Horsens: Et usædvanligt år er ved at gå på hæld.
En ting har fyldt mere end noget andet både globalt, nationalt og lokalt, men 2020 har også på mange andre områder været begivenhedsrigt i Horsens-området.
Folkebladet har taget et kig tilbage på årets 12 måneder og fundet vores bud på det bedste billede, de mest markante overskrifter, det mindeværdige citat og debatemnet, der fik flest til tasterne.
Vi starter i januar, hvor covid-19 stadig var på afstand, og hvor blandt andet hjælpsomme lærere og en opmærksom læge var at finde i avisen:
Billedet
Uge fem er ifølge DMI den vejrmæssigt værste uge i Danmark. Derfor er det netop i uge fem, at lærere og forældre afløser skolepatruljer over hele landet for at påskønne børnenes arbejde.
Skolelærer Mikkel Middelbo havde sin sag for, da han patruljerede foran indgangen til Hulvej Privatskole en tirsdag morgen i den sidste uge i januar, mens skolepatruljen drak varm kakao inde i tørvejr på skolen.
- Vi gør det for at påskønne skolepatruljens indsats. De står her hver eneste dag, og det her er en anledning til at vise dem, at vi synes, de gør et godt stykke arbejde, sagde en drivvåd skolelærer.
Læs hele historien i artiklen: "Lærere afløser skolepatrulje: - Stor respekt for at de står herude i al slags vejr".
Overskrifterne
Læge opdagede kræft i Bilka-kø: Jeg gjorde bare min pligt
81-årige Jørgen Bæk fra Løsning efterlyste i Folkebladet den læge, der anbefalede ham at få tjekket et modersmærke, som senere viste sig at indeholde forstadier til kræft. Lægen var Sune Uhrenholt Kristensen.
Læs mere i artiklen "Læge har gjort det før: Opdagede tegn på kræft hos fremmed i Bilka-kø".
Stor interesse for spøgelseshus
Flere hundrede kiggede forbi til fremvisningen af den forfaldne patriciervilla på Bjerrevej 40, som i januar skulle på tvangsauktion. Så langt nåede den aldrig, da en køber meldte sig med interesse for at renovere villaen.
Læs mere i artiklen "Flere hundrede stod i kø ned ad Bjerrevej: Fremvisning af spøgelseshus blev et stort tilløbsstykke".
Udligningsreform er hård ved østjyske kommuner
Regeringen præsenterede i slutningen af januar et forslag til udligningsreformen, hvor Horsens, Hedensted, Odder og Skanderborg kommuner ville miste penge. Det endte ikke helt så galt, da aftalen landede i maj.
Læs mere i artiklen "Udligningsreform: Horsens står til at skulle aflevere et to-cifret million-beløb".
Citatet
- Selvom Tobias har haft svært ved at tale efter operationen, har han altid kunnet sige "jeg elsker dig". Det ligger på rygraden.
Lisbeth Torfing om den svære periode i månederne efter ægtefællen Tobias’ hjernetumor-operation.
Læs hele historien i artiklen "Han troede det var en forkølelse: På et splitsekund ændrede livet sig for Tobias og hans familie".
Debatten
Horsens' markante byudvikling er et tilbagevendende debatemne, men i januar fyldte den ekstraordinær meget.
Niels Voetmann Jepsen, byrådskandidat for Radikale Venstre i Horsens, og Poul Wagner Sørensen antændte lunten ved i læserbreve at efterlyse mere og bedre arkitektonisk udtryk i de store nybyggerier.
Venstres Martin Ravn og tidligere hospitals- og sognepræst i Horsens Sisse Landert fik det til at eksplodere.
Lilli Gyldenkildes Torv har potentiale til at blive en ny ghetto, lød det fra Martin Ravn, mens Sisse Landert skrev, at "det er uskønt og fantasiløst og vil om få år henligge som slum."
Kommentarer strømmede ind på Facebook, og holdningerne var delte.
"Fedt! Det bliver så godt, når de mennesker, som glæder sig til at bo der, snart rykker ind," skrev Torben P. Svendsen, mens både Karin Heunecke og Steen Balsløv efterlyste en stadsarkitekt, der med overblik kunne sætte byggerierne ind i en større sammenhæng.
Undervejs kommenterede Socialdemokratiets byrådspolitiker Andreas Boesen på kritikken.
"...i Horsens skal der være boliger til alle - også til borgere, der modtager boligstøtte," skrev han blandt andet, mens borgmester Peter Sørensen (S) afviste ghetto-kritikken:
-" ...det kan ikke blive en ghetto, for det er en blandet bydel med ungdomsboliger, almene og ældrevenlige boliger", lød en del af hans modsvar.