Annonce
Danmark

Sådan er EU bygget op

Donald Tusk er formand for Det Europæiske Råd, hvor statslederne udstikkerde overordnede retningslinjer for det lovgivningsarbejde, der udføres i Kommissionen og vedtages i Parlamentet og Ministerrådet. Arkivfoto: Yves Herman/Ritzau Scanpix

Nationernes Europa - ikke omvendt. Sådan er EU's dna i store træk. EU er ikke en suveræn nationalstat, men et tæt forenet og formaliseret samarbejde med mellem selvstændige nationer.

De grundlæggende institutioner i EU er af samme grund opbygget på en anden måde end i et traditionelt folkestyre og parlamentarisme.

Magtstrukturerne i EU er bygget op på denne måde:

Annonce

1 Det Europæiske Råd

EU's overordnede politiske linjer fastlægges i Det Europæiske Råd og er retningsgivende for lovgivningsarbejdet.

Det Europæiske Råd består af stats- og regeringscheferne fra EU's medlemslande, formanden for EU-Kommissionen og en udnævnt rådsformand.

For tiden ligger formandskabet hos polakken Donald Tusk.

2 Ministerrådet

Ministerrådet er - sammen med Europa-Parlamentet - den lovgivende magt i EU.

Ministerrådet er, som navnet antyder, sammensat af medlemslandenes ministre. Rådet har inddelt arbejdet i 10 politikområder, som inddrager de enkelte landes fagministre eller statsministre.

Formandskabet - og dermed tilrettelæggelsen af rådets arbejde - går på skift mellem medlemslandene med et halvt års mellemrum.

3 Kommissionen

EU-Kommissionen er ene om at kunne udarbejde og fremsætte lovforslag og budgetter ud fra de overordnede politiske linjer, der lægges i Det Europæiske Råd.

Men kommissionen har ingen beslutningsmagt i lovspørgsmål - den ligger i fællesskab hos Ministerrådet og Europa-Parlamentet.

Kommissionen repræsenterer EU i internationale sammenhænge, kontrollerer at lovgivningen overholdes og beskytter EU's og EU-borgernes rettigheder internationalt. Det er denne kontrolfunktion, der er kommet til udtryk de gange, eksempelvis den danske konkurrence-kommissær Margrethe Vestager har langet ørefigener og bøder i milliardklassen ud, når internationale mastodonter som Google, Apple og Facebook snyder på vægten.

Alle medlemslande er repræsenteret i kommissionen. Formanden foreslås af Det Europæiske Råd, men skal godkendes af Europa-Parlamentet. For tiden er det Jean-Claude Juncker fra Luxembourg.

Ud over formanden består kommissionen af seks næstformænd, en "højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik" - i daglig, men upræcis tale omdøbt til EU's udenrigsminister - samt 21 kommissær med hver deres fagområde.

4 Europa-Parlamentet

EUs 28 medlemslande - 27, når briterne forlader unionen - sammensætter ved direkte valg Europa-Parlamentet. Det består af 751 medlemmer - 705, når briterne er ude.

Mandatfordelingen er afpasset medlemslandenes størrelse. Danmark har de seneste fem år haft 13 medlemmer og får et ekstra, når Storbritannien definitivt har forladt unionen.

Parlamentet og dets medlemmer kan i modsætning til de nationale parlamenter ikke fremsætte lov- eller budgetforslag; det kan kun kommissionen. Men parlamentet kan forkaste Kommissionens lovforslag eller fremsætte ændringsforslag. De lovforslag, der behandles i parlamentet, kan kun opnå gyldighed, hvis de godkendes i såvel parlamentet som ministerrådet.

Nogle få politikområder, især udenrigs- og forsvarspolitik, har parlamentet ingen indflydelse på.

Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Godt at Mette Frederiksen har øje for den kritiske situation på medicinske afdelinger

I det udmærkede radioprogram ”Slotsholmen”, der sendes på Danmarks Radios P1 og handler om politik, kunne man forleden høre et langt og interessant interview med statsminister Mette Frederiksen. Særlig interessant ud fra et sundhedsperspektiv var den del af interviewet, som handlede om sygehusenes medicinske afdelinger. For statsminister Mette Frederiksen har helt ret, når hun peger på, at de medicinske afdelinger er pressede. ”Den ældre medicinske patient, der kommer ind på en afdeling på sygehuset oplever, at medarbejderne løber stærkt, og at de løber for stærkt. Det kan vi godt gøre bedre,” slog statsministeren fast, da hun blev interviewet om sin åbningstale af Folketinget. Det er godt, at hun har fokus på problematikken. Det er der også behov for – ikke mindst med tanke på den befolkningsudvikling, vi allerede har taget hul på, og som vil præge samfund, sundhedsvæsen og ikke mindst de medicinske afdelinger i mange år frem. Det er nemlig sådan, at der år for år i de kommende årtier er udsigt til flere ældre og flere patienter med behov for mere behandling og pleje. Alene frem til 2025 kommer der 33 procent flere borgere i aldersgruppen 80-89 år. Det er naturligvis glædeligt, at flere lever længere, men vores sundhedsvæsen har i dag slet ikke de nødvendige ressourcer til at kunne behandle de mange flere borgere, særligt ældre, som får brug for lægehjælp. Og lige præcis den ældre del af befolkningsgruppen har ganske ofte brug for behandling på netop de medicinske afdelinger. Så når der i dag er medicinske afdelinger i hver eneste af landets fem regioner, der er ramt af overbelægning, er det nok for intet at regne i forhold til, hvad fremtiden bringer for de mange ældre medicinske patienter. Sandsynligheden taler for, at det vil gå fra slemt til værre, hvad overbelægningen angår. ”Det kan vi godt gøre bedre”, som statsministeren slog fast, og jeg er meget enig. Vi skal kunne byde ældre medborgere bedre end overbelagte afdelinger med pressede sygeplejersker og læger. Desværre er det sådan, at medicinske afdelinger med pres og overbelægning langtfra er en enlig svale. Sundhedsvæsenet er generelt presset af en stor opgavemængde og ressourcer, der slet ikke slår til. Psykiatrien er nødlidende efter mange års politisk underprioritering, og mange steder i sundhedsvæsenet mangler der speciallæger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Derfor er der behov for et langsigtet løft af vores sundhedsvæsen. Vi anbefaler på baggrund af en tilbundsgående analyse af sundhedsvæsenets økonomi fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd at investere to procent ekstra i sundhedsvæsenets økonomi hvert år frem til 2025. I rene tal svarer det til cirka tre milliarder kroner mere næste år, mens det skal stige til godt fire milliarder kroner i 2025. Det er - sammen med mere prioritering - faktisk, hvad der skal til, hvis ikke patienterne skal opleve et gradvist ringere sundhedsvæsen. Sat på spidsen er regeringens forslag om, at pengene skal følge med, når der kommer flere ældre, jo kun en garanti for, at overbelægningen ikke bliver meget værre. Dertil kommer, at vi dag for dag og år for år ser nye og bedre behandlinger, som kan forbedre liv for ikke mindst ældre. Den sundhedsgevinst vil vi jo gerne give vores ældre, men det kan vi kun, hvis der er et økonomisk løft, som er udover demografien. Det håber jeg, at statsminister Mette Frederiksen vil tænke ind i arbejdet med at gøre sundhedsvæsenet bedre for patienterne og for os, der arbejder i det.

Annonce