Annonce
Horsens

Sådan gik 2020: I maj var coronavirus på tilbagetog - og så lukkede sygehuset op for besøg

Månedens billede er et bevis på, at der blev åbnet mere op for samfundet i maj. Regionshospitalet tillod , at Folkebladet kom på besøg, så vi kunne komme tættere på end med dronen her. Arkivfoto: Søren E. Alwan
Folkebladet fik lov til at besøge Regionshospitalet Horsens' coronaafsnit, da coronavirus efterhånden havde nået sit minimum. Derfor var der også plads til andre overskrifter i maj 2020.
Annonce

Horsens: Et usædvanligt år gået på hæld.

En ting har fyldt mere end noget andet både globalt, nationalt og lokalt, men 2020 har også på mange andre områder været begivenhedsrigt i Horsens-området.

Folkebladet har taget et kig tilbage på årets 12 måneder og fundet vores bud på det bedste billede, de mest markante overskrifter, det mindeværdige citat og debatemnet, der fik flest til tasterne.

I maj var coronavirus slået så meget tilbage, at udligningsreform og asfalt på en parkeringsplads overtog dagsordenen i Horsens.

Tilbageblik på 2020

Billedet

Mundbind og visir har både været på alles læber og foran alles læber i 2020. Arkivfoto: Søren E. Alwan

Sådan ser en sygeplejerske ud, når hun skal ind til en patient, der kan være smittet med coronavirus - eller er smittet.

Mundbind, visir, engangsdragt, og så mangler hun bare engangshandskerne, før hun går ind.

- Det er lidt som at have regntøj på, siger Nanna, der er sygeplejerske på hospitalet.

Inden hun går ud fra isolationsstuen, tager hun værnemidlerne af, mens hun er på to meters afstand af patienten.

Regionshospitalet Horsens havde siden onsdag 4. marts været i beredskab affødt af coronapandemien. Midt i maj var alarmniveauet sænket. Derfor fik Folkebladet et kig indenfor på hospitalet, som er rustet til corona.

Citatet

"Jeg blev bagefter ringet op af regionschefen fra Jem & fix, der undskyldte og sagde, at der var tale om en menneskelig fejl."

Velalagan Thambirajah skulle bare have nogle brædder og lovede at skynde sig. Men han endte med at blive låst inde i Jem & fix i Hedensted. Facebook blev hans redning, og en time efter blev han lukket ud. Han tog det med et smil.

Overskrifterne

Denne ændring af Sundvej og Langmarksvej er en af mange store vejprojekter i Horsens i disse år. Skitse: Horsens Kommune

Nyt kryds skal lede bilister nord om midtbyen

Plan- og miljøudvalget i Horsens Kommune besluttede, at der skulle sættes fut i planen om at ændre vejforløbet ved krydset mellem Langmarksvej og Sundvej med henblik på at lave en ringvej nord om midtbyen. Arbejdet er i gang hen over vinteren.

Millioner fordelt: Horsens mister og Hedensted får lidt

Det gik ikke så galt som frygtet, da der i maj landede en aftale om kommunal udligning. Hedensted gik fra en forringelse på 16 mio. kr. til en forbedring på tre mio., Odder gik i nul efter i første omgang at skulle have tabt 10 mio., og Horsens endte med at tabe tre mio. mindre end forventet.

- Endelig får vi hverdagen tilbage

Gymnasieelever, kommunale medarbejdere og ansatte i kulturlivet var begejstrede og lettede over, at de igen kunne se frem til en mere normal hverdag efter en lang hjemsendelsesperiode.

Debatten

Der kom asfalt på den midlertidige parkeringsplads. Arkivfoto: Morten Pape

I forbindelse med byggerierne på campusgrunden i Horsens skulle der anlægges en midlertidig parkeringsplads, og her blev det et stort debatemne, om den skulle belægges med asfalt eller blot med grus.

På et byrådsmøde i marts besluttede et flertal sig for asfalt. Nogle uger efter meldte Horsens HF og VUC så om flytteplaner, der skulle udmønte sig i bygninger på campusgrunden i 2024 - og en start på byggeriet i 2022.

På det tidspunkt var en snarlig flytning af Learnmark også på tale, og derfor mente især byrådsmedlem Esben Hedeager (K), at det var spild af skattekroner at asfaltere et område, som skulle graves op til byggerierne af de to uddannelsesinstitutioner.

"Kære socialdemokrater, kom til fornuft, og brug pengene på et blivende parkeringshus," skrev han i slutningen af april i et læserbrev, som startede en lind strøm af modsvar:

"De Konservative har tillagt sig en ærgerlig tendens med at kalde andre partier magtfuldkomne, når Esben Hedeager er uenig med partierne," lød det fra socialdemokraterne Andreas Boesen og Niels Peter Bøgballe, mens byrådskandidat for Radikale Venstre Niels Voetmann Jepsen bakkede Esben Hedeager op i forhold til brugen af skattekroner og manglende tanke på klimaet.

Samtidig blev Esben Hedeager harm over, at asfaltmodellen ifølge K-politikeren allerede var aftalt, inden det blev vendt på byrådsmødet. Det blev afvist af Socialdemokratiet og af kommunens tekniske direktør Charlotte Lyrskov.

"Hedeager, vælg dine krige med større omhu. Det er jo helt normalt, både i det offentlige og i erhvervslivet at indgå en aftale," lød en af de dertilhørende kommentarer fra Facebook, denne leveret af Kaj Hansen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Horsens

Betjente slukkede brand i emhætte

Østjylland

Her er forklaringen på kaos: Regionen indkalder langt flere end der er vacciner til

Annonce