Annonce
Erhverv

Rummelighed belønnes: Brolægger fik pris for at tage imod nye medarbejdere med et skævt cv

Per Møller (t.h.) har det godt med medarbejderne, uanset om de har fulgt den lige vej til brolæggervirksomheden eller har stoffer og straffeattest på cv'et. Derfor var medarbejderne glade, da hans firma blev årets rummelige virksomhed, og nogle tidligere ansatte kiggede også forbi. Foto: Søren E. Alwan
Brolæggeren Aps gør en særlig indsats for at skabe plads på arbejdsmarkedet. Her kan man godt arbejde, selv om der står stoffer og straffeattest på cv'et.

Over Randlev: Jeg har måske været lidt inde på en sidevej i livet, og jeg kunne ikke rigtigt finde arbejde. Det er sjovt at arbejde her. Jeg har nogle gode kolleger, og det betyder rigtigt meget. Men det er også hårdt, fortæller Mohammed Mohammed.

Han er i lære hos Brolæggeren Aps, hvor han begyndte for et halvt års tid siden. Det er mester Per Møllers håndtering af Mohammed Mohammed og andre unge med en skæv livsvej, der har givet virksomheden prisen som årets rummelige virksomhed.

Prisen blev overrakt fredag ved middagstid, og det blev fejret med smørrebrød til medarbejdere og gæster. Men Brolæggeren Aps kan mere end at håndtere unge, der ikke har fulgt den lige vej ind.

Mens Mohammed Mohammed er 29 år, så blev kollegaen Sebastian Larsen allerede udlært, da han var 21 år. Han er endda så dygtig, at han vandt DM i Skills for brolæggere som lærling sidste år.

- Jeg har været her i tre og et halvt år, og jeg tog den lige vej fra skolen. Det er et dejligt sted at arbejde. Det er ikke et stort firma, og det er godt, for vi har et fint samvær med alle, der er her. Det gør det lidt nemmere, siger Sebastian Larsen.

Annonce
Per giver de fleste en chance, han taler til dem i øjenhøjde, og han ønsker det bedste for dem.

Linda Ann Wienand (S) formand for det lokale beskæftigelsesråd

Har fortid som pædagog

Prisen deles ud hvert år af det lokale beskæftigelsesråd, og med prisen følger 15.000 kroner. Det er jobkonsulenterne i Jobcenteret i Odder, der indstiller til prisen.

Per Møller blev foreslået, fordi han giver de fleste en chance for at bevise, at de gerne vil ændre deres liv.

- Det er nok en del af min overbevisning. Alle har som udgangspunkt noget godt i sig. Gør de noget slemt, skal de have en chance for at komme ind på den rette vej igen. Det er nok det sociale gen, jeg har i mig. Jeg giver det videre, og det giver meget igen, sagde Per Møller til avisen.

Han har drevet firmaet i sin nuværende form siden 2003, men har også en fortid som pædagog. Og det har ikke skadet hans måde at håndtere nye medarbejdere på. Uanset om de så har nedsat arbejdsevne eller har været væk fra arbejdsmarkedet i lang tid.

Hvis man har en fordom om, at sproget hos brolæggere kan være kulørt, så lever mester selv op til det.

I går jokede han foran gæsterne, der omfattede en del politikere, med at nogle af medarbejderne endnu ikke var dukket op, fordi de var ude at lave sort arbejde.

Snakker om alting

Sproget kan også være en genvej til at skabe tillid.

- De unge må godt være lidt frække og udfordrende. De er måske kommet skævt ind på mange, i skolen og hos kommunen. Jeg snakker med dem om alting, så de føler sig trygge. De bliver en del af et arbejdsfællesskab, og så er det meget nemmere at blive en af de gode drenge.

- Jo hurtigere, jeg kan få dem til at føle sig som en del af et team, desto bedre. Det vokser alle med. Når de gør det godt, skal de have ros, det er en vigtig del af deres selvforståelse. Det er vigtigt at lære at se andre folk i øjnene, så de skal have tillid og medansvar. Det er vigtigt. For mig er det en fornøjelse at se, når nogen får et godt liv, selv om de har et cv med stoffer og en straffeattest, sagde Per Møller.

Per Møller ejer Brolæggeren Aps, der har 10-11 medarbejdere. De er verdens bedste medarbejdere, siger mester. Foto: Søren E. Alwan
Linda Ann Wienand, der er formand for det lokale beskæftigelsesudvalg, overrakte prisen for årets rummelige virksomhed til Per Møller. Foto: Søren E. Alwan
Per Møller elsker sine drenge, og de elsker også ham og hans indsats. Foto: Søren E. Alwan
Chefen selv roste også sine medarbejdere for at være rummelige og tage godt imod nye kolleger. Foto: Søren E. Alwan
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Horsens

Formand for børneudvalget i sag om ferieønsker: Tænk over det signal, I sender

Annonce