Annonce
Hedensted

Så meget batter børnehavepenge: En ekstra pædagogtime om dagen

Godt 200 børn og forældre mødte i foråret op i Trykkeriparken i Hedensted for at vise deres ønske om flere hænder i daginstitutionerne. Nu lader det til at ønsket er blevet hørt hos politikerne. Foto: Michael Svenningsen
Forældre føler sig hørt i det netop vedtagne budget for Hedensted Kommune, hvor der er øremærket to millioner kroner om året til bedre normeringer i de 27 dagsinstitutioner i kommunen.
Annonce

Hedensted: Fremover vil forældre i Hedensted Kommune måske opleve, at der er lidt flere voksenhænder end vanligt til at tage i mod lille Peter om morgenen eller sige farvel om eftermiddagen.

I hvert fald er politikerne blevet enige om fra 1. januar at afsætte to millioner kroner ekstra om året til bedre normeringer i de 27 dagsinstitutioner i kommunen. Fordeles pengene jævnt svarer det til 1,3 ekstra medarbejdertime om dagen til hver institution.

Men batter det noget, når de to millioner kroner stilles op i mod, at der årligt bliver brugt lidt over 200 mio. kroner på pasning af de 0-6 årige i Hedensted Kommune? Eller er det bare rent symbolpolitik? Det har vi spurgt politikeren, forælderen og forvaltningschefen om.

Annonce

Forvaltningschefen

- Jeg synes faktisk ikke, det er symbolpolitik. To millioner lyder måske ikke af meget, men når man ser det i lyset af, at vi troede, der skulle spares, synes jeg, at hele området bliver løftet med det her budget. Man kan jo også vende det om og tænke på, hvilket ramaskrig, der ville have været, hvis vi havde sparet to millioner kroner på normeringerne.

Sådan lyder det fra Marianne Berthelsen, der er chef for Læring i Hedensted Kommune og dermed har det forvaltningsmæssige ansvar for blandt andet børnehaver og vuggestuer.

Det er hende, der har regnet ud, at de to millioner kroner omtrent vil svare til, at hver daginstitution får et ekstra sæt hænder i lidt over en time om dagen - hvis altså pengene fordeles ligeligt mellem alle daginstitutioner.

- Vi har jævnligt dialogmøder med de forskellige daginstitutionsbestyrelser, hvor der blevet talt rigtig meget om normeringer, og det, vi hører, er, at det især er i ydertimerne, der mangler hænder, så derfor tror jeg faktisk på, at en time eller to vil kunne gøre en forskel, lyder det fra Marianne Berthelsen.

Annonce

Politikeren

- To mio. kr. er selvfølgelig ikke nok, hvis man diskuterer minimumsnormeringer, men det er et skridt på vejen.

Sådan lyder det fra formand for Læringsudvalget, Ole Vind (V)

Han ønsker endnu ikke at tage stilling til, hvordan han forestiller sig, at pengene bliver fordelt.

- Der blæser jo nogle politiske vinde fra Christiansborg om, at der kommer nogle penge på finansloven til minimumsnormeringer, så vi afventer lige, om der kommer flere penge til området fra den side af, inden vi beslutter os for, hvordan vi skal fordele pengene. Som jeg ser det, er der to måder at gøre det på. Enten ved at fordele efter børnetal eller ved at gøre det ud fra en socio-økonomisk vurdering, lyder det fra Ole Vind.

Annonce

Forælderen

- I min optik er de to millioner kroner en tilkendegivelse af, at man ser et behov i institutionerne for flere hænder, og man tager udfordringen alvorligt med de midler, man nu engang har. Det er en rigtig god start.

Sådan lyder det fra Julie Dima Maaløv, der i foråret stod i spidsen for en forældredemonstration i Hedensted i forbindelse med den landsdækkende forældrebevægelse, der kritiserede normeringerne i daginstitutionerne.

Hun udtalte dengang, at hun fik ondt i maven af at skulle aflevere sin datter i børnehaven, men har efterfølgende fået en større ro i situationen.

- Udover de ekstra penge til normeringer kan jeg høre, at der er en masse initiativer rundt omkring til at sikre et bedre børneliv. Jeg har også oplevet, at man helt ned på instititutionsniveau har taget ejerskab over den her udfordring og har kaldt forældrene ind og spurgt ind til, hvad man kan gøre. Det har jeg stor respekt for og er blevet meget positivt overrasket over, så jeg føler virkelig, at vi er blevet hørt på flere planer, lyder det fra Julie Dima Maaløv.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Hedensted For abonnenter

Ungt ægtepar var endelig klar til at flytte ind i deres drømmebolig: Men to timer før fik de overraskende besked fra kommunen

Horsens

AC Horsens forlænger med James Gomez

Annonce