Annonce
Brædstrup

Så står ny præstebolig klar: Nu mangler bare præsten

Den nye præstebolig på Ring Søpark står nu klar. Hele projektet med at få bygget en ny præstebolig i Brædstrup har været lidt over to år undervejs. Foto: Henrik Sandvad
Brædstrup pastoratråd overtog 1. november nøglen til en spritny præstebolig i Ring Søpark. Nu venter boligen blot på, at en ny præst i Brædstrup kan flytte ind med sin familie.

Brædstrup: - Udsigten her kan man i hvert fald ikke blive træt af. Der må man finde på noget andet.

Sådan lyder fra med et skævt smil fra formanden for præstegårdsudvalget, Jens Christian Nielsen, fra Brædstrup pastoratråd, mens han fra køkkenalrummet står og kigger ud over Ring Sø. Han har taget sig tid til at vise den nye præstebolig på Ring Søpark 33 frem.

Pastoratrådet fik huset overdraget fra firmaet Hegermann Huse 1. november.

Den 229 kvm store præstebolig indeholder alt, hvad en familie og en kommende præst i Brædstrup kan ønske sig. Huset har tre børneværelser, to badeværelser og et gæstetoilet i forbindelse med præstens kontor. Derudover er der et ekstra hjemmekontor til ægtefællen, et stort bryggers, walk-in-closet og et stort køkkenalrum med udsigt over Ring Sø. Pris for hele herligheden er 4.174.000 kroner.

- Vi synes helt sikkert, at vi har fået en dejlig bolig til vores kommende præst. Nu mangler vi bare at få liv i huset, men det skal nok komme en dag, lyder det fra Jens Christian Nielsen.

Annonce
Vi synes helt sikkert, at vi har fået en dejlig bolig til vores kommende præst. Nu mangler vi bare at få liv i huset, men det skal nok komme en dag.

Jens Christian Nielsen, formand for præstegårdsudvalget

Mangler to præster

Brædstrup Pastorat mangler i øjeblikket to præster, idet sognepræst i Brædstrup, Berit Hune Jørgensen, i sommer stoppede som præst efter 22 år. Derudover mangler der også en fast præst i Tønning-Træden, da Lone Slot Nielsen valgte at blive underviser på læreruddannelsen på VIA University College i Aarhus.

Ifølge kirkeloven er det ikke muligt at søge efter en ny præst, hvis man ikke kan tilbyde præsten en bolig i sognet. Derfor har provst Annette Bennedsgaard og pastoratet holdt igen med at gå ud og søge efter nye præster. Den nye præstebolig åbner derfor for, at ansættelsesprocessen kan gå i gang, men der kan gå et halvt års tid endnu, før begge sogne har to nye sognepræster.

- Vi tænker da, at vi med den nye præstebolig og med de forbedringer, vi planlægger at lave ved sognehuset, vil være attraktiv for mange. Provstiet har også en størrelse, som gør, at det må være interessant for mange præster, siger Jens Christian Nielsen.

Sognehuset skal udvides

Brædstrup pastoratråd fik for et par år siden lavet en helhedsplan over de kirkelige bygninger i pastoratet, som består af Brædstrup, Grædstrup, Tønning-Træden og Sdr. Vissing sogne. Den plan indeholdt et salg af den gamle præstebolig i Brædstrup, som skete i sommer, samt opførelsen af en ny præstebolig. Derudover skal sognehuset i Kirkegade udvides for at få plads til tre præstekontorer samt plads til flere konfirmander til konfirmandundervisning.

- Vi håber, vi kan begynde udvidelse af sognehuset i 2020, så vi har det hele under tag inden årets udgang. Når det er på plads, regner vi med, at vi er godt kørende de næste mange år, siger Jens Christian Nielsen.

Også i Grædstrup er byens præstebolig sat salg, da sognepræst Pia Skovmose af de kirkelige myndigheder er blevet forflyttet til præsteboligen i Sdr. Vissing. Her planlægger pastoratrådet i stedet at bygge et mindre sognehus over for kirken med faciliteter til graveren, toiletter og undervisningslokaler til konfirmanderne.

Sådan ser udsigten ud fra præsteboligen i køkken/alrummet over Ring Sø ud. Det er planen, at der til forår skal anlægges have og såes græs. Foto: Henrik Sandvad
Den nye præstebolig er på 229 kvm og har kostet knap 4,2 mio. kroner. Foto: Henrik Sandvad
Formanden for præstegårdsudvalget, Jens Christian Nielsen, er tilfreds med den nye præstebolig. Han mener, at den nye bolig må gøre Brædstrup attraktiv for mange præster, når provstiet skal ud og finde en ny sognepræst. Foto: Henrik Sandvad
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce