Annonce
Livsstil

Så mundvandet løber: En likør der aktiverer din smaskerefleks

Annonce

Stor vin fra Danmark

Foto: Michael Bager

2015 Vin af kirsebær (lot. 16-02)Frederiksdal, Harpelunde, LollandHolte Vinlager: 145 kroner/0,5 l (14 procent)

Mørk og uigennemsigtig i glasset med meget lille kant, der er svagt teglstensbrun/rødlig. Intens og frugtig duft af let syrlige kirsebær med en snert af bittermandel og revet, mørk chokolade og en svag krydring i retning af kanel og allehånde. Vinen folder sig ud i munden med en fantastisk syre, som passer så godt til kirsebærrenes dybe sødme. Eftersmagen er lang og viser flot afstemt bittermandel og mørkerød kirsebærsaft. Den kan nok ligge et par år endnu, men nyd den hellere i dag end i morgen - mens frugten stadig er så massiv. Når du har åbnet flasken, bør du drikke den i løbet af et par dage. Det er stor vin fra Danmark. Fem store stjerner.

Til en eksklusiv cocktail

Foto: Michael Bager

Vermouth stevnskirsebær (lot. 18-10)Frederiksdal, Harpelunde, LollandFrederiksdal.com: 189 kroner/0,5 l (15,5 procent)

Mørk og uigennemsigtig med minimal kant i glasset. Duften er parfumeret med kirsebær og mørke, bitre hyldebær og så noget skal af mørke bær med både bitterhed og friskhed. Der er hostesaft, men også en snert af chokolade i smagen. Det er en vermouth med fokus på tørhed og bitterhed og ikke udpræget sødme. Det er som at bide ned i roden fra en bitter plante - ikke umiddelbart anbefalelsesværdigt.

Derfor er den en udfordring at drikke alene med is, men den bliver interessant, når den fx bruges i en klassisk cocktail som en negroni, hvor camparien og til dels ginen bløder vermouthens bitterhed op i mindre dele, som finder sammen med smagene i de to andre ingredienser til en bedre helhed. Præcis som en cocktail skal. Lakrids, mørke bitre bær, sødme og en samlende alkoholstyrke fra ginen giver en, bevares, stadig mørk og bitter, men også opkvikkende og meget drikkelig cocktail, hvor kirsebærrene fornemmes i duften. Tre store stjerner.

Og hvordan er det så, man laver en negroni? Der skal bruges fire ingredienser, foruden is, et mikserglas, en mikserske og et målebæger: En del campari, en del vermouth og en del gin hældes over en stor isterning i et glas og der røres i 20-30 sekunder. Sæt derefter en strainer (si) over glasset og hæld cocktailen i et rent glas (gerne afkølet). Vrid et stykke appelsinskræl over glasset og server. Hvis bitterheden er for voldsom, kan du justere den ved at komme en isterning i glasset og lade den smelte lidt.

Aktiverer smaske-refleksen

Foto: Michael Bager

Likør af kirsebær (lot. 18-09)Frederiksdal, Harpelunde, LollandVildmedvin.dk: 225 kroner/0,5 l (17 procent)

Mørk sortrød i glasset med uigennemsigtig kerne og en udflydende, mørkerød kant. Duft af medicinskab og gaze lige efter skænkning afløses af en dybere frugtig duft af mørke kirsebær med bitterhed, nåleskov og mørk chokolade. Cremet mundfornemmelse, men en tydelig syre skærer igennem og sikrer, at likøren aldrig er i nærheden af at blive ubalanceret eller kvalm. Eftersmag af mandler og søde, mørke kirsebær - tankerne går automatisk i retning af risalamande, som denne vil passe fortrinligt til, hvis du vel at mærke kan lide et modspil til fedmen og sødmen i desserten. Selv i afslutningen er der syre, som aktiverer mundvandet og smaske-refleksen. Du kan også bare drikke den solo. Fire store stjerner.

Bringer minder om ung vintageport

Foto: Frederiksdal

2012 Kirsebærvin Nielstrupmark (lot. 14-07)Frederiksdal, Harpelunde, LollandVildmedvin.dk: 240 kroner/0,5 l (14 procent)

Sort vin, uigennemsigtig i glasset med en lille, mørk teglrød kant. Tydeligt fad med vanilje og timian i duften og en smørsyrlighed som sender tankerne i retning af en vellagret rioja. Under det hele fornemmes et fundament af mørkerød bærfrugt. Fra start viser sig stor sødme i smagen - og igen en syre der kommer med stort anslag, ledsaget af lakridstoner og muscovadosukker. Og så, når man tror, det er slut, slår syren til igen og rammer kirsebærsødmen, den mørke bærfrugt og det krydrede præg fra fadet ind på en måde, så vinen transcenderer sit lollandske kirsebærophav og tager karakter af en vin, der kan nydes i sin egen ret, uden tanke på lollandske kirsebær eller lurvet dansk sommervejr.

Er det så godt, kan man spørge, hvis vinen ikke får en til at tænke på dansk frugtvin? Tja, i denne anmelders mund er der tale om en vin, som nærmer sig oplevelsesværdien i en ung vintageport, og det er ikke så ringe en målestok. Der er et endnu udforsket lagringpotentiale i en vin af denne type. Det er længe siden, men her er det fortjent: Seks stjerner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce