Annonce
Danmark

Sådan er EU bygget op

Donald Tusk er formand for Det Europæiske Råd, hvor statslederne udstikkerde overordnede retningslinjer for det lovgivningsarbejde, der udføres i Kommissionen og vedtages i Parlamentet og Ministerrådet. Arkivfoto: Yves Herman/Ritzau Scanpix

Nationernes Europa - ikke omvendt. Sådan er EU's dna i store træk. EU er ikke en suveræn nationalstat, men et tæt forenet og formaliseret samarbejde med mellem selvstændige nationer.

De grundlæggende institutioner i EU er af samme grund opbygget på en anden måde end i et traditionelt folkestyre og parlamentarisme.

Magtstrukturerne i EU er bygget op på denne måde:

1 Det Europæiske Råd

EU's overordnede politiske linjer fastlægges i Det Europæiske Råd og er retningsgivende for lovgivningsarbejdet.

Det Europæiske Råd består af stats- og regeringscheferne fra EU's medlemslande, formanden for EU-Kommissionen og en udnævnt rådsformand.

For tiden ligger formandskabet hos polakken Donald Tusk.

2 Ministerrådet

Ministerrådet er - sammen med Europa-Parlamentet - den lovgivende magt i EU.

Ministerrådet er, som navnet antyder, sammensat af medlemslandenes ministre. Rådet har inddelt arbejdet i 10 politikområder, som inddrager de enkelte landes fagministre eller statsministre.

Formandskabet - og dermed tilrettelæggelsen af rådets arbejde - går på skift mellem medlemslandene med et halvt års mellemrum.

3 Kommissionen

EU-Kommissionen er ene om at kunne udarbejde og fremsætte lovforslag og budgetter ud fra de overordnede politiske linjer, der lægges i Det Europæiske Råd.

Men kommissionen har ingen beslutningsmagt i lovspørgsmål - den ligger i fællesskab hos Ministerrådet og Europa-Parlamentet.

Kommissionen repræsenterer EU i internationale sammenhænge, kontrollerer at lovgivningen overholdes og beskytter EU's og EU-borgernes rettigheder internationalt. Det er denne kontrolfunktion, der er kommet til udtryk de gange, eksempelvis den danske konkurrence-kommissær Margrethe Vestager har langet ørefigener og bøder i milliardklassen ud, når internationale mastodonter som Google, Apple og Facebook snyder på vægten.

Alle medlemslande er repræsenteret i kommissionen. Formanden foreslås af Det Europæiske Råd, men skal godkendes af Europa-Parlamentet. For tiden er det Jean-Claude Juncker fra Luxembourg.

Ud over formanden består kommissionen af seks næstformænd, en "højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik" - i daglig, men upræcis tale omdøbt til EU's udenrigsminister - samt 21 kommissær med hver deres fagområde.

4 Europa-Parlamentet

EUs 28 medlemslande - 27, når briterne forlader unionen - sammensætter ved direkte valg Europa-Parlamentet. Det består af 751 medlemmer - 705, når briterne er ude.

Mandatfordelingen er afpasset medlemslandenes størrelse. Danmark har de seneste fem år haft 13 medlemmer og får et ekstra, når Storbritannien definitivt har forladt unionen.

Parlamentet og dets medlemmer kan i modsætning til de nationale parlamenter ikke fremsætte lov- eller budgetforslag; det kan kun kommissionen. Men parlamentet kan forkaste Kommissionens lovforslag eller fremsætte ændringsforslag. De lovforslag, der behandles i parlamentet, kan kun opnå gyldighed, hvis de godkendes i såvel parlamentet som ministerrådet.

Nogle få politikområder, især udenrigs- og forsvarspolitik, har parlamentet ingen indflydelse på.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Odder

Digt, drama og dokumentar på Egmont Højskolen: Kunst kan lære unge at blive hørt

Annonce