbefaler, at alle byfester og andre lignende arrangementer, også open-by-night-arrangementer, aflyses.
  • Regeringen anbefaler, at sociale arrangementer i forbindelse med dagtilbud, skoler og uddannelser aflyses, samt at andre arrangementer, fester og fejringer i private hjem ikke afholdes med andre end den helt nærmeste omgangskreds.
  • Offentlige og private arbejdsgivere opfordres til at sikre, at alle sociale arrangementer på og i tilknytning til arbejdspladsen aflyses.
  • Regeringen opfordrer alle til at rejse uden for myldretiden og til at gå eller tage cyklen ved kortere ture.
  • Sundhedsstyrelsen udsender skærpede retningslinjer om brug af værnemidler i sundhedsvæsenet og ældreplejen.
  • Styrelsen for Patientsikkerhed vil i samarbejde med lokale myndigheder have øget fokus på at beskytte sårbare borgere, blandt andet. ved udstedelse af påbud om besøgsrestriktioner og evt. forbud.
  • Bryllupper, konfirmationer og lignende helt særlige mærkedage, som allerede er planlagt, kan afholdes, hvis det er muligt at overholde Sundhedsstyrelsens råd og anbefalinger.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Større udvalg, robotstyret dæklager og 40 lifte: Nyt bilhus på 5600 kvadratmeter står klar om et år

CORONAVIRUS

Live: Se listen - her skal du huske at bære mundbind

Annonce